The Turk: Den mekaniske skakautomat og historiske bedrag

Maskinen havde en model i naturlig størrelse af et menneskehoved og en menneskekrop, som var placeret ved siden af en stor trækasse. Modellen var klædt i osmanniske klæder og bar en turban. Dens venstre arm holdt en lang røgpibe. Den store kasse var ca. 110 cm lang, 60 cm bred og 75 cm høj. På toppen af kassen var der et skakbræt på ca. 18 tommer i kvadrat. Forenden af kassen havde tre døre, en åbning og en skuffe. I skuffen var der et skakspil af rødt og hvidt elfenben.

Indvendigt var æsken meget kompliceret. Det var meningen, at den skulle snyde dem, der kiggede ind i den. Når man åbnede de venstre fordøre, kunne man se urværkets tandhjul og tandhjul. Hvis kassens bagdøre var åbne samtidig, kunne man se gennem maskinen. Den anden side af kassen indeholdt en rød pude og nogle aftagelige dele. Dette område gav også et klart udsyn gennem maskinen. Under tyrkernes kåbe var der yderligere to døre. Når disse blev åbnet, kunne man også se urværksdelene med et kig lige igennem maskinen. Konstruktionen gjorde det muligt for den, der præsenterede maskinen, at åbne alle døre for publikum for at bevare illusionen.

Men urværksdelene på venstre side og skuffen gik ikke så langt tilbage som til bagsiden af kassen. De gik kun en tredjedel af vejen. Dette gav plads til et glidende sæde, så personen indeni kunne glide fra sted til sted. Det betød, at de ikke blev set, når dørene blev åbnet. Når sædet blev flyttet, blev falske maskiner glider ind på deres plads, så personen i kassen blev yderligere skjult.

Skakbrættet på toppen af æsken var tyndt. Det gjorde det muligt at lave en magnetisk sammenkobling. Hver brik i skakspillet havde en lille, stærk magnet fastgjort til sin base. Når brikkerne blev placeret på brættet, ville de tiltrække en magnet, der var fastgjort til en snor under deres plads på brættet. Den person, der sad i maskinen, kunne se, hvilke brikker der flyttede sig hvorhen på skakbrættet. Bunden af skakbrættet var også nummereret, 1-64, så personen kunne se, hvilke steder på brættet der blev påvirket af en spillers træk. Magneterne var placeret således, at de ikke blev påvirket af nogen magneter uden for kassen. Kempelen lod folk fra publikum lægge en stor magnet ved siden af brættet for at vise, at maskinen ikke blev påvirket af magnetisme.

For at distrahere publikum kom tyrkeren med en lille trækasse for at distrahere publikum. Denne blev sat på toppen af kassen. Kempelen kiggede ind i den lille kasse under spillet og antydede, at den styrede maskinen. Nogle mente, at æsken havde magiske kræfter.

Inde i æsken var der et skakbræt forbundet med en række håndtag. Disse styrede modellens venstre arm og kunne bevæge den rundt på skakbrættet. Armen kunne bevæges op og ned, og ved at dreje på håndtaget kunne man åbne og lukke tyrkerens hånd. På den måde kunne den samle skakbrikkerne på brættet op. Maskinen lavede en urværkslignende lyd, når tyrkeren foretog et træk, hvilket yderligere forstærkede illusionen om maskineriet. Håndtagene fik også tyrkeren til at lave forskellige ansigtsudtryk. Senere blev der tilføjet en stemmeboks, som gjorde det muligt for maskinen at sige "Échec!" (fransk for "skak") under kampene.

Den person, der sidder indeni, og præsentatoren udenfor kunne sende beskeder til hinanden. Der var to messingskiver med numre på indersiden og ydersiden af æsken. Skiverne kunne drejes til et nummer, som fungerede som en kode mellem de to.

Turkernes første udstilling fandt sted i 1770 på Schönbrunn Slot. Kempelen viste alle, hvad han havde bygget. Han åbnede dørene og skufferne i kabinettet, så publikum kunne se ind i maskinen. Derefter var den klar til et spil.

Tyrkeren bruger de hvide brikker og har det første træk. Mellem to træk sad dens venstre arm på en pude. Tyrkeren kunne nikke to gange, hvis den truede den anden spillers dronning, og tre gange, hvis den satte kongen i skak. Hvis den anden spiller foretog et ulovligt træk, rystede tyrkeren på hovedet og flyttede brikken tilbage. Den første person, der spillede mod tyrkeren, var grev Ludwig von Cobenzl, en østrigsk hofmand på paladset. Han blev hurtigt besejret.

