Gastornis

Gastornis, tidligere kendt som Diatryma, er en uddød slægt af store flugløse fugle. De levede i de sene palæocæne og tidlige eocæne epoker i Kainozoikum. De første rester blev opdaget i midten af det 19. århundrede.

I 1870'erne opdagede den berømte amerikanske palæontolog Edward Drinker Cope et andet, mere komplet sæt fossiler i Nordamerika, og han gav dem navnet Diatryma.

Fossile rester af disse fugle er fundet i det vestlige og centrale Europa (England, Belgien, Frankrig og Tyskland) samt i Nordamerika. Deres levevis er omstridt.

Beskrivelse

Gastornis parisiensis var i gennemsnit 1,75 meter høj, men store individer blev op til 2 meter høje. Gastornis havde et enormt næb med en let krogformet top, hvilket muligvis tyder på, at den var kødædende. Gastornis havde store kraftige ben. Den havde store fødder med små kløer. Fossile fodspor tyder på, at den var planteædende.

Palæobiologi

Distribution

Selv om Nordamerika og Europa var adskilt ved slutningen af kridttiden, må der stadig have været en landbro et sted. Det skyldes, at de europæiske og nordamerikanske diatrymaer var så ens. Andre fugle- og pattedyrsslægter forekommer også på begge sider af det (nuværende) Nordatlanten i Palæocæn og Eocæn. Dette er bevis for, at Europa og Nordamerika engang var forbundet med tørt land i en del af det tidlige Kainozoikum.

Palæoøkologi

På den tid levede Gastornis i et område med tæt skov og et fugtigt til tørt subtropisk eller endog tropisk klima. Nordamerika og Europa lå stadig ret tæt på hinanden, og Grønland var sandsynligvis dækket af frodige skove og græsmarker. Kun smalle stræder på højst nogle få 100 km ville have forhindret Gastornis' forfædre i at sprede sig til lands. Landet i Nordamerika var forbundet. Deres europæiske udbredelsesområde var et øhav med Alperne, der byggede sig op, og et højt havniveau i Paleocæn og Eocæn. Geografisk set svarede det nogenlunde til det nuværende Indonesien.

Gastornis er blevet beskrevet som rovdyr. Nogle tvivler dog på, at fuglen var smidig nok til at fange hurtigt bevægende bytte, og tvivler på, at næbbet var egnet til kødædende dyr. Det kan være, at Gastornis var en bagholdsjæger eller brugte flokjagtteknikker til at forfølge eller lægge sig i baghold på byttet. Hvis Gastornis var et rovdyr, ville den have haft brug for en måde at jage byttet på gennem den tætte skov på.

Alternativt kan de have været hovedsageligt ådselsædere, altædere eller endog planteædere. Gastornis' store næb ville have været velegnet til at knuse frø og rive vegetation af. Men det virker for kraftigt til en rent vegetarisk kost. Uanset hvad disse fugle spiste, kan næbbet også have været brugt til social fremvisning - dets tilstedeværelse i alle kendte fossiler taler imod en seksuel fremvisningsrolle. Disse modstridende hypoteser, som ikke kan adskilles ud fra beviserne, gør Gastornis' palæobiologi uklar.

Lignende gigantiske fugle fra Kænozoikum var de sydamerikanske terrorfugle (phorusrhacider) og de australske mihirungs (Dromornis). Førstnævnte var helt sikkert kødædende, og sidstnævnte mistænkes også for at være rovdyr. På den anden side lever ratites, de flyvevåge kæmpefugle fra vor tid, af planter, små hvirveldyr og hvirvelløse dyr.

Gastornis var blandt de største, hvis ikke de største fugle, der levede i palæogenet. De havde kun få naturlige fjender og alvorlige konkurrenter. Hvis disse enorme fugle var aktive jægere, må de have været vigtige toprovdyr, som dominerede skovøkosystemerne i Nordamerika og Europa indtil midten af Eocæn.

I midten af Eocæn opstod der store kreodont- og mesonychide rovdyr i Eurasien og Nordamerika. Fremkomsten af disse nye rovdyr falder sammen med Gastornis og dens slægtninge, der er i tilbagegang. Dette skyldtes muligvis en øget tendens hos pattedyrs rovdyr til at jage sammen i flokke (især hos de hyaena-lignende creodonts). Vi kender ingen fugle, der vejede mere end et halvt ton. Måske kunne de ikke udvikle sig til større størrelser. I så fald kunne de ikke konkurrere ved hjælp af ren masse, sådan som pattedyr ofte er i stand til at gøre.

Gastornis kranie.Zoom
Gastornis kranie.

Gastornis skeletZoom
Gastornis skelet

Sporfossiler

I senpalæocæne aflejringer i Spanien og tidlige eocæne aflejringer i Frankrig er der i Provence fundet skalfragmenter af store æg. Disse er formentlig fra Gastornis.

Nogle af disse fragmenter var komplette nok til at rekonstruere en størrelse på 24 x 10 cm (ca. 9,5 x 4 tommer) med 2,3-2,5 mm (0,09-0,1 tommer) tykke skaller. Dette er omtrent halvt så stort som et strudseæg og meget forskelligt i form fra de mere afrundede strudseæg.

Store fugle

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er Gastornis?


A: Gastornis er en uddød slægt af store flyvefærdige fugle.

Q: Hvornår levede Gastornis?


A: Gastornis levede i de sene palæocæne og tidlige eocæne epoker i Kænozoikum.

Spørgsmål: Hvornår blev de første rester af Gastornis fundet?


A: De første rester af Gastornis blev opdaget i midten af det 19. århundrede.

Spørgsmål: Hvem opdagede et mere komplet sæt fossiler af Gastornis i Nordamerika?


Svar: Den berømte amerikanske palæontolog Edward Drinker Cope opdagede et mere komplet sæt fossiler af Gastornis i Nordamerika i 1870'erne.

Sp: Hvor er de fossile rester af Gastornis blevet fundet?


Svar: De fossile rester af Gastornis er fundet i det vestlige og centrale Europa (England, Belgien, Frankrig og Tyskland) samt i Nordamerika.

Spørgsmål: Hvad er der uenighed om Gastornis' levevis?


A: Gastornis' levevis er omstridt.

Spørgsmål: Er Gastornis en flyvefærdig fugl?


A: Ja, Gastornis er en stor flugtløs fugl.

AlegsaOnline.com - 2020 / 2023 - License CC3