Pakistan-bevægelsen (også kaldet Tehrik-e-Pakistan, urdu: تحریکِ پاکستانن) var en politisk bevægelse, som var aktiv i første halvdel af det 20. århundrede. På det tidspunkt hørte Britisk Indien til Storbritannien. I Britisk Indien var de fleste mennesker hinduer eller muslimer. De mennesker, der lavede bevægelsen, frygtede, at de ville miste deres frihed, når englænderne forlod landet. De ønskede derfor at oprette en separat stat. Denne kamp blev organiseret af partiet All India Muslim League og resulterede i delingen af det britiske imperium i Indien. Bevægelsen blev ledet af Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah. Andre vigtige ledere var Nawab Muhammad Ismail Khan, Raja Amir Ahmed Khan af Mahmudabad, Sir Sikandar Hayat Khan, Nawabzada Liaquat Ali Khan, Fatimah Jinnah, Amjadi Bano Begum, Sir Abdullah Haroon, Khawaja Nazimuddin, Huseyn Shaheed Suhrawardy, Sardar Shaukat Hayat Khan, Chaudhry Khaliquzzaman, A.K. Fazlul Huq, Aurangzeb Khan, Qazi Muhammad Isa og Abdur Rab Nishtar

Historie

Pakistan-bevægelsen udsprang af muslimske politiske bekymringer i det koloniale kontekst, hvor All India Muslim League og fra begyndelsen af 1900-tallet arbejdede for at beskytte muslimerne som en politisk og kulturel gruppe i Britisk Indien. Over tid udviklede kravene sig fra at søge særlige rettigheder inden for en samlet indisk stat til at kræve en separat nationalstat for muslimer. Et centralt vendepunkt var Lahore Resolutionen i marts 1940 (ofte kaldet Pakistan Resolution), hvor Muslim League formelt krævede autonome eller uafhængige “områder” i de nordvestlige og østlige regioner med muslimsk flertal.

Under og efter Anden Verdenskrig voksede politisk pres. Muhammad Ali Jinnah, som ledede bevægelsen, udnyttede forandringer i britisk politik og interne indiske stridigheder til at fremme kravet om en særskilt stat. Valgene i 1946 viste, at Muslim League havde opnået stor opbakning i mange muslimske områder, hvilket styrkede kravene om deling. De følgende måneder var præget af voldelige sammenstød mellem religiøse grupper, store folkevandringer og et kompliceret forhandlingsforløb med de britiske myndigheder og indiske ledere.

Mål og ideologi

Bevægelsens centrale mål var at skabe en suveræn stat for muslimer i de regioner af Britisk Indien, hvor muslimer udgjorde flertal eller havde væsentlig politisk tilstedeværelse. Ideologisk hvilede bevægelsen på den såkaldte two-nation theory, som hævdede, at hinduer og muslimer i Sydasien var to separate nationer med forskellige religiøse og kulturelle identiteter, og at fælles statsdannelse derfor ikke kunne garantere muslimers rettigheder og sikkerhed.

Strategisk brugte bevægelsen politisk mobilisering, valgdeltagelse, forhandlinger med briterne og periodisk pres gennem demonstrationer og opfordringer til civil aktion for at nå sine mål. Bevægelsen inkluderede både moderatfløje, der søgte forhandlinger, og mere aktive elementer, der troede på stærkere presmiddelbrug.

Nøgleledere

Flere ledere spillede vigtige roller i bevægelsen:

  • Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah – bevægelsens mest markante leder; advokat og politiker, som blev den fremtrædende talsmand for en selvstændig muslimsk stat og efter 1947 Pakistans første guvernørgeneral.
  • Nawabzada Liaquat Ali Khan – nær allieret til Jinnah og senere Pakistans første premierminister.
  • Fatimah Jinnah – Jinnahs søster, aktiv politisk støtter og symbol på bevægelsen for kvinder og familie.
  • Andre prominente navne fra bevægelsen er nævnt i den oprindelige tekst og inkluderer blandt andre Muhammad Ismail Khan, Amir Ahmed Khan og Khawaja Nazimuddin, som hver bidrog gennem regionalt lederskab, politisk organisering eller forvaltning.

Eftervirkninger og arv

Resultatet af bevægelsen blev delingen af Britisk Indien i august 1947, da det britiske styre ophørte og to suveræne stater — Indien og Pakistan — blev oprettet. Oprettelsen af Pakistan førte til omfattende menneskelig omkostning: store befolkningsstrømme mellem de to nye stater, voldelige sammenstød, tab af liv og ejendom samt langvarige konflikter om grænser og princely states (fx Kashmir). Grænsedragningen blev udført af kommissionen ledet af Sir Cyril Radcliffe (Radcliffe-linjen), hvilket skabte tvivl og tvist i mange områder.

Politisk efterlod bevægelsen et varigt aftryk: Pakistan blev en moderne stat med både civilt og militært styre igennem de følgende årtier, og debatten om national identitet, religionens rolle i staten og minoriteters rettigheder fortsatte. Bevægelsens historie diskuteres stadig i dag i forbindelse med spørgsmål om kolonial arv, nationalisme og mindretalsbeskyttelse i Sydasien.

Samlet set var Pakistan-bevægelsen en kompleks politisk proces med dybtgående konsekvenser for millioner af mennesker og for det geopolitiske kort i Sydasien.