Gastornis, tidligere kendt som Diatryma, er en uddød slægt af store, flugløse fugle. De levede i de sene palæocæne og tidlige eocæne epoker i Kainozoikum, cirka for 58–50 millioner år siden. De første fossile rester af disse fugle blev opdaget i midten af det 19. århundrede, og siden er flere fund af forskellige arter beskrevet.

Opdagelse og navngivning

I 1870'erne opdagede den amerikanske palæontolog Edward Drinker Cope et andet, mere komplet sæt fossiler i Nordamerika, og han gav dem navnet Diatryma. Siden har forskning vist, at de europæiske og nordamerikanske fossiler tilhører meget beslægtede — eller samme — gruppe, og navne og systematik har været genstand for mange revisioner. I ældre litteratur anvendes ofte både Gastornis og Diatryma; moderne studier placerer dem i familien Gastornithidae.

Udbredelse og fossile fund

Fossile rester af disse fugle er fundet i det vestlige og centrale Europa (England, Belgien, Frankrig og Tyskland) samt i Nordamerika. Fundene omfatter kranier, dele af kæber, hals- og benknogler, som gør det muligt at rekonstruere fuglenes størrelse og bygning. De lokale fund forekommer typisk i sedimenter, der afspejler varme, skovklædte miljøer efter det store dinosaurernes uddøen ved K/T-grænsen.

Udseende og størrelse

Gastornis var kraftigt bygget med en stor, dyb kranie og et massivt, skævt næb. De havde små vinger uden evne til aktiv flugt og robuste, kraftige ben, som sandsynligvis bar en tung krop. Voksne individer anslås at have nået en højde omkring 1,5–2 meter når halsen er oprejst; vægtanslag varierer i forskningen, men mange estimater peger på titals kilo, afhængigt af art og beregningsmetode.

Levevis og kost — en videnskabelig debat

Der har været stor uenighed om Gastornis' levevis. Tidligt blev dyrene opfattet som topprædatorer, udstyret til at angribe og slå bytte med deres kraftige næb. Senere analyser har imidlertid peget i en anden retning:

  • Det kraftige, buttede næb ser veludviklet til at knuse og skære, men fossiler viser ikke de fint skarpe kløer, man forventer hos en jagende rovfugl.
  • Morfologiske og isotopiske studier samt sammenligninger med nutidige fugle har ført mange forskere til at foreslå, at Gastornis i højere grad kan have været planteæder (herbivor), eventuelt omnivor—fx en leverandør af hårde frø, rødder og plantedele—eller en specialiseret browsende dyregruppe.
  • En tredje mulighed er, at de var opportunistiske og kunne spise både planter, ådsler og smådyr afhængigt af tilgængelighed.

Samlet set er det mest forsigtige at sige, at kost og adfærd stadig diskuteres, men nyere arbejde har svækket billedet af Gastornis som en aktiv løbende rovdyr.

Betydning i paleoøkologien

Gastornis var en markant del af de tidlige post-dinosaur-økosystemer i Nordamerika og Europa. Som store, ikke-flyvende fugle spiller de en vigtig rolle i tolkningen af plante-forbruger-dynamikker og konkurrence mellem terrestriske organismer i varme, skovbevoksede landskaber i palæocæn–eocæn. Fossilerne bidrager også til forståelsen af, hvordan fugle udviknede forskellige nicher efter den store masseuddøen i slutningen af kridttiden.

Fortsat forskning

Der findes stadig ubesvarede spørgsmål omkring slægtens nøjagtige taksonomi, artsgrænser og økologi. Nye fund, bedre skeletmateriale og moderne analyseteknikker (fx CT-scanning, biomekaniske modeller og isotopanalyse) forventes at kaste mere lys over disse store, gådefulde fugle i årene fremover.