En anden del af showet var ridderturen, et berømt skakpuslespil. Puslespillet kræver, at spilleren skal flytte en ridder rundt på et skakbræt og berøre hvert felt én gang undervejs. Mens de fleste af datidens erfarne skakspillere stadig havde svært ved at løse puslespillet, kunne tyrkeren nemt foretage trækene. Personen indeni havde et kort over de nødvendige træk.

Tyrkeren kunne også kommunikere med publikum ved hjælp af en brevtavle. Den kunne gøre dette på engelsk, fransk og tysk. Carl Friedrich Hindenburg, en universitetsmatematiker, nedskrev samtalerne under Tyrkens tid i Leipzig og udgav dem i 1789 som Über den Schachspieler des Herrn von Kempelen und dessen Nachbildung (eller Om hr. von Kempelens skakspiller og dennes efteruddannelse). Spørgsmålene omfattede bl.a. tyrkerens alder, civilstand og dens hemmelige virkemåde.

Interessen for maskinen voksede i hele Europa. Kempelen var imidlertid mere interesseret i sine andre projekter og ønskede ikke at vise tyrkeren frem. Han ville fortælle folk, at den ikke virkede.  Efter forestillingerne på Schönbrunn Slot spillede tyrkeren kun Sir Robert Murray Keith, en skotsk adelsmand. Kempelen tog maskinen i stykker efter kampen. Kempelen sagde, at maskinen var en "simpel bagatelle". Han var ikke tilfreds med dens popularitet og ville hellere fortsætte sit arbejde med dampmaskiner og maskiner, der kunne tale.

I 1781 fik Kempelen ordre af kejser Joseph II til at genopbygge tyrkeren og bringe den til Wien til et statsbesøg af storhertug Paul af Rusland. Dette var så vellykket, at storhertug Paul foreslog en turk-turne rundt i Europa for tyrkeren. Kempelen indvilligede modvilligt.

Turen begyndte i 1783 og begyndte i Frankrig. I Paris tabte tyrkeren en kamp mod Charles Godefroy de La Tour d'Auvergne, Duc de Bouillon. Folk ønskede, at tyrkeren skulle spille et parti med François-André Danican Philidor, den bedste skakspiller i sin tid. Philidor vandt, men det var "hans mest udmattende skakspil nogensinde!" Tyrkerens sidste parti i Paris var mod Benjamin Franklin, USA's ambassadør i Frankrig. Franklin nød spillet med tyrkeren og havde et eksemplar af Philip Thicknesses bog The Speaking Figure and the Automaton Chess Player, Exposed and Detected i sit personlige bibliotek.

Efter Paris flyttede Kempelen tyrkeren til London, hvor den blev udstillet hver dag til en pris af fem shillings. Thicknesse, der var skeptisk, forsøgte at forklare, at maskinen blot var et trick. Han sagde, at Kempelen var "en meget genial mand", men at tyrkeren var et udspekuleret fupnummer. Han troede, at der var et lille barn inde i maskinen. Tyrkeren var "et kompliceret stykke urværk ... som ikke er andet end et af mange andre geniale indretninger, der skal vildlede og vildlede observatørerne".

Efter et år i London rejste Kempelen og tyrkeren til Leipzig, Dresden og Amsterdam. Herefter blev maskinen sandsynligvis opbevaret på slottet Schönbrunn i 20 år. Kempelen forsøgte at sælge den før sin død. Han døde i en alder af 70 år den 26. marts 1804.

I 1805 solgte Kempelens søn maskinen til Johann Nepomuk Mälzel, en bayersk musiker, der var interesseret i maskiner og apparater. Mälzel havde konstrueret en slags metronom. Han havde forsøgt at købe tyrkeren før Kempelens død, men prisen var for høj. Mälzel måtte lære, hvordan maskinen fungerede, og foretage nogle reparationer. Han ønskede at gøre Turk til en større udfordring.

