Guillaume Dufay (udtales "GHEE-oam Doo-FYE", nogle gange stavet Du Fay) (født Beersel? 5. august 1397?; død Cambrai, 27. november 1474) var en fransk-flamsk komponist og musikteoretiker fra den tidlige renæssance. Han var den vigtigste komponist i sin tid. Han tilhørte den gruppe af komponister, der er kendt som den burgundiske skole. Han havde mere indflydelse på musikken i Europa end nogen anden komponist i det 15. århundrede.

Liv og virke

Fødselssted og -år for Dufay er ikke helt sikkert; Beersel tæt ved Bruxelles nævnes ofte i kilderne, og dateringen omkring 1397 er almindeligt accepteret. Som ung var han knyttet til kirkens musikliv og fik tidligt træning som kordreng. I løbet af sit liv arbejdede Dufay i forskellige kirkelige kapeller og ved hertughoffet i Burgund; han rejste også i Italien, hvor han skrev en række vigtige værker og deltog i den europæiske musikudveksling, som var karakteristisk for tiden.

Dufay afsluttede sin livsbane i Cambrai, hvor han havde stærke forbindelser til domkirken og endte sine dage som kanon. Hans lange karriere og mange tilknytninger til både kirke og hof gjorde ham til en central figur i overgangen fra middelalderens musikformer til renæssancens stil.

Musikalske træk og betydning

Dufay spillede en afgørende rolle i udviklingen af flerstemmighed i det 15. århundrede. Nogle af hans vigtigste bidrag var:

  • Fauxbourdon – en særlig harmoni- og stemmeføringsmetode med parallelle tredjedele og sjette, som gav en lysere, mere konsonant klang end den tidligere mere dissonante praksis.
  • Cantus-firmus-massen – han brugte både gregoriansk liturgisk melodier og populære sekulære sange som grundlag for messestrukturer, hvilket styrkede den cykliske messeform.
  • Balancen mellem det sakrale og det sekulære – Dufay skrev både messe-, motet- og chansonsværker, og han hentede inspiration i begge sfærer.
  • Overgangsstil – hans musik markerer overgangen fra gotisk/isorhythmisk tænkning til renæssancens klare, melodiske og harmoniske sprog, som senere blev videreført af komponister som Ockeghem og Josquin.

Udvalgte værker

Blandt Dufays mest kendte værker og typer af kompositioner kan nævnes:

  • Chansoner som den berømte "Se la face ay pale" (en sang, som han også byggede en messe på).
  • Messer – flere cykliske messer, hvor han anvendte både gregoriansk materiale og verdslige melodier som cantus firmus.
  • Motetter – herunder stykker skrevet til særlige lejligheder; et kendt eksempel er motetten "Nuper rosarum flores", skrevet til en højtidsfest i Firenze.
  • Sekulære stykker – chansons og andre mindre former, som blev spredt i samtidige manuskripter og senere i tryk.

Arv

Dufays musik var vidt udbredt i håndskrifter og efterfølgende udgivelser, og hans stil havde stor indflydelse på efterfølgende generationers komponister. Han betragtes som en central figur i overgangen til renæssancens polyfoni og som én af de første komponister, hvis musik blev kendt og respekteret over hele Europa.

Hans betydning ligger både i de konkrete teknikker og former, han udviklede eller populariserede, og i den rolle han spillede som bindeled mellem middelalderens praksis og det nye renæssancesprog i vokalmusikken.