Kamikaze | et ord af japansk oprindelse

Historie

Efter angrebet på Pearl Harbor den 7. december 1941 blev den japanske flåde og dens flyvevåben besejret i flere vigtige slag, f.eks. på Midway og i Filippinerhavet. De mistede mange skibe (herunder næsten alle de japanske hangarskibe), hundredvis af jagerfly og mange af deres bedste piloter. Den japanske industri var lille og meget dårlig sammenlignet med den amerikanske industri. Derfor erstattede USA meget hurtigt deres tabte skibe og fly med bedre skibe og fly; men Japan kunne kun fremstille få og af dårlig kvalitet. I løbet af 1943-44 bevægede de allierede styrker sig mod Japan. Ved slaget om det filippinske hav den 19.-20. juni 1944 blev de japanske styrker presset tilbage til Filippinerne.

Den 15. juli blev Saipan (på de nordlige Marianerøer) erobret af de allierede styrker. Indtagelsen af Saipan gjorde det muligt for USA's luftvåben at angribe Japan selv ved hjælp af B-29 Superfortress-bombefly. Efter Saipans fald vidste de japanske kommandanter, at de allierede ville forsøge at erobre Filippinerne som det næste. Filippinerne var meget vigtige, fordi de lå mellem oliefelterne i Sydøstasien og Japan. Hvis Japan mistede kontrollen over Filippinerne, ville de kun have lidt brændstof tilbage til deres skibe. Den 17. oktober indledte de allierede angrebet på Filippinerne i slaget ved Leyte-bugten.

Viceadmiral Takijiro Onishi var chef for det japanske luftvåben i Manila. Han forstod, at det var umuligt at vinde slaget med så få fly og trænede piloter. Derfor besluttede han at danne en selvmordsangrebstyrke, Special Attack Unit. En gruppe på 24 pilotstuderende meldte sig frivilligt til missionen. Specialangrebsstyrken blev organiseret i 4 grupper: Enhed Shikishima, Enhed Yamato, Enhed Asahi og Enhed Yamazakura. Disse navne blev taget fra et patriotisk digt (waka eller tanka), skrevet af den japanske klassiske digter Motoori Norinaga: (敷島の 大和心を 人問はば 朝日に匂う 山桜桜花). Digtet lyder således: "Shikishima no Yamato-gokoro wo hito towaba, asahi niou niou yamazakura bana

Hvis nogen spørger om Yamato-ånden (det gamle/rigtige Japans ånd) i Shikishima (et poetisk navn for Japan) - så er det yamazakura-blomsterne (kirsebærblomster i bjergene), der dufter i Asahi (den opgående sol). (En mindre bogstavelig oversættelse kan læses som: Hvis nogen spørger om Japans ånd, er det blomsterne fra bjergkirsebærblomsterne, der dufter i den opgående sol.)

Japanerne blev besejret i slaget ved Leyte-bugten, men den særlige angrebsstyrke havde stor succes. Det første kamikazeangreb fandt sted den 21. oktober 1944 mod den kongelige australske flådes flagskib, HMAS Australia. 30 sømænd døde under angrebet, herunder kaptajn Emile Dechaineux, og mange flere blev såret. Den 26. oktober var yderligere 47 allierede skibe blevet angrebet. De fleste af dem blev alvorligt beskadiget eller sænket, som f.eks. det amerikanske hangarskib USS St. Lo.

Denne tidlige succes overbeviste de japanske kommandanter om at fortsætte kamikazeangrebene. Mange flere piloter blev rekrutteret til at fungere som kamikazepiloter. I løbet af de næste par måneder foretog mere end 2.000 fly sådanne angreb. Da det japanske lager af fly begyndte at blive lavt, blev der bygget nye modeller af lav kvalitet til disse missioner. Nogle af dem, som Nakajima Ki-115 Tsurugi, var hovedsagelig lavet af træ og brugte lagre af ældre motorer. Flyets landingsstel blev normalt smidt af piloten efter starten, så det kunne bruges af andre fly, fordi han ikke ville lande igen. Lignende selvmordsangrebsprogrammer var planlagt, herunder raketbomber med piloter (kaldet Ohka) og ubådstorpedoer (Kaiten).

Højdepunktet for kamikazeangreb var fra den 6. april til den 25. maj 1945 under slaget om Okinawa i Operation Kikusui ("flydende krysantemum"). I den periode fandt der syv vigtige angrebsbølger sted med mere end 1.500 kamikazefly. Da deres træning havde været for kort, og deres fly var dårligt bygget, var kamikazepiloterne nemme mål for de erfarne allierede piloter, som også havde langt bedre fly. Men alligevel gjorde de kamikazeflyvere, der undslap antiluftskytset og de fjendtlige jagerfly, stor skade på den allierede flåde. De allierede vandt slaget, men de mistede mange skibe og mænd på grund af kamikazeangreb. Ved slutningen af slaget var mindst 21 amerikanske skibe blevet sænket af kamikazeangreb. Nogle skibe fra andre allierede flåder blev også sænket, og snesevis af andre blev beskadiget.