I 1809 ankom Napoleon I af Frankrig til Schönbrunn Slot for at spille tyrker. Før spillet hilste tyrkeren, som Johann Baptist Allgaier havde gemt sig indeni, på Napoleon. I et overraskende træk tog Napoleon det første træk i stedet for at lade tyrkeren foretage det første træk. Da Napoleon forsøgte et ulovligt træk, satte tyrkeren brikken tilbage på sin oprindelige plads og fortsatte spillet. Efter endnu et ulovligt træk tog tyrkeren brikken fra brættet. Da Napoleon forsøgte et tredje ulovligt træk, svingede tyrkeren sin arm over og slog alle brikkerne af brættet. Napoleon var morsom og spillede derefter et rigtigt spil med maskinen. Efter 19 træk skubbede Napoleon sin konge over for at vise, at han vidste, at han ikke kunne vinde, og at han gav op.

I 1811 tog Mälzel tyrkeren med til Milano for at vise Eugène de Beauharnais, prins af Venedig og vicekonge af Italien, den. Beauharnais syntes så godt om den, at han købte tyrkeren for 30.000 franc - tre gange så meget som Mälzel havde betalt - og beholdt den i fire år. I 1815 tog Mälzel til Beauharnais i München og købte tyrkeren tilbage.

Mälzel tog tyrkeren med tilbage til Paris, hvor han blev venner med mange af de førende skakspillere på Café de la Régence. I 1818 flyttede han til London og afholdt en række forestillinger med tyrkeren og mange af sine andre maskiner. Han tilføjede en stemmeboks, så maskinen kunne sige "Échec!", når den satte en spiller i skak.

I 1826 tog Mälzel maskinen med til New York City. Mälzel havde problemer med at finde folk til at betjene maskinen.  Han endte med at få William Schlumberger fra Alsace i Europa til at komme til Amerika og arbejde for ham endnu en gang. Mälzel måtte selv skaffe penge til Schlumbergers transport.

I Boston fortalte Mälzel en historie om, at New York-spillerne ikke kunne klare hele partier, og at Boston-spillerne var meget bedre. Dette var en succes i mange uger, og turnéen flyttede til Philadelphia i tre måneder. I Baltimore tabte den en kamp mod Charles Carroll, en af underskriverne af Uafhængighedserklæringen. To amerikanske brødre byggede deres egen maskine, Walker Chess-player. Mälzel forsøgte at købe den, men de ville ikke sælge den. Denne anden maskine turnerede i en række år, men blev aldrig så berømt som Turk-maskinen.

Mellem 1828 og 1829 besøgte Mälzel Europa og vendte tilbage til USA i 1829. I 1830'erne rejste han så langt vestpå som til Mississippi-floden og besøgte Canada. I Richmond, Virginia, skrev Edgar Allan Poe om tyrkeren for Southern Literary Messenger. Poes essay "Maelzel's Chess Player" blev offentliggjort i april 1836 og er det mest berømte essay om tyrkeren.

Mälzel tog tyrkeren med på sin anden turne til Havana, Cuba. På Cuba døde Schlumberger af gul feber og efterlod Mälzel uden en operatør. Mälzel døde på havet i 1838 i en alder af 66 år på sin hjemrejse og efterlod sin maskine hos skibskaptajnen.

Tyrkeren blev givet til en af Mälzels venner, forretningsmanden John Ohl. Han forsøgte at sælge den på auktion, men endte med at købe den selv for 400 dollars. John Kearsley Mitchell, Edgar Allan Poes læge, købte tyrkeren af Ohl. Mitchell dannede en klub for at reparere den og afsluttede ombygningen i 1840.

Mitchell og hans klub forærede maskinen til Charles Willson Peales kinesiske museum. Efter et par udstillinger blev den sat i et hjørne og glemt. Den 5. juli 1854 nåede en brand, der startede i National Theater i Philadelphia, museet og ødelagde tyrkeren. Mitchell mente, at han havde hørt "gennem de kæmpende flammer ... de sidste ord fra vores afdøde ven, de alvorligt hviskede, ofte gentagne stavelser: 'echec! echec!!!'

John Gaughan, en amerikaner i Los Angeles, der fremstillede artikler til tryllekunstnere, brugte 120.000 dollars på at bygge en kopi af Kempelens maskine over en femårig periode fra 1984. Den nye maskine brugte Tyrkens skakbræt, som blev reddet fra branden. Gaughans Turk blev udstillet i november 1989 på en konference om magiens historie. Denne gang spillede tyrkeren mod en computer, der kørte et skakprogram.

De fleste bøger og artikler, der blev skrevet i løbet af tyrkerens levetid om, hvordan den fungerede, var forkerte.

