Les Six (udtales "Le sees") er fransk og betyder "De seks". Les Six var en gruppe på seks franske komponister, som var venner omkring 1920. De var unge på det tidspunkt, og de delte en masse idéer om musik. Komponisten Erik Satie kaldte dem "Les Nouveaux Jeunes", men så kaldte en mand ved navn Henri Collet dem "Les Six" i en artikel, han skrev, og det navn blev altid brugt om dem derefter.

I deres musik forsøgte de at adskille sig fra Richard Wagner og andre komponister af romantisk musik og fra Debussy og Ravel, som havde skrevet impressionistisk musik. De ønskede også at skrive på en enkel måde i stedet for at bruge komplicerede rytmer som hos Stravinsky eller tolvtonemusik som hos Arnold Schönberg. Mange af deres stykker var ret korte. De kunne godt lide stærk, maskulin musik, især jazz.

De seks komponister blev ikke sammen ret længe, da de hurtigt udviklede deres egne personlige stilarter i deres kompositioner.

Hvem var de seks

Gruppen bestod af følgende komponister:

  • Georges Auric (1899–1983) – skrev både koncerter og meget filmmusik senere i karrieren.
  • Louis Durey (1888–1979) – den mest uafhængige af dem; engageret politisk og skrev især vokalmusik og kammermusik.
  • Arthur Honegger (1892–1955) – kendt for orkesterstykker med dramatisk karakter, fx det berømte billede af et damplokomotiv i "Pacific 231".
  • Darius Milhaud (1892–1974) – eksperimenterede med polytonalitet og hentede inspiration fra jazz og brasiliansk musik; produktiv og alsidig komponist.
  • Francis Poulenc (1899–1963) – særlig kendt for sange (mélodies), kammermusik og senere operaer; melodisk, ofte humoristisk eller kantet i udtrykket.
  • Germaine Tailleferre (1892–1983) – den eneste kvinde i gruppen; skrev klaverstykker, kammermusik og scenemusik i en klar, elegant stil.

Musikalske idealer og samarbejde

Selvom betegnelsen "Les Six" samler disse komponister, var det mere en løs sammenknytning end en fast bevægelse. De delte nogle fælles idealer:

  • Ønske om enkelhed, klar form og økonomi i udtrykket frem for romantisk følelsesfylde eller impressionistisk klangmaling.
  • En forkærlighed for korte, præcise stykker, ofte med humor, satire eller en populærmusikalsk påvirkning.
  • Åbenhed over for elementer fra jazz og populærmusik samt en interesse for neoklassicistiske principper.

De stod i nær tilknytning til ældre figurer som Erik Satie og kunstnervenner som Jean Cocteau, og de deltog lejlighedsvis i fælles projekter og koncerter. På trods af fælles retninger udviklede hver komponist hurtigt en individuel stemme og en selvstændig karriere.

Værker og eftermæle

Flere af komponisterne skrev stykker, der er blevet varigt populære: Honegger med orkesterstykker, Milhaud med sine rytmiske og farverige værker samt Poulenc med sange og operaer. Auric fik et stort publikum gennem filmmusikken, og Tailleferre har siden fået større anerkendelse for sine elegante kompositioner. Durey, mere tilbagetrukket, bidrog også væsentligt, men stod i skyggen af de øvrige i offentligheden.

Som helhed påvirkede Les Six udviklingen af fransk musik i mellemkrigstidens Europa ved at præge en stil præget af klarhed, humor og en villighed til at trække på populære musikformer. Gruppen er i dag vigtig for forståelsen af 1900-tallets musikalske strømninger i Frankrig.

Hvor kan man høre dem

Der findes mange indspilninger af enkeltdværk og samlede værker af medlemmerne af Les Six. Hvis du vil høre deres stil, er det hensigtsmæssigt at prøve et par korte orkesterstykker af Honegger, nogle kammerstykker eller sange af Poulenc, Milhauds rytmiske numre og Aurics filmmusik. Dette giver et godt indtryk af både fælles træk og de individuelle forskelle.