SARS: Svær akut respiratorisk syndrom — årsag, smitte og udbrud 2002–2003

Svært akut respiratorisk syndrom (SARS) var en alvorlig luftvejsinfektion, som oftest viste sig som en atypisk lungebetændelse. Udbruddet begyndte i november 2002 i Guangdong-provinsen i byen Foshan i Folkerepublikken Kina. Sygdommen blev forårsaget af SARS-coronavirus (SARS-CoV), et nyt coronavirus. Det var ikke en deltidssygdom, og smitte skete primært via respiratoriske dråber ved tæt kontakt og ved forurenede overflader (fomites) — ikke ved seksuel kontakt.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) blev involveret tidligt i 2003, efter at sygdommen i februar samme år blev meldt til myndighederne og spredte sig hurtigt fra Asien. SARS blev første gang rapporteret i Asien i februar 2003, og i løbet af de næste måneder ramte den mere end 20 lande i Asien, Nordamerika, Sydamerika og Europa. WHO udsendte globale advarsler og rejserestriktioner for at begrænse spredningen.

Udbredelse og dødelighed

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) blev i alt 8.098 personer klassificeret som "probable cases" under udbruddet i 2003, og 774 af disse døde. Andre opgørelser og nationale rapporter har nogle gange angivet lidt højere tal (fx 8.437 tilfælde og 813 dødsfald), men WHO's officielle endelige tal for det globale udbrud er 8.098 tilfælde og 774 dødsfald (en dødelighed i denne gruppe på omkring 9–10 %; dødeligheden var højere blandt ældre og personer med kroniske sygdomme).

Efter at den kinesiske regering i første fase var tilbageholdende med information, spredte sygdommen sig hurtigt til bl.a. Hongkong og Vietnam i slutningen af februar 2003 og derfra videre til andre lande via internationale rejsende. Den store bølge af tilfælde i det internationale udbrud blev inddæmmet i løbet af foråret 2003, og det sidste tilfælde af den oprindelige epidemibølge fandt sted i juni 2003. Der var efterfølgende enkelte laboratorie-relaterede hændelser og få primære tilfælde i 2003–2004, men der har ikke været vedvarende samfundssmitte siden da.

Symptomer og forløb

SARS begyndte typisk med feber, hovedpine og muskelsmerter, efterfulgt af tør hoste og åndedrætsbesvær. Mange udviklede lungebetændelse synlig på røntgen. Inkubationstiden var oftest 2–7 dage, typisk op til 10 dage (i nogle tilfælde op til cirka 14 dage). Alvorlighedsgraden varierede; ældre patienter og personer med kroniske lidelser havde højere risiko for komplikationer og død.

Smitteveje og smitteforebyggelse

SARS spredes hovedsageligt ved dråbe- og tæt kontakt samt via forurenede overflader. I sundhedssektoren var særligt aerosol-genererende procedurer (f.eks. intubation) forbundet med høj risiko for smitte. Effektive forholdsregler omfattede tidlig isolering af mistænkte patienter, brug af personlige værnemidler (PPE), håndhygiejne, kontakt- og droplet-tiltag samt overvågning og karantæne af nære kontakter.

Dyrs rolle og oprindelse

SARS var en zoonose: virusser beslægtede med SARS-CoV blev fundet hos palm civetter og andre småpattedyr, men senere forskning pegede på vildtlignende flagermus (især hestesko-flagermus) som reservoir for SARS-lignende coronavirusser. Det menes, at virusset er gået fra flagermus til mellemværter og derfra til mennesker, hvilket skabte det første større udbrud.

Diagnose og behandling

Diagnosen byggede på kliniske fund, eksponeringshistorie og laboratorieundersøgelser (PCR for viralt RNA og serologi). Der findes ingen specifik, gennemprøvet antiviral behandling med dokumenteret stor effekt for SARS; behandlingen i udbruddet var i vid udstrækning understøttende (ilt, respirationsstøtte ved behov og behandling af komplikationer). Erfaringer fra udbruddet har styrket infektionskontrol i hospitalsvæsenet og beredskabsplanlægning for nye respiratoriske virusudbrud.

Efterspil og status

Der har ikke været udbredt samfundssmitte af SARS siden 2004; enkelte laboratorie-relaterede infektioner fandt sted i 2003–2004. WHO har ikke erklæret SARS "udryddet" på samme måde som man erklærede kopper udryddet; der er dog ikke rapporteret om nye epidemier af den epidemiske SARS-stamme i almen befolkning siden udbruddet i 2003. Som New York Times rapporterede, forekom der ingen kendte tilfælde i slutningen af 2004, og den epidemiske stamme, som forårsagede størstedelen af dødsfaldene i 2003, er ikke blevet observeret i naturen uden for laboratorier siden da.

SARS-udbruddet 2002–2003 havde stor betydning for global sundhedspolitik: det førte til forbedret virusovervågning, skærpede infektionskontrolrutiner i sundhedsvæsenet og til øget forskning i coronavirusser, hvilket senere viste sig at være værdifuldt ved håndteringen af senere coronavirus-udbrud.