En stav er navnet på de fem vandrette linjer, som vi kan skrive musik på. Musikalske noder kan placeres enten på en linje (dvs. med en streg midt igennem nodehovedet) eller i et mellemrum. På en almindelig femlinjet stav er der fire indvendige mellemrum – derudover kan man betragte de to områder udenfor (over øverste linje og under nederste linje) som ydre mellemrum. Jo højere tonehøjde noden har, jo højere vil den være placeret på staven. Hvis man tager de hvide noter på et keyboard: Hver tone (A, B, C, D osv.) går enten fra linje til mellemrum til linje, og så videre, i takt med at tonehøjden stiger.
Hvorfor en nøgle?
Der er brug for en nøglesnor for at vise, hvilke konkrete tonehøjder der svarer til de forskellige linjer og mellemrum. De mest almindelige nøgler er:
- Diskantnøgle (G-nøgle) – viser hvor G ligger (bruges ofte til høje instrumenter og højre hånd på klaveret).
- Basnøgle (F-nøgle) – viser hvor F ligger (bruges til lave instrumenter og venstre hånd på klaveret).
- C-nøgler (fx alt- og tenornøgle) – placerer tonen C på en bestemt linje og bruges især i nogle orkesterstemmer.
Nøglerne bestemmer altså referencen; samme placering på staven kan derfor være forskellige toner, afhængigt af hvilken nøgle der står forrest.
Eksempel: Beethoven
Dette musikalske eksempel viser åbningen af Beethovens Symfoni nr. 5. De første tre toner er på anden linje (regnet fra bunden). De er G'er, fordi der er en diskantnøgle i begyndelsen af noderne. Den fjerde tone er lidt lavere, nemlig på den nederste linje, E (på grund af de flade toner i tonearten er det et Es). Den næste tone ligger mellem de to andre i tonehøjde (et F). Efter de tre F'er kommer et D i det yderste nederste felt. Når man læser noder, er det nyttigt at tælle linjer og mellemrum fra bunden for at finde den rigtige tone.
Andre aspekter af nodesystemet
Nogle gange har komponister brugt noder med færre eller flere end 5 linjer, men det femlinede nodesystem begyndte at blive det almindelige i vestlig musik i det 13. århundrede. For meget høje eller lave toner, som ikke længere kan placeres på selve staven, anvendes forlængelseslinjer (på engelsk ofte kaldet "ledger lines") – små korte linjer, der fortsætter staven opad eller nedad så tonen kan vises.
Hvis flere toner spilles samtidigt på samme stemme, kan de stå stablet lodret og derved danne akkorder. Når korte noder i samme rytmegruppe følger efter hinanden, forbindes deres stilke på tværs med bjælker (dansk: bjælker) for at vise rytmisk sammenhæng. I klavermusik er der normalt to staver skrevet under hinanden: en til højre hånd og en til venstre hånd. Disse to staver forbindes på venstre side med en krum parentes kaldet en bøjle, så man ser, at de hører sammen som ét system.
Notationsdetaljer som stilkens retning (op eller ned), punktum (for forlængelse af varighed), bindebuer (for bundne toner), og dynamikangivelser (fx p, f) er alle vigtige for at fortolke, hvordan noderne skal spilles – ikke kun hvilke toner.
Instrumenter, der kun spiller en rytme (f.eks. bækkener), har ikke brug for en node. Noderne kan skrives på én linje. For udefinerede eller ikke-pitchede lyde (fx visse slagtøjslyde) bruger man ofte særlige nodehoveder som krydser eller øvrige symboler for at angive lydens karakter frem for en bestemt tonehøjde.