Hundredvis af ekstra kamikaze-fly var klar til at forsvare Japan mod en invasion. Men da Japan overgav sig den 15. august efter atombombeangreb på Hiroshima og Nagasaki og Sovjetunionens krigserklæring blev de aldrig brugt igen.

 
Kamikazeen rammer Columbia og dræber 13 søfolk og sårer 44.  


USS Columbia blev angrebet af en kamikaze den 6. januar 1945.  


Kiyoshi Ogawa, kamikazepilot, ramte hangarskibet USS Bunker Hill (se billedet til højre).  


USS Bunker Hill blev ramt af Ogawa (se billedet til venstre) og en anden kamikaze ved Kyūshū den 11. maj 1945. Ud af en besætning på 2.600 mand blev 372 søfolk dræbt.  

Virkninger

Den vigtigste effekt af angrebene var at skabe frygt blandt de allierede tropper. Da de amerikanske skibe gik ud til de sidste kampe, var besætningerne meget bange for kamikazepiloter. Ved slutningen af Anden Verdenskrig havde den japanske flåde ofret 2.525 kamikazepiloter, og luftvåbnet havde mistet 1.387. Den japanske regering sagde, at missionerne sænkede 81 skibe og beskadigede 195. De hævdede også, at kamikazeangrebene var årsag til 80 % af de allieredes dødsfald i krigens sidste år.

De amerikanske kilder hævder, at kamikaze sænkede færre skibe, end japanerne siger. Men de er stadig enige om, at de gjorde meget stor skade. Ifølge en kilde fra det amerikanske luftvåben sænkede kamikaze-angriberne 34 flådefartøjer, beskadigede 368 andre, dræbte 4.900 søfolk og sårede over 4.800. I en bog fra 2010 siger historikeren Robin Rielly, at omkring 60 amerikanske skibe blev sænket af kamikazer, og at over 400 blev beskadiget af dem.

 

Kamikaze overbevisninger

Mange kamikazepiloter tilbød sig selv som frivillige til missionen. De var som regel meget unge, mellem 18 og 24 år gamle. De troede, at det var en meget ærefuld død at dø, når de slog Japans og kejserens fjender ned. Dette princip var traditionelt siden samuraiernes dage og gav stor betydning til pligtfølelse og lydighed. Denne idé blev kaldt Giri ("Forpligtelse") og var en del af de japanske krigeres adfærdskodeks siden middelalderen, Bushido. Mange unge mænd ofrede sig selv af egen fri vilje, fordi disse overbevisninger og deres kærlighed til hjemlandet var det vigtigste for dem. I tokkōtai-pilotens manual blev piloterne bedt om aldrig at lukke øjnene. Det var fordi, at hvis en pilot lukkede øjnene, ville han ramme forbi sit mål. I de sidste øjeblikke før nedstyrtningen skulle piloten råbe "Hissatsu!" ("Kritisk slag!") så højt han kunne.

Mange andre gjorde det imidlertid på grund af socialt pres. Det var et tegn på fejhed og vanære, hvis man ikke tilbød sig selv som frivillig. Flere professionelle piloter, der fik ordre til at udføre selvmordsangreb, gjorde det på grund af militær lydighed, ikke på grund af ære. En af de første kamikazepiloter, løjtnant Yukio Seki, skrev efter næsten at være blevet tvunget til at melde sig frivilligt:

Japans fremtid er bleg, hvis det er tvunget til at dræbe en af sine bedste piloter. Jeg tager ikke på denne mission for kejseren eller for imperiet... Jeg tager af sted, fordi jeg fik ordre til det.

Der fandt normalt en særlig ceremoni sted, inden man gik i kamp. Piloterne drak sake og spiste en kugle ris. De fik medaljer og et katana-sværd. De tog et pandebånd på med den opgående sol og en sennibari, et "bælte med tusind sting", som var lavet af tusind kvinder, der hver lavede et sting. Mange gange tog de bønner med sig, som deres familier havde skrevet. Ifølge legenden fløj unge piloter på kamikaze-missioner mange gange sydvestpå fra Japan over det 922 meter høje bjerg Kaimon (~3000 fod). Piloter på selvmordsmissioner kiggede over skulderen for at se dette og sagde farvel til deres land. En anden legende fortæller, at kamikazepiloter lod blomster falde ned fra luften, da de tog af sted på deres sidste mission. Nogle steder, som f.eks. i bakkerne nær Kikajima lufthavn, siges der at være bede med kornblomster, der blomstrer i begyndelsen af maj fra dengang.

Nogle vigtige militærfolk, der overlevede krigen, kritiserede kamikazeplanen flere år efter. Saburo Sakai, et pilot es i krigstiden, sagde:

En kamikaze er et overraskelsesangreb i henhold til vores gamle krigstaktik. Overraskelsesangreb vil lykkes første gang, måske to eller tre gange. Men hvilken tåbe ville fortsætte de samme angreb i ti måneder? Kejser Hirohito må have indset det. Han burde have sagt "stop".

 

Gymnasiepiger siger farvel til Kamikaze-piloter med kirsebærblomstgrene under slaget om Okinawa den 12. april 1945.  

Relaterede sider

• Mongolske invasioner af Japan