Kapucinerabe

Taxonomi

Den hvidhovedede kapuciner blev oprindeligt beskrevet af Carolus Linné i sit værk fra det 18. århundrede, Systema Naturae. Den er medlem af familien Cebidae. Den er en del af den familie af aber fra den nye verden, der omfatter kapucineraber, egernaber, tamariner og marmosets. Den er en del af slægten Cebus. Den er en del af artsgruppen C. capucinus. Denne gruppe omfatter også hvidhovedet kapuciner, grådig kapuciner og Kaapori kapuciner.

Nogle forskere mener, at der findes tre underarter af hvidhovedet kapuciner:

• C. c. capucinus, fra den sydlige del af udbredelsesområdet i Ecuador, Colombia og det østlige Panama
• C. c. imitator, fra det meste af Nicaragua, Costa Rica og det vestlige Panama
• C. c. limitaneus, fra Honduras og det nordlige Nicaragua

Men andre forskere anerkender ikke nogen særskilt underart.

Nogle autoriteter betragter den som et medlem af underarten Cebus capucinus imitator.

Fysisk beskrivelse

Ligesom andre aber i Cebus-gruppen er den hvidhovedede kapuciner opkaldt efter kapucinerbrødreordenen - de kåber, som disse brødre bærer, ligner abens hvide pels.

Den hvidhovedede kapucinerhund har mest sort pels. Den har hvid eller gul pels på hals, hals, bryst, skuldre og overarme. Ansigtet er lyserødt eller hvid-cremefarvet. Ansigtet kan nogle gange have mærker som mørke bryn eller mørke pelsflader. Der er også et område med sort pels på toppen af hovedet.

Voksne aber kan blive mellem 335 og 453 mm lange (13,2 og 17,8 tommer), halen ikke medregnet. De kan veje op til 3,9 kg (8,6 lb). Halen er længere end kroppen. Den kan blive op til 551 mm lang. Hanner er ca. 27 % større end hunner. Hjernen hos en hvidhovedet kapuciner er ca. 79,2 g (2,79 oz). Den er større end hos andre store abearter som f.eks. den kappeformede brøleaber.

Adfærd

Social struktur

Den hvidhovedede kapuciner er et dagaktivt og trælevende dyr. Den kommer dog ned på jorden oftere end mange andre aber fra den nye verden. Den bevæger sig primært ved at gå på alle fire lemmer. Den lever i tropper eller grupper på op til 40 aber (gennemsnit 16, spændvidde 4-40) og har et kønsforhold mellem voksne hanner og hunner på gennemsnitligt 0,71 (spændvidde 0,54-0,88). Med sjældne undtagelser tilbringer hunnerne hele deres liv sammen med deres kvindelige slægtninge. Hannerne migrerer til nye sociale grupper flere gange i løbet af deres liv og migrerer første gang mellem 20 måneder og 11 års alderen. Medianalderen for migration i Santa Rosa-populationen er 4,5 år. Hannerne vandrer nogle gange alene, men oftere vandrer de i selskab med andre hanner, som ofte er deres slægtninge. Et af de usædvanlige træk ved den hvidhovedede kapucinerhams slægtskabsstruktur i forhold til andre primatarter er den høje grad af slægtskab inden for grupperne, som skyldes den lange levetid for alfahannerne, der avler de fleste afkommet. Alfahanner er kendt for at beholde deres position i op til 17 år hos denne art, og det sætter dem i den usædvanlige position, at de er til rådighed til at avle deres døtre og barnebarn, som producerer deres første afkom i en alder af ca. 6-7 år. Typisk yngler alfahanner dog ikke med deres egne døtre, selv om de er avlere af stort set alt afkom, der produceres af hunner, som ikke er beslægtet med dem. De underordnede hanner, der er allierede med alfahannen i gruppens forsvar, er de hanner, der avler alfahannens døtres afkom. Den høje grad, i hvilken alfahannerne monopoliserer parringerne, resulterer i et usædvanligt stort antal halv- og helsøskende hos denne art i forhold til andre primatarter.

