Gastornis (Diatryma): Uddøde kæmpe, flugløse fugle fra Paleocæn–Eocæn

Gastornis (Diatryma): imponerende, uddøde kæmpe flugløse fugle fra Paleocæn–Eocæn — opdag deres fossiler, udbredelse i Europa og Nordamerika samt debatten om deres levevis.

Gastornis, tidligere kendt som Diatryma, er en uddød slægt af store, flugløse fugle. De levede i de sene palæocæne og tidlige eocæne epoker i Kainozoikum, cirka for 58–50 millioner år siden. De første fossile rester af disse fugle blev opdaget i midten af det 19. århundrede, og siden er flere fund af forskellige arter beskrevet.

Opdagelse og navngivning

I 1870'erne opdagede den amerikanske palæontolog Edward Drinker Cope et andet, mere komplet sæt fossiler i Nordamerika, og han gav dem navnet Diatryma. Siden har forskning vist, at de europæiske og nordamerikanske fossiler tilhører meget beslægtede — eller samme — gruppe, og navne og systematik har været genstand for mange revisioner. I ældre litteratur anvendes ofte både Gastornis og Diatryma; moderne studier placerer dem i familien Gastornithidae.

Udbredelse og fossile fund

Fossile rester af disse fugle er fundet i det vestlige og centrale Europa (England, Belgien, Frankrig og Tyskland) samt i Nordamerika. Fundene omfatter kranier, dele af kæber, hals- og benknogler, som gør det muligt at rekonstruere fuglenes størrelse og bygning. De lokale fund forekommer typisk i sedimenter, der afspejler varme, skovklædte miljøer efter det store dinosaurernes uddøen ved K/T-grænsen.

Udseende og størrelse

Gastornis var kraftigt bygget med en stor, dyb kranie og et massivt, skævt næb. De havde små vinger uden evne til aktiv flugt og robuste, kraftige ben, som sandsynligvis bar en tung krop. Voksne individer anslås at have nået en højde omkring 1,5–2 meter når halsen er oprejst; vægtanslag varierer i forskningen, men mange estimater peger på titals kilo, afhængigt af art og beregningsmetode.

Levevis og kost — en videnskabelig debat

Der har været stor uenighed om Gastornis' levevis. Tidligt blev dyrene opfattet som topprædatorer, udstyret til at angribe og slå bytte med deres kraftige næb. Senere analyser har imidlertid peget i en anden retning:

• Det kraftige, buttede næb ser veludviklet til at knuse og skære, men fossiler viser ikke de fint skarpe kløer, man forventer hos en jagende rovfugl.
• Morfologiske og isotopiske studier samt sammenligninger med nutidige fugle har ført mange forskere til at foreslå, at Gastornis i højere grad kan have været planteæder (herbivor), eventuelt omnivor—fx en leverandør af hårde frø, rødder og plantedele—eller en specialiseret browsende dyregruppe.
• En tredje mulighed er, at de var opportunistiske og kunne spise både planter, ådsler og smådyr afhængigt af tilgængelighed.

Samlet set er det mest forsigtige at sige, at kost og adfærd stadig diskuteres, men nyere arbejde har svækket billedet af Gastornis som en aktiv løbende rovdyr.

Betydning i paleoøkologien

Gastornis var en markant del af de tidlige post-dinosaur-økosystemer i Nordamerika og Europa. Som store, ikke-flyvende fugle spiller de en vigtig rolle i tolkningen af plante-forbruger-dynamikker og konkurrence mellem terrestriske organismer i varme, skovbevoksede landskaber i palæocæn–eocæn. Fossilerne bidrager også til forståelsen af, hvordan fugle udviknede forskellige nicher efter den store masseuddøen i slutningen af kridttiden.

Fortsat forskning

Der findes stadig ubesvarede spørgsmål omkring slægtens nøjagtige taksonomi, artsgrænser og økologi. Nye fund, bedre skeletmateriale og moderne analyseteknikker (fx CT-scanning, biomekaniske modeller og isotopanalyse) forventes at kaste mere lys over disse store, gådefulde fugle i årene fremover.

