Slaget ved Okinawa var et af de store og mest omkostningsfulde slag under Anden Verdenskrig. Det fandt sted på Okinawa-øen i Ryukyu-øerne (syd for de fire store øer i Japan) fra 1. april til 22. juni 1945. Slaget stod mellem styrker fra det japanske kejserrige og de allierede, først og fremmest amerikanske styrker organiseret i Tenth Army med store bidrag fra både hær og marineinfanteri (United States Marine Corps). Det var det næststørste amfibieslag (landgang fra havet) under Anden Verdenskrig efter slaget ved Normandiet, og et af de længste og blodigste slag i krigens sidste fase.

Baggrund og strategisk betydning

Okinawa var strategisk vigtig, fordi øen ligger tæt på de japanske hjemøer og kunne anvendes som base for luftoperationer og som samlingspunkt for en planlagt invasion af Japan, Operation Downfall. De allieredes mål var at sikre luftlandepladser og havne, som kunne lette bombetogt og videre fremrykninger. Japanerne forberedte sig på en langvarig, udmattende forsvarskrig, der skulle ødelægge en indtrængende invasionsstyrke og gøre en invasion så kostbar som mulig for modstanderen.

Kampene og taktikker

Allierede styrker gennemførte en stor amfibielanding 1. april 1945. Japanske forsvarere benyttede terrænet effektivt: kløfter, huler, betonbunkere og et netværk af underjordiske stillinger og tunneller gjorde kampen vanskelig og langvarig. Forsvaret var planlagt af japanske seniorofficerer, og kampene udviklede sig til hårde nærkampe i terræn, hvor artilleri, morterer og nærluftstøtte spillede stor rolle.

Under kampene anvendte Japan også massivt brug af kamikaze-angreb mod den allierede flåde. De selvmordsangreb fra fly forårsagede omfattende materielle tab og gjorde flådestøtten mere sårbar. Der blev udført tusindvis af flyvninger mod invasionsstyrkerne, og adskillige skibe blev sænket, mens mange andre blev kraftigt beskadiget.

Civile og krigens gru

I modsætning til nogle andre slag (fx slaget ved Iwo Jima) boede der en stor civilbefolkning på Okinawa. Civilbefolkningen blev fanget i kampene og led enorme tab. Ifølge opgørelser i den oprindelige tekst var mindst 150.000 civile dræbt eller såret; omkring en tredjedel af øens befolkning omkom. Mange civile blev ramt af krydsild, bombardementer og udnyttede underjordiske tilflugtssteder, og der var tragiske tilfælde, hvor propaganda og frygt for fangenskab fik grupper af civile til at begå massedrab og selvmord for at undgå overgivelse.

Tab og eftervirkninger

De menneskelige tab var enorme på begge sider. Ifølge de tal, der er nævnt i den oprindelige tekst, var amerikanske tab ca. 18.900 dræbte eller savnede og 53.000 sårede — tal, som i forskellige kilder kan variere. Der døde omkring 100.000 japanske soldater, og cirka 7.000 blev taget til fange; mange forsvarere valgte døden frem for overgivelse, nogle begik seppuku eller sprængte sig selv i luften med granater. Desuden var der omfattende dødsfald blandt civilbefolkningen — mindst 100.000, efter nogle opgørelser, hvilket gjorde Okinawa til et af de steder med de største civile tab i krigen i Asien-Stillehavsområdet.

Der er usikkerhed og variation i opgørelserne fra kilde til kilde; historikere angiver derfor ofte lidt forskellige tal for dødsfald og sårede. Udover umiddelbare tab døde flere tusinde senere af sår og følgerne af kampene.

Efterspil og betydning

Slaget ved Okinawa havde stor betydning for krigens afslutning. Det understregede, hvor blodig en fuld invasion af