Det var først i Dr. Silas Mitchells artikelserie i The Chess Monthly, at hemmeligheden blev fuldt ud afsløret. Mitchell, der var søn af den sidste ejer af tyrkeren, skrev, at "ingen hemmelighed er nogensinde blevet holdt så hemmelig som tyrkerens hemmelighed. Der er gættet på den mange gange, men ingen af de mange forklaringer ... har nogensinde løst denne morsomme gåde". Da tyrkeren var blevet ødelagt, mente Silas Mitchell, at der "ikke længere var nogen grund til at skjule løsningen på denne gamle gåde for skakamatørerne".

Ny interesse begyndte i tyrkerne, da IBM skabte Deep Blue. Dette var en computer, der kunne udfordre verdens bedste spillere. Turk blev brugt som en personificering af Deep Blue i dokumentarfilmen Game Over fra 2003: Kasparov and the Machine.

Tyrkeren inspirerede en række opfindelser og kopier. Disse omfattede Ajeeb eller "The Egyptian", bygget af Charles Hopper, som præsident Grover Cleveland spillede på i 1885, og Mephisto, den selvudnævnte "mest berømte" maskine, som man ikke ved meget om. Walkers fremstillede "American Chess Player", som blev vist første gang i maj 1827 i New York. El Ajedrecista blev bygget i 1912 af Leonardo Torres y Quevedo og blev vist første gang på verdensudstillingen i Paris i 1914. Det var den første rigtige skakautomat, der spillede skak, og en slags forløber for Deep Blue.

Andre mennesker blev inspireret af tyrkeren. Pastor Edmund Cartwright så den i London i 1784. Han skrev senere: "Det er vanskeligere at konstruere en maskine, der kan væve, end en maskine, der kan foretage alle de forskellige træk, der kræves i dette komplicerede spil". Cartwright skulle senere opfinde den elektriske vævemaskine. Sir Charles Wheatstone, en opfinder, så tyrkeren, mens den var ejet af Mälzel. Mälzel viste senere sine talemaskiner til forskeren og hans teenagesøn. Alexander Graham Bell læste et eksemplar af en bog af Wolfgang von Kempelen om talemaskiner efter at have set en lignende maskine bygget af Wheatstone. Bell opfandt derefter telefonen.

Et stykke, The Automaton Chess Player, blev opført i New York City i 1845. I stykket blev der brugt en kopi af Turk fremstillet af J. Walker, som tidligere havde bygget Walker Chess-player.

Raymond Bernard's stumfilm, The Chess Player (Skakspilleren, Frankrig 1927), bruger historien om tyrkeren i en eventyrfortælling, der foregår under Polens deling i 1772. En polsk nationalist, der flygter fra russerne, er tilfældigvis også en dygtig skakspiller. Han er skjult i en skakautomat kaldet Tyrkeren. Netop som han er ved at flygte over grænsen, bliver automaten bragt til Sankt Petersborg til kejserinde Katharina II. I en kopi af Napoleon-hændelsen forsøger Katarina at snyde tyrkeren, som fejer alle brikkerne af brættet.

Tyrkeren er blevet brugt i romaner og historier:

• I 1849 udgav Edgar Allan Poe en fortælling "Von Kempelen and His Discovery" (Von Kempelen og hans opdagelse).
• Ambrose Bierces novelle "Moxon's Master", der blev udgivet i 1909, er en historie om en skakspillende automat som tyrkeren.
• I 1938 udgav John Dickson Carr The Crooked Hinge i sine Dr. Gideon Fell-detektivromaner
• Gene Wolfes science fiction-novelle fra 1977 "The Marvellous Brass Chessplaying Automaton" indeholder også en maskine som Turk.
• Robert Loehrs roman "The Chess Machine" fra 2007 (udgivet i Storbritannien som "The Secrets of the Chess Machine") er en historie om manden inde i maskinen.
• F. Gwynplaine MacIntyre fortæller i sin fortælling "The Clockwork Horror" fra 2007 om Edgar Allan Poes møde med tyrkeren.
• Walter Benjamin nævner tyrkeren i sine Theses on the Philosophy of History (Über den Begriff der Geschichte), skrevet i 1940.

I 2005 lancerede Amazon.com Amazon Mechanical Turk. Programmet er designet til at få mennesker til at udføre opgaver, som computere har svært ved at udføre, f.eks. sammenligning af farver.