Slægtskab er en vigtig organisatorisk faktor i struktureringen af de sociale relationer mellem kvinder og kvinder. Især i større grupper foretrækker hunnerne at omgås, pleje og yde koalitionsstøtte til deres matrilineært beslægtede kvindelige slægtninge. De udviser ikke en lignende præference for deres faderlige halvsøstre, hvilket kan betyde, at de kun er i stand til at anerkende slægtskab gennem den moderlige linje. Dominansrang er også en vigtig organisatorisk faktor, idet hunnerne oftere plejer og omgås hunner, der er tættere på dem i dominanshierarkiet. Dyader af hunner og hunner tager sig langt mere af hinanden end dyader af hanner og hunner og hanner og hanner og hanner. Koalitionsagression er almindelig både blandt hanner og hunner, og kapucinerne synes at have en fremragende forståelse af alliancestrukturen i deres gruppe. Når kapuciner f.eks. kæmper, rekrutterer de fornuftigt nok hjælp fra en person, der både er højere rangeret end dem selv og også er bedre venner med dem selv end med deres modstander.

Kapucinerhunner har lineære dominanshierarkier. I modsætning til mange aber fra den gamle verden, f.eks. makaker, hvor hunnerne socialt arver rangfølgen lige under deres mor og lige over deres næstældste søstre, har kapucinerne ikke en meget forudsigelig rangfølge inden for deres matrilinjer. Hannerne er typisk dominerende over for hunnerne. Alfahannen er altid let at skelne, men der er undertiden tvetydige rangfølger blandt de underordnede hanner. Forholdet mellem hanner og hanner er anspændt, og tilhørsforholdet mellem hanner udtrykkes typisk ved at hvile i kontakt, lege eller ikke-konceptuel sex snarere end ved at pudse dem. Hannerne samarbejder i koalitioner mod potentielle rovdyr og også i forsvaret af gruppen mod andre hanner. Undertiden bliver hannernes aggression i koalitioner så voldsom, at hannerne bliver dræbt, især hvis de strejfer rundt i skoven uden ledsagelse af allierede. Da aggression fra andre kapucinerhanner er den vigtigste dødsårsag (bortset fra krybskytteri fra mennesker, hvor der er kontakt mellem mennesker og kapuciner), er allierede hanner afgørende for selvforsvaret under vandringen og for at hjælpe med at overtage andre grupper. Hannernes udvandring til en ny gruppe sker typisk ca. hvert 4. år, så de fleste hanner er i konstant fare for at skulle forsvare sig mod andre grupper af hanner.

Indvandrende hanner dræber ofte unge spædbørn, når de overtager en gruppe. Hunnerne slår sig sammen for at forsvare deres unger mod de hanner, der dræber børn, men det lykkes dem sjældent at redde deres unger. Da spædbørn forhindrer deres mødre i at få ægløsning ved at amme hyppigt, er hannerne i stand til at få hunnerne tidligere i brunst ved at dræbe spædbørn og dermed stoppe amningen; dette har den virkning, at de øger deres ynglemuligheder. Hunnerne parrer sig ofte med dem, der har dræbt deres spædbørn, og med tiden bliver de typisk lige så solidariske med den nye alfahan, som de har været med den forrige alfahan. Alfahannen hjælper med at forsvare hunnerne mod underordnede hanner i gruppen og mod barnedræbende hanner fra andre grupper.

Interaktioner mellem grupper

Hvidansede kapucinerhunde har et område på mellem 32 og 86 hektar (79 og 213 acres). De bevæger sig mellem 1 og 3 kilometer dagligt, i gennemsnit 2 kilometer om dagen. Selv om de udøver en aktivitet, der er blevet beskrevet som "territorial", viser nyere forskning, at hvidansede kapucinerhunde har en tendens til at opføre sig aggressivt over for andre hvidansede kapucinerhunde, uanset hvor de mødes, og at aggressionen ikke nødvendigvis har til formål at udelukke de andre heste fra et bestemt hjemområde.

