Polychaetes

Beskrivelse

Polykæter er segmenterede orme, der normalt er mindre end 10 centimeter lange, men som i yderpunkterne kan være fra 1 millimeter til 3 meter lange. De er ofte farvestrålende og kan være iriserende eller endda selvlysende.

Hvert segment har et par paddellignende parapodier, som bruges til at bevæge sig. Hos mange arter fungerer parapodierne, der er godt forsynet med blodkar, som ormens primære åndedrætsflader. Fra parapodierne stikker bundter af børster ud.

Nogle børsteorme har giftige børstehår. Børsterne knækker af i huden på et rovdyr, der forsøger at samle dyret op, og stikker rovdyret smertefuldt.

Hovedet, eller prostomium, er relativt veludviklet sammenlignet med andre annelider. Det er fremadrettet over munden, som ligger på dyrets underside. Hovedet omfatter normalt to til fire par øjne, selv om der findes nogle blinde arter. Disse øjne er ret enkle strukturer, der er i stand til at skelne mellem lys og mørke. Nogle arter har store øjne med linser, der kan være i stand til at se rigtigt.

Hovedet har også et par antenner, tentakellignende palper og et par huller med cilier, der er kendt som "nakkeorganer". Sidstnævnte ser ud til at være kemoreceptorer, som hjælper ormen med at finde føde.

Økologi

Polykæter varierer i form og livsstil. De fleste graver sig ned eller bygger rør i sedimentet, nogle svømmer rundt blandt planktonet, og nogle lever som kommensaler. Nogle få er parasitter.

De mobile former har normalt veludviklede sanseorganer og kæber, mens de stationære former mangler dem, men kan have specialiserede gæller eller tentakler, der bruges til åndedræt og aflejring eller filterfodring, f.eks.

Nogle få grupper har udviklet sig til at leve i terrestriske miljøer, men er begrænset til fugtige områder. Nogle har endda udviklet rør, der åbner sig indad fra huden, og som fungerer som simple lunger, der optager ilt fra luften og tillader udledning af affaldsgasser.

Bemærkelsesværdige polykæter

• En bemærkelsesværdig polychaete, Pompeii-ormen (Alvinella pompejana), er endemisk for de hydrotermiske kilder i Stillehavet. Pompeji-ormene er blandt de mest varmetolerante metazoer, der kendes.
• En nyligt opdaget slægt, Osedax, omfatter en art, der har fået tilnavnet "den knogleædende snotblomst".
• En anden bemærkelsesværdig polychaete er Hesiocaeca methanicola, som lever på metanklataflejringer.
• Lamellibrachia luymesi er en kold sive-rørorm, der kan blive over 3 meter lang og måske er det mest langlivede dyr med en alder på over 250 år.
• En endnu uklassificeret flerbenet rovdyrorm blev kun identificeret ved observation fra undervandsfartøjet Nereus på bunden af Challenger Deep, den største dybde i verdenshavene, nær 10.902 m dybde. Den var visuelt omkring en tomme lang, men sonden kunne ikke fange den, så den kunne ikke undersøges nærmere.
• Eunice aphroditois er et rovdyr på havbunden, som fanger og spiser fisk, der er større end den selv.

Børsteormens kost

De fleste børsteorme er ådselædere, men nogle er gode rovdyr, der spiser fisk og koraller. Andre kan lide at spise alger. De gemmer sig normalt i rev og på stenede steder. De kravler langs havbunden eller bunden af en tidevandsbassin på udkig efter noget at spise.