Kileformskrift: Mesopotamiens tidlige skriftsystem og udvikling

Kileformskrift: Opdag Mesopotamiens tidlige skriftsystem, dets udvikling fra piktogrammer til fonetiske tegn og indflydelse på oldtidens sprog og alfabeter.

Kileformskrift er et af de tidligst kendte skriftsystemer. Der blev brugt kileformede mærker på lertavler, som blev lavet med en stylus af rør. Selve navnet kileskrift betyder "kileformet", fra latin cuneus "kile" og forma "form". Det kom ind i dansk sprogbrug sandsynligvis fra det gamle franske cunéiforme.

Det blev første gang brugt i sommeren i slutningen af det 4. årtusinde f.Kr. (Uruk IV-perioden). Kileformskrift begyndte som et system af piktogrammer. I det tredje årtusinde blev tegnene forenklet og mere abstrakte. Der blev brugt færre tegn, fra ca. 1 000 i den tidlige bronzealder til ca. 400 i den sene bronzealder (hittittisk kileskrift). Systemet anvendte en kombination af fonetiske, konsonantalfabettiske (ingen vokaler) og stavelsestegn.

Den oprindelige sumeriske skrift blev tilpasset til skrivning af akkadisk, eblaitisk, elamitisk, hittitisk, luwisk, hattisk, hurrisk og urartisk sprog, og den inspirerede det ugaritiske og oldpersiske alfabet. Kileformskrift blev gradvist erstattet af det fønikiske alfabet under det neoassyriske rige. I det 2. århundrede f.Kr. var skriften uddød. Al viden om, hvordan man læste det, gik tabt, indtil man begyndte at tyde det i det 19. århundrede.

Udvikling og teknisk opbygning

Kileformstegnene opstod ved, at skribenter trykkede en tre- eller firkantet stylus ned i fugtig ler. Aftrykets form gav de karakteristiske "kile"-mærker. Over tid gik man fra naturalistiske piktogrammer til mere stiliserede og abstrakte tegn, som kunne fungere både som logogrammer (ordtegn) og som stavelsestegn. Der blev også brugt determinativer — tegn der ikke blev udtalt, men som viste, hvilken slags ord der fulgte (fx navne, planter, guder).

Skriften er fleksibel: i nogle perioder og sprog bruges mange logogrammer, i andre perioder dominerer stavelsestegn. Ved tilpasningen til f.eks. akkadisk blev mange sumeriske tegn givet nye lydværdier, så skriften blev en blanding af semantiske og fonetiske elementer. Vokaler blev ofte udeladt eller implicitte, hvilket betyder, at moderne læsning bygger meget på kontekst og sproglig viden.

Funktion og anvendelse

Kileformskrift blev brugt til en lang række tekster: administrative optegnelser og regnskaber, juridiske dokumenter, kongelige annaler, religiøse og magiske tekster, litteratur (fx Eposet om Gilgamesh), brevveksling, matematiske og astronomiske tekster samt leksika og ordlister. Den var først og fremmest et praktisk værktøj i administrationen af bystater og riger — fx i Uruk, Ur, Nippur, Hattusa og Nineveh — men også et medium for højkulturel litteratur og videnskab.

Bevaring og arkæologisk kontekst

Lertavler er holdbare: når de blev tørret eller bibragt varme ved brand eller bagning, kunne de overleve i årtusinder. Mange tusinder af tekster er arkæologisk fremdraget fra arkiver, templer, paladser og private hjem. Tekster er ofte fragmenterede, men samlet udgør de en stor kilde til vores viden om oldtidens økonomi, lovgivning, religion og dagligliv.

Tilpasning, spredning og afslutning

Selvom skriften stammer fra Sumer, spredte den sig og blev tilpasset en række sprog i Mellemøsten og Anatolien. I Anatolien udvikledes varianter som hittittisk kileskrift, og i Irans højland blev den brugt af oldperserne i en tilpasset form. På grund af nye skriftsystemers udbredelse — især alfabetiske systemer fra det fønikiske område — og skiftende administrationsformer, aftog behovet for kileskrift gradvist, og den døde ud som levende skrivepraksis.

Tydearbejdet i det 19. århundrede

Efter at viden om læsning af kileskrift gik tabt, blev den genoptaget i det 19. århundrede. Behistun-inskriptionen (en trilingual inskription på klippevæggen i det nuværende Iran) var et nøglefund, fordi den indeholdt tekster på oldpersisk, elamisk og akkadisk. Forskere som Georg Friedrich Grotefend, Henry Rawlinson og Edward Hincks spillede centrale roller i at dechifrere de forskellige kileskriftsformer. Dette åbnede for oversættelsen af tusindvis af gamle tekster og gav ny indsigt i oldtidens historie.

Moderne forskning og digitalisering

Nutidens forskning kombinerer klassisk filologi med arkæologi, lingvistik og digital teknologi. Mange samlinger er blevet fotograferet og indtastet, og der findes digitale kataloger og værktøjer til at søge i kileskriftstekster. Kileformstegn er også inkluderet i Unicode-standarden, hvilket letter digital gengivelse og forskning.

Opsummering: Kileformskrift var et fleksibelt, flerlaget skriftsystem, som udviklede sig fra piktogrammer til et komplekst system af logogrammer, stavelsestegn og determinativer. Det blev brugt af en række sprog og kulturer i store dele af det gamle Mellemøsten og fungerede i over 3 000 år som et centralt redskab for administration, litteratur og videnskab, indtil det gradvis forsvandt i betydning og til sidst døde ud historisk set.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er kileskrift?

Spørgsmål: Hvornår blev det første gang brugt?

Spørgsmål: Hvordan udviklede den sig med tiden?

Spørgsmål: Hvilke sprog blev det tilpasset til?

Spørgsmål: Hvordan påvirkede det andre skrifter?

Spørgsmål: Hvornår blev det erstattet af et andet skrift?

Spørgsmål: Hvornår gik kendskabet til at læse kileskrift tabt?

Søg efter bogstav