Deres hjemområder overlapper hinanden i vid udstrækning, så grupperne er ikke territoriale i ordets strengeste forstand. Måske på grund af den intense konkurrence mellem hannerne og truslen om barnedrab er interaktionerne mellem grupperne typisk fjendtlige: Hannerne viser sig aggressivt over for hinanden og går nogle gange til fysisk aggression (og dræber endda en modstander), mens hunnerne griber deres unger og flygter. Typisk er hannerne de primære deltagere i aggressive møder mellem grupperne, og det forekommer sandsynligt, at hannerne forsvarer adgangen til hunnerne i deres grupper. Alfahanner, som har den største reproduktive interesse i gruppen, deltager i højere grad end underordnede hanner. Grupper med flere hanner har en fordel i forhold til grupper med færre hanner, men det har også betydning, hvor mødet finder sted i hjemområdet; mindre grupper besejrer større grupper, når kampen finder sted i kerne- eller centerområdet i den mindre gruppes hjemområde.

Interspecifikke interaktioner

Den hvidhovedede kapucinerhund interagerer undertiden med andre sympatriske abearter. Hvidhovedede kapuciner rejser nogle gange sammen med Geoffroys edderkoppeaber og tager sig endda af dem. Der forekommer dog også aggressive interaktioner mellem kapucinerne og edderkoppeaberne. Interaktioner mellem den hvidhovedede kapuciner og den kappeagtige brøleabe er sjældne og resulterer nogle gange i, at kapucinerne truer de større brøleaber. Der forekommer dog af og til affilierede forbindelser mellem kapucinerne og brølekongerne, som oftest involverer unge dyr, der leger sammen.

Selv om sydamerikanske kapucinerarter ofte rejser sammen med og spiser sammen med egernaber, er den hvidhovedede kapuciner kun sjældent sammen med den mellemamerikanske egernabe. Dette synes at hænge sammen med den mere spredte og ujævne fordeling af føderessourcerne i Mellemamerika og det faktum, at der er mindre overlapning i kosten mellem den mellemamerikanske egernabe og den hvidhovedede kapucinerabe end mellem deres sydamerikanske modstykker. Derfor er det mindre fordelagtigt for den mellemamerikanske egernabe at omgås den hvidhovedede kapuciner for at udnytte kapucinerens viden om fødevarernes fordeling. Sammenlignet med deres sydamerikanske artsfæller er hanhunde af hvidhovedet kapuciner desuden relativt mere opmærksomme på rivaliserende hanner end på rovdyr, hvilket reducerer de fordele, som den mellemamerikanske egernabe opnår ved at omgås den hvidhovedede kapuciner i forhold til dens sydamerikanske artsfæller, når den opdager rovdyr. Da egernaber generelt tager initiativ til interaktioner med kapucinerne i Sydamerika, fører det forhold, at lignende associationer ville medføre højere omkostninger ved fødesøgning og give den mellemamerikanske egernabe færre fordele ved at opdage rovdyr, til færre associationer med den hvidhovedede kapuciner.

Adskillige dyrearter, der ikke er primater, har en tendens til at følge tropper af hvidhovedede aber eller på anden måde tiltrækkes af deres tilstedeværelse. hvidlæppede pekkarier og almindelige agoutis tiltrækkes af fodrende hvidhovedede kapuciner og leder efter frugter, som kapucinerne taber. Flere fuglearter er også kendt for at følge hvidhovedede kapuciner på jagt efter føde. Det drejer sig bl.a. om den dobbelttandede drage, den hvide høg og den spidshinnede høg.

Kost

Den hvidhovedede kapuciner er altædende. Dens primære føde er frugt og insekter. Den søger føde på alle skovens niveauer og søger også føde på jorden. Metoderne til at finde føde er bl.a. at fjerne barken fra træer, søge i bladmuld, knække døde grene, rulle over sten og bruge sten som ambolt til at knække hårde frugter. Dens gribehale hjælper den med at finde føde, idet den hjælper med at støtte aben, når den søger føde under grenene.