Palæobiologi

Distribution

Selv om Nordamerika og Europa var adskilt ved slutningen af kridttiden, må der stadig have været en landbro et sted. Det skyldes, at de europæiske og nordamerikanske diatrymaer var så ens. Andre fugle- og pattedyrsslægter forekommer også på begge sider af det (nuværende) Nordatlanten i Palæocæn og Eocæn. Dette er bevis for, at Europa og Nordamerika engang var forbundet med tørt land i en del af det tidlige Kainozoikum.

Palæoøkologi

På den tid levede Gastornis i et område med tæt skov og et fugtigt til tørt subtropisk eller endog tropisk klima. Nordamerika og Europa lå stadig ret tæt på hinanden, og Grønland var sandsynligvis dækket af frodige skove og græsmarker. Kun smalle stræder på højst nogle få 100 km ville have forhindret Gastornis' forfædre i at sprede sig til lands. Landet i Nordamerika var forbundet. Deres europæiske udbredelsesområde var et øhav med Alperne, der byggede sig op, og et højt havniveau i Paleocæn og Eocæn. Geografisk set svarede det nogenlunde til det nuværende Indonesien.

Gastornis er blevet beskrevet som rovdyr. Nogle tvivler dog på, at fuglen var smidig nok til at fange hurtigt bevægende bytte, og tvivler på, at næbbet var egnet til kødædende dyr. Det kan være, at Gastornis var en bagholdsjæger eller brugte flokjagtteknikker til at forfølge eller lægge sig i baghold på byttet. Hvis Gastornis var et rovdyr, ville den have haft brug for en måde at jage byttet på gennem den tætte skov på.

Alternativt kan de have været hovedsageligt ådselsædere, altædere eller endog planteædere. Gastornis' store næb ville have været velegnet til at knuse frø og rive vegetation af. Men det virker for kraftigt til en rent vegetarisk kost. Uanset hvad disse fugle spiste, kan næbbet også have været brugt til social fremvisning - dets tilstedeværelse i alle kendte fossiler taler imod en seksuel fremvisningsrolle. Disse modstridende hypoteser, som ikke kan adskilles ud fra beviserne, gør Gastornis' palæobiologi uklar.

Lignende gigantiske fugle fra Kænozoikum var de sydamerikanske terrorfugle (phorusrhacider) og de australske mihirungs (Dromornis). Førstnævnte var helt sikkert kødædende, og sidstnævnte mistænkes også for at være rovdyr. På den anden side lever ratites, de flyvevåge kæmpefugle fra vor tid, af planter, små hvirveldyr og hvirvelløse dyr.

Gastornis var blandt de største, hvis ikke de største fugle, der levede i palæogenet. De havde kun få naturlige fjender og alvorlige konkurrenter. Hvis disse enorme fugle var aktive jægere, må de have været vigtige toprovdyr, som dominerede skovøkosystemerne i Nordamerika og Europa indtil midten af Eocæn.

I midten af Eocæn opstod der store kreodont- og mesonychide rovdyr i Eurasien og Nordamerika. Fremkomsten af disse nye rovdyr falder sammen med Gastornis og dens slægtninge, der er i tilbagegang. Dette skyldtes muligvis en øget tendens hos pattedyrs rovdyr til at jage sammen i flokke (især hos de hyaena-lignende creodonts). Vi kender ingen fugle, der vejede mere end et halvt ton. Måske kunne de ikke udvikle sig til større størrelser. I så fald kunne de ikke konkurrere ved hjælp af ren masse, sådan som pattedyr ofte er i stand til at gøre.

Gastornis kranie.


Gastornis skelet

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er Gastornis?

Q: Hvornår levede Gastornis?

Spørgsmål: Hvornår blev de første rester af Gastornis fundet?

Spørgsmål: Hvem opdagede et mere komplet sæt fossiler af Gastornis i Nordamerika?

Sp: Hvor er de fossile rester af Gastornis blevet fundet?

Spørgsmål: Hvad er der uenighed om Gastornis' levevis?

Spørgsmål: Er Gastornis en flyvefærdig fugl?

Søg efter bogstav