Massakrerne i Foibe er massedrab, hvor størstedelen af ofrene var etniske italienere i 1943, efter Italiens kapitulation den 8. september, og i 1945, da jugoslaviske partisaner under Titos kommando besatte dele af Venezia Giulia, Istrien og Dalmatien. Historikere har hævdet, at volden og den deraf følgende udvandring af de italienske Istrien-Dalmatiensere var en planlagt etnisk udrensning. Den nationale mindedag for de fordrevne og foibe er en italiensk fejring til minde om ofrene.

Baggrund og kontekst

Områderne Venezia Giulia, Istrien og Dalmatien havde gennem årtier været etniske og politiske smeltedigler med italienske, slovenske og kroatiske befolkningsgrupper. Under fascismen og under krigen førte italiensk besættelse og undertrykkelse til spændinger og repression mod slaviske befolkninger. Efter Italiens kapitulation i september 1943 opstod et magtvakuum i regionen, hvor både tyske styrker, lokale kollaboratører og kommunistiske partisaner under Titos ledelse kæmpede om kontrol. Ved krigens afslutning i 1945 gennemførte jugoslaviske styrker oprydningsaktioner, der nogle steder udviklede sig til henrettelser og massegrave.

Hvad var "foibe"?

Foibe er navnet på dybe karst-sinkholes i området — naturlige huller i kalksten som efter sigende blev brugt som grave. I de fleste beskrivelser nævnes, at ofre blev skudt eller mishandlet og derefter kastet i disse huller; i nogle beretninger blev folk kastet ned levende. Foibene blev efter krigen symboler på volden, men detaljer om fremgangsmåder og antallet af ofre er genstand for historisk debat.

Ofre og tal

Der findes ikke enighed om hvor mange, der blev dræbt. Tidligere fremførte politiske aktører høje tal, mens moderne historisk forskning typisk angiver lavere, men stadig betydelige størrelsesordener. Forskere skønner, afhængigt af metode og kilder, at ofrenes antal kan ligge i størrelsesordenen nogle tusinder. Udover etniske italienere omfattede ofrene også slovenske og kroatiske modstandere af partisanbevægelsen, reelle eller formodede kollaboratører og politiske modstandere.

Udvandringen og dens konsekvenser

I årene efter krigen førte ændrede grænser, politisk omdannelse under det nye jugoslaviske styre og frygt for forfølgelse til masseudvandring af italienske samfund fra Istrien og dele af Dalmatien. Denne udvandring af Istrien-Dalmatiensere anslås af forskellige kilder typisk til mellem ca. 200.000 og 350.000 personer; de præcise tal varierer efter definitioner og tidshorisont. Mange familier mistede ejendom og fællesskaber, og eksilet har haft varige sociale og kulturelle konsekvenser for både Italien og de berørte områder.

Historisk debat og erindring

Fortolkningen af foibemassakrerne er politisk ladet og stadig omstridt. Nogle historikere og politiske aktører karakteriserer begivenhederne som etnisk udrensning og systematisk forfølgelse af italienere; andre fremhæver, at handlingerne ofte var hævn, mellemfolkelig konflikt og politisk oprydning efter et besættelses- og krigsforløb præget af brutalitet på flere sider. Arkivforskning siden 1990'erne har hjulpet med at nuancere kendsgerningerne, men kontroverser om tal, ansvar og fortolkning lever videre.

Mindet og forsoning

Italien indstiftede den nationale mindedag for de fordrevne og foibe (Giorno del Ricordo) for at mindes ofrene og de fordrevne fra Istrien og Dalmatien. Dagen markerer et forsøg på national anerkendelse af lidelse, men er også kilde til diplomatiske og historiske diskussioner mellem Italien, Slovenien og Kroatien. Mange historikere, lokalforeninger og civilsamfundsinitiativer arbejder for at fremme fælles forskning, dokumentation og forsoning, så erindring kan bygge bro mellem folkeslag og erstatte politisk polariseret brug af historien.

Afsluttende bemærkninger

Foibemassakrerne og den efterfølgende udvandring er et kompliceret kapitel i Europas efterkrigshistorie, præget af konflikt, hævn og store menneskelige tab. Forståelsen af begivenhederne kræver både empati for ofrene og kritisk historisk analyse af kilder, motiver og kontekst. Debatten om ansvar og erindring fortsætter, samtidig med at forskere søger efter en mere fuldstændig dokumentation og fælles erindringspraksis.