Magnificat er den sang, som Jomfru Maria sang, da hun fik at vide af englen, at hun skulle føde Guds søn i den kristne mytologi. Det er den historie, der fortælles i Bibelen i Lukas' bog, kapitel 1, vers 46-55. Den er også kendt som Marias sang. "Magnificat" er et latinsk ord, der betyder "ophøjer" (dvs. siger, hvor stor (Gud) er).

Ordene i Magnificat er blevet sat i musik af mange komponister. Disse musikalske opsætninger blev for det meste skrevet til kirkelige handlinger. I den anglikanske kirke synges den altid som en del af den traditionelle aftengudstjeneste (Evensong).

Ligesom alle andre tekster i Det Nye Testamente blev Magnificat oprindeligt skrevet på koine-græsk, men i den vestlige kirke findes det oftest på latin eller på landets sprog.

Oprindelse og tekst

Magnificat står i Lukasevangeliet (Lukas 1,46–55) i forbindelse med Bebudelsen og Visitationen, hvor Maria besøger sin slægtning Elisabet. Teksten begynder på latin med åbningsordet: "Magnificat anima mea Dominum", som på dansk ofte gengives: "Min sjæl ophøjer Herren". Den græske tekst i evangeliet bærer tydelige semitiske træk, og mange forskere mener, at den græske version afspejler en tidligere mundtlig aramæisk formulering fra Marias miljø.

Temaer og teologisk betydning

  • Lovprisning: Hovedtemaet er tak og ophøjelse af Gud for hans frelse og barmhjertighed.
  • Fattigdom og social omvending: Magnificat indeholder billeder af, at Gud vender verdens orden: de mægtige kastes ned og de lave løftes op; de sultne bliver fyldt, de rige sendes væk tomhændede. Dette understreger både Guds retfærdighed og omsorg for de marginaliserede.
  • Fortolkninger af Maria: Sangen fremhæver Maria som forbillede på ydmyg tro og lydighed. I kirkelig tradition er hun ofte blevet set som "den nye Hanna" (med paralleller til Hannahs lovsang i 1 Samuelsbog) og som forbillede for de troendes tillid til Gud.
  • Es katologisk og profetisk dimension: Mange ser Magnificat som en profetisk erklæring om Guds frelseshandling, ikke kun for Maria personligt, men som begyndelsen på verdensomvæltende forandring gennem Kristus.

Liturgisk brug

Magnificat har en fast plads i kristen gudstjenesteliv:

  • I den romersk-katolske kirke indgår det i tidebønnen som Aftenbøn (Vesper) og bruges ofte i marianske fejringer.
  • I den anglikanske tradition er teksten en central del af Evensong og synges jævnligt i kirker og katedraler.
  • Også i den ortodokse og lutherske liturgi findes lignende brug af Marias lovsang, omend praksis og tekstlige former kan variere efter tradition.
  • Gregorianisk kantilering og særlige melodiske tonesystemer (Magnificat-toner) har gennem århundreder været anvendt til at synge teksten i vestlig liturgi.

Musikalske indstillinger

Magnificat har inspireret komponister fra renæssancen til moderne tid. Den er blevet sat i formelle motetter og store korværker samt i enklere chants og melodier til menighedssang. Blandt historisk kendte kompositionsskoler og komponister, der har skrevet indstillinger af teksten, kan nævnes renæssancen, barokken og videre frem, eksempelvis Palestrina, Monteverdi, Vivaldi og J. S. Bach. I nyere tid har komponister som Arvo Pärt og John Rutter også taget sig af teksten i deres liturgiske eller koncertrammer.

Sprog, oversættelser og teksthistorie

Selvom Lukasevangeliet er bevaret på koine-græsk, blev den latinske udgave i Vulgata (oversat af Hieronymus) den dominerende version i den vesteuropæiske kirke fra middelalderen og frem. I dansk og andre moderne sprog findes flere autoriserede oversættelser; samtidig tilsigter mange musikalske opsætninger og liturgiske tekstsamlinger både at bevare formuleringen i traditionen og at gøre betydningen klar for moderne menigheder.

Historiske og filologiske bemærkninger

Filologer peger på, at Magnificat trækker på Gamle Testamentets sprog og motiver, særligt hymner og profetiske tekster, hvilket gør den til en del af den jødiske bønne- og salmeskat. Manuskripttraditionen i øst og vest har bevaret teksten forholdsvis stabil, men studier af forskellige evangeliehandskrifter hjælper med at forstå formuleringernes oprindelse og oversættelsesmæssige valg.

Kulturel betydning

Ud over sin liturgiske rolle har Magnificat haft stor kulturel gennemslagskraft: den optræder i maleri, ikonografi, kirkekunst og litteratur og fungerer som symbol på håb, social retfærdighed og Guds omsorg for de små. Dens ordlyd bruges fortsat i bønner, salmer og koncerter og har bevaret en central plads i kristne traditioners ekstatiske og profetiske udtryk.

Eksempel på åbningslinjen på latin og dansk:

"Magnificat anima mea Dominum, et exsultavit spiritus meus in Deo salutari meo."
"Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig i Gud, min frelser."