Frugt kan udgøre mellem 50 % og 67 % eller mere af kapucinerens kost. I en undersøgelse i Panama spiste hvidhovedede kapuciner 95 forskellige frugtarter. Blandt dens yndlingsfrugter er figner fra familien Moraceae, mango og beslægtede frugter fra familien Anacardiaceae, bønneagtige frugter fra familien Leguminosae og frugter fra familien Rubiaceae. Den spiser normalt kun modne frugter og tester, om frugterne er modne, ved at lugte, smage og prikke til dem. Den spiser typisk kun frugtkødet og saften og spytter frøene og fibrene ud. Andre plantematerialer, der spises, omfatter blomster, unge blade, frø af visse planter og bromeliader. Den bruger også bromeliderne som vandkilde og drikker det vand, der bliver fanget i dem. I Carara Nationalpark har kapucinerne en varieret kost ud over ovenstående af bananfrugter og -blomster, heliconiafrø, huevos de caballo-frugter og anacardiaceae-stængler.

De insekter, der spises, omfatter billelarver, sommerfugle- og møllarver, myrer, hvepse og myre- og hvepselarver. Den spiser også større byttedyr som f.eks. fugle, fugleæg, frøer, øgler, krabber, bløddyr og små pattedyr. Bestanden i Guanacaste, Costa Rica, er især kendt for at jage egern, elverer, hvidkronede papegøjer og babysvømmere. Den mængde hvirveldyr, der spises, varierer fra gruppe til gruppe. Selv nabotrupper kan udvise betydelige forskelle i deres kostvaner.

Kosten kan variere mellem regn- og tørre sæsoner. I Guanacaste, Costa Rica, kan den hvidhovedede kapuciner f.eks. spise en lang række frugter og larver i den tidlige regntid (juni til november). Men i den tørre sæson er det kun figner og nogle få andre typer frugt, der er tilgængelige. I den tørre årstid bliver kitteagtige insekter, myre- og hvepselarver og hvirveldyr en særlig vigtig del af den hvidhovedede kapucins føde. Adgang til vand kan også blive et problem i den tørre årstid. Den hvidhovedede kapuciner kan lide at drikke dagligt, så i skove, hvor vandhullerne tørrer ud i tørtiden, kan der opstå konkurrence mellem tropperne om adgangen til de resterende vandhuller.

Brug af værktøj

Kapucinerne anses for at være blandt de mest intelligente af den nye verdens aber; de har været genstand for mange undersøgelser af adfærd og intelligens. Kapucinerens intelligens menes at være en tilpasning for at støtte deres fødevaner; de er afhængige af flygtige fødekilder, som kan være svære at finde. I en særlig undersøgelse fra 2007 blev kapucinerne fundet blandt de ti mest intelligente primater, næst efter edderkoppeaber blandt New World Monkeys.

Den hvidhovedede kapucinerhund er kendt for at gnide dele af visse planter ind i sin pels. Blandt de planter, der anvendes på denne måde, er citrusfrugter, vinplanter af slægterne Piper og Clematis, apekam (slægten Sloanea), stumt sukkerrør og flødeæble. Myrer og tusindben anvendes også på denne måde. Det vides ikke med sikkerhed, hvad denne pels gnidning skal bruges til, men det kan afskrække parasitter som f.eks. flåter og insekter, eller det kan fungere som et svampemiddel, bakteriedræbende eller antiinflammatorisk middel. Alternativt kan det være en form for duftmarkering.

Den hvidhovedede kapuciner bruger også værktøj på andre måder. Den er kendt for at slå slanger med pinde for at beskytte sig selv eller for at få slangen til at slippe et spædbarn fri. I fangenskab er den kendt for at bruge redskaber for at få fat i mad eller for at forsvare sig selv, og i et tilfælde brugte en hvidhovedet kapuciner en egernabe som et projektil og kastede den mod et menneske, der observerede den. Det er historisk set blevet bemærket, at arten ofte er i stand til at genkende og derfor undgå burfælder med lokkemad, og skjulte netfælder er ofte den eneste måde at fange denne abe på. ^[]Nogle populationer bruger også træer eller andre hårde overflader som ambolt for at knække bløddyr. Og den bruger undertiden pinde som sonder til at udforske åbninger.

