Sekularisme: Hvad er det? Definition, principper og eksempler

Lær hvad sekularisme er: definition, principper og konkrete eksempler på adskillelse af kirke og stat — forstå modeller, fordele og udfordringer.

Sekularisme (også kaldet sekularitet) er ideen om, at statens og offentlige institutioners funktioner og beslutninger holdes adskilt fra religiøse institutioner og trosforestillinger. Kort sagt betyder det, at noget ikke er religiøst eller ikke er forbundet med en kirke. Sekularisme søger at sikre, at regeringen behandler alle borgere lige uanset deres religion eller mangel på samme, og at offentlige beslutninger baseres på verdslige, ikke-trosspecifikke principper.

Principper

• Adskillelse af kirke og stat: Offentlige institutioner skal træffe beslutninger uden religiøst pres eller præference.
• Religionsneutralitet: Staten må ikke favorisere en bestemt religion i love, i statens symboler eller i offentlige ydelser.
• Religionsfrihed: Borgerne skal frit kunne praktisere deres tro eller vælge ikke at tro, uden at staten blander sig.
• Lighed for loven: Ingen fordele eller restriktioner må gives på grund af religiøs tilhørsforhold.
• Offentlig orden og rettigheder: Religionsudøvelse kan reguleres hvis den skader andres rettigheder eller den offentlige orden.

Forskellige former for sekularisme

Sekularisme anvendes forskelligt i praksis. Nogle landes model er en streng adskillelse, hvor religiøse symboler og indflydelse i offentlige institutioner er stærkt begrænsede. Andre lande fører en mere pragmatisk neutralitet eller en model hvor staten officielt anerkender en statsreligion, men samtidigt garanterer religionsfrihed for andre grupper.

• Streng separation: Staten og religion holdes klart adskilt i både lovgivning og praksis.
• Laïcité: En model, kendt fra bl.a. Frankrig, hvor offentligheden aktivt søges holdt fri for religiøse udtryk i visse sammenhænge for at beskytte neutraliteten.
• Statsreligion eller etableret kirke: Staten kan officielt støtte eller have en officiel religion; i så fald kan visse regeringsfunktioner være tæt knyttet til religiøse institutioner.

Eksempler

I nogle lande er der en statsreligion. De følgende lande nævnt som eksempler har i praksis eller i deres forfatning stærke forbindelser mellem stat og religion: Pakistan, Storbritannien, Grækenland, Iran eller Saudi-Arabien. I disse tilfælde kan regeringspolitik og offentlige institutioner være præget af religiøse normer.

I modsætning hertil har nogle lande formelt indført love, der kræver, at religion og regering holdes adskilt. Eksempler på lande, der i deres grundlov eller praksis søger at være sekulære, er Indien, Sydafrika og USA. Ofte er denne adskillelse også sikret og udfoldet gennem love, retssager og forfatningsbestemmelser, der beskytter religionsfrihed og neutralitet i offentlige institutioner.

I et teokrati er det religionspræsterne, der styrer landet.

Konsekvenser for samfundet

• Uddannelse: Sekulære systemer søger som regel at holde offentlige skoler neutrale i religiøse spørgsmål, mens religiøse skoler kan eksistere som private alternativer.
• Lovgivning: Sekularisme påvirker hvilke normer der indgår i straffelov, familieret og andre civilsamfundslove.
• Offentlige symboler: Debatten om religiøse symboler i offentlige rum (fx på skoler eller i domstole) er ofte central i sekularismediskussioner.
• Social sammenhængskraft: Målet med sekularisme er ofte at beskytte pluralisme og sikre, at mennesker med forskellig tro kan leve sammen uden statslig favorisering.

Kritik og debatter

Sekularisme møder både støtte og kritik. Tilhængere ser den som nødvendig for at beskytte individuelle rettigheder, fremme lighed og undgå religiøst styre. Kritikere hævder nogle gange, at streng sekularisme kan marginalisere troende eller ignorere religioners rolle i folks identitet og kultur. Der er også debatter om, hvorvidt staten skal tillade religiøse udtryk i offentlige rum eller begrænse dem for at bevare neutralitet.

Afsluttende bemærkninger

Sekularisme er ikke en enkelt, universel model, men et sæt principper som udmøntes forskelligt afhængigt af historie, kultur og forfatning. I praksis søger mange moderne samfund at finde en balance, hvor statens institutioner forbliver neutrale, samtidig med at borgernes ret til at tro og praktisere frit respekteres.

Søg efter bogstav