Mélodie – den franske kunstsang (Lied): Definition og forskel fra chanson
Mélodie – fransk kunstsang: få klar definition, historisk indsigt og tydelig forskel fra chanson; fra 1800-tallets klassikere til moderne franske lied-kompositioner.
Mélodie er det franske ord for "melodi". Ordet bruges i musikken om sange skrevet af franske komponister af klassisk musik fra midten af det 19. århundrede og frem til i dag. Mélodie i fransk musik svarer til Lied i tysk musik. "Mélodie" er ikke det samme som chanson (det franske ord for "sang"). Ordet "chanson" bruges om folkesange eller populære sange.
Hvad er en mélodie?
Mélodie betegner den kunstsangstradition i Frankrig hvor komponisten sætter fremtrædende lyrisk poesi til musik for stemme og typisk klaver. Teksterne er ofte af anerkendte digtere, og musikken er skrevet med stor opmærksomhed på sprogets prosodi, klangfarver og nuance. Mélodien dyrker intimitet og subtilitet frem for stor dramatisk effekt.
Historisk baggrund
Mélodien udviklede sig i anden halvdel af 1800-tallet som en fransk pendant til den tyske Lied. Tidlige mestre i genren inkluderer komponister som Gabriel Fauré, Henri Duparc og Reynaldo Hahn. Senere bidrog Claude Debussy, Maurice Ravel og Francis Poulenc med nye harmoniske og timbriske muligheder, ofte præget af impressionistiske og modernistiske tendenser.
Karakteristika
- Tekstfokus: Teksten er central — komponisten søger at fremhæve digtets betydning, rytme og klang.
- Piano som partner: Klaveret er ikke blot akkompagnement, men ofte en ligeværdig, beskrivende eller kommenterende stemme.
- Klang og nuance: Der lægges vægt på subtile dynamiske ændringer, frasering og tonefarve mere end på virtuos vokalteknik.
- Form: Både strofiske og gennemkomponerede former bruges; mange komponister skrev også sangcykler som sammenbinder temaer og tekster.
- Sprog og prosodi: Fransk prosodi påvirker melodiens rytmiske og melodiske bevægelser — vokaler og konsonanter får stor betydning for fraseringen.
Vigtige komponister og digtere
Bl.a. Gabriel Fauré, Henri Duparc, Claude Debussy, Maurice Ravel, Reynaldo Hahn og Francis Poulenc anses for centrale inden for mélodie‑kataloget. Ofte brugte de tekster af digtere som Paul Verlaine, Charles Baudelaire, Victor Hugo, Stéphane Mallarmé og Théophile Gautier — digtere hvis billeder og rytme passede godt til musikkens subtile udtryk.
Forskellen mellem mélodie og chanson
Selvom begge betegnes som "sange", adskiller mélodie og chanson sig i formål, stil og publikum:
- Mélodie: Kunstsang i klassisk tradition, skrevet til koncerter, med fokus på digt og musikalsk nuance. Ofte komponeret til klassisk uddannede sangere og klaverakkompagnement.
- Chanson: Folkevise eller populær sang, ofte mundtlig tradition eller skrevet for bredere publikumsbrug. Mere direkte, ofte med enklere melodi og form.
Fremførelse og fortolkning
Fortolkning af mélodie kræver tæt samarbejde mellem sanger og pianist. Diction, tekstopfattelse og indlevelse i digtets stemning er essentielle. Sangeren må afbalancere ren vokalteknik med taleagtig prosodi, mens pianisten skal farve og fremhæve tekstens billeder uden at overdøve stemmen.
Eksempler og anbefalinger
Nogle velkendte mélodies er Henri Duparcs "L'invitation au voyage", Gabriel Faurés "Après un rêve" og mange sange af Debussy og Poulenc. For at få et indtryk af genrens spændvidde kan man søge efter optagelser med anerkendte lied‑sangere og specialiserede kammermusikere, hvor man ofte finder særligt nuancerede fortolkninger.
Afsluttende bemærkning
Mélodie er en central del af den franske musikalske tradition og et felt, hvor sprog, poesi og musik går tæt sammen. Den kræver lyttevant finesse og belønner både udøverens og lytterens opmærksomhed på detaljen i tekst, klang og frasering.
Historie
I Tyskland havde komponister af klassisk musik skrevet store sange fra omkring 1800, men i Frankrig blev mélodien vigtig omkring 50 år senere. Mens nogle tyske Lieder var baseret på folkesange, var teksterne til mélodierne som regel digte af seriøse digtere.
Hector Berlioz var den første komponist, der kaldte nogle af sine kompositioner for mélodier. Hans Les Nuits d'Été (1841) er en af de største af alle sangcyklusser. Charles Gounod skrev omkring 200 mélodier. Han brugte tekster af berømte digtere som Hugo.
Gabriel Fauré skrev mere end 100 melodier, hvoraf mange var baseret på digte af Verlaine.
Henri Duparc skrev sytten mélodier. Det er dem, han er kendt for.
Claude Debussy og Maurice Ravel var meget berømte komponister, som skrev en masse musik, herunder melodier, som ofte synges i dag. Ravels melodier er usædvanlige, fordi de ofte er baseret på folkesange. Andre komponister af mélodier på den tid er Albert Roussel, Reynaldo Hahn og André Caplet.
Mélodier komponeres fortsat i dag, selv om den sidste virkelig populære komponist af dem måske var Francis Poulenc, der døde i 1963.
Udførelse af melodier
I den franske melodi er digterens følelser ofte antydet eller antydet i stedet for at blive sagt på en åbenlys måde. Der er et meget tæt forhold mellem teksten (ordene) og melodien. For at synge mélodie rigtig godt skal en sanger kende det franske sprog meget godt og forstå en masse om fransk poesi. Reglerne for at synge på fransk kan være ret komplicerede. Det er vigtigt at vide, hvornår man skal lade den sidste lyd i et ord løbe over i det næste ord (elision). Der er skrevet flere bøger om dette.
Selv om mange berømte sangere er kendt for at synge fransk melodi, var den mest berømte sanger fra fortiden Pierre Bernac. Han gav mange sangkoncerter sammen med komponisten Francis Poulenc, som akkompagnerede ham på klaver. Han skrev en bog om, hvordan man synger mélodier.
Søge