Selv om den hvidhovedede kapuciner måske har den mest omfattende og hyppigste brug af redskaber i forhold til de andre gråhårede kapuciner, er dens brug af redskaber betydeligt ringere end de robuste kapuciner, især den tuftede kapuciner.^[]Faktorer som f.eks. lettere adgang til vand og føde kan være årsag til, at den hvidhovedede kapuciner ikke bruger så mange redskaber. ^[]

Den hvidhovedede kapucinerhunds intelligens og evne til at bruge redskaber gør det muligt at træne dem til at hjælpe paraplegikere. Andre arter af kapucineraber trænes også på denne måde. Hvidhovedede kapucineraber kan også trænes til roller på tv og i film, f.eks. Marcel i tv-serien Friends. De blev også traditionelt brugt som organsliberaber.

Kommunikation

Den hvidhovedede kapuciner er støjende. Høje kald som f.eks. gøen og hoste bruges til at kommunikere advarsler om trusler, og blødere kald som f.eks. hvin bruges i intime samtaler. Forskellige typer trusler, f.eks. en trussel fra et landdyr i forhold til en trussel fra en fugl, fremkalder forskellige vokaliseringer. Ansigtsudtryk og lugte er også vigtige for kommunikationen. Den benytter sig undertiden af en praksis, der er kendt som "urinvask", hvor aben gnider urin på sine fødder. Det nøjagtige formål med denne praksis er ukendt, men det kan være en form for lugtsignal.

Gå på fire lemmer


Fouragering i træerne


Ansigtsudtryk

Reproduktion

Den hvidhovedede kapuciner har et polygamt parringssystem. Hannen kan parre sig med mange hunner. Den dominerende han er normalt far til de fleste unger. Den dominerende han er mere tilbøjelig til at parre sig, når hunnen er den mest frugtbare. Dominerende hanner undgår at parre sig med deres egne døtre, der er medlemmer af troppen. Dette er sjældent blandt aber fra den nye verden.

Parringen tager ca. 2 minutter. Drægtighedsperioden er 5 til 6 måneder. Der fødes en enkelt unge. Der kan undertiden fødes tvillinger. De fleste fødsler finder sted i den tørre årstid. Det er fra december til april. Ungen bæres på moderens ryg i ca. 6 uger. Efter 4 til 5 uger kan ungen komme af fra moderens ryg i en kort periode. Når den er 3 måneder gammel, kan den bevæge sig rundt på egen hånd. Nogle babyer vil være mest selvstændige tidligere. Fravænning sker mellem 6 og 12 måneder. Mens moderen hviler sig, bruger ungerne det meste af deres tid på at søge føde eller lege. Det kan de gøre alene eller sammen med andre babyer. Kapucinerne har et højt niveau af alloparenting, hvor andre aber end moderen hjælper med at tage sig af spædbarnet. Både hanner og hunner deltager i alloparenting.

Ligesom andre kapucineraber bliver den hvidhovedede kapuciner langsomt moden. Den seksuelle modenhed nås ved 3 år. I gennemsnit føder hunnerne for første gang som 7-årige og føder hver 26. måned. Hannerne bliver kønsmodne ved 10 års alderen. Den hvidhovedede kapucinerhund har en lang levetid. Den maksimale registrerede levetid i fangenskab er over 54 år.

Habitater

Den hvidhovedede kapuciner lever i Mellemamerika og en lille del af Sydamerika. I Mellemamerika er den hjemmevant i Honduras, Nicaragua, Costa Rica og Panama. Den er også blevet set i det østlige Guatemala og det sydlige Belize, men disse rapporter er ubekræftede. I Sydamerika lever den hvidhovedede kapuciner i den yderste nordvestlige del mellem Stillehavet og Andesbjergene i Colombia og Ecuador. Den er blandt de mest almindeligt sete aber i Mellemamerikas nationalparker, såsom Manuel Antonio National Park, Corcovado National Park, Santa Rosa National Park og Soberania National Park.

Den er meget almindelig i Costa Rica og Panama, men aben er blevet smidt ud af Honduras og store dele af Nicaragua. Mange honduranske kapucineraber er blevet fanget og flyttet til øen Roatán, og mange nicaraguanske kapucineraber er blevet fanget og flyttet til øen Ometepe.

Den findes i mange forskellige skovtyper, herunder stedsegrønne og løvfældende skove, tørre og fugtige skove samt mangrove- og bjergskove. Aben synes at foretrække primære eller avancerede sekundære skove.

Hvidhovedet kapuciner ved Frío-floden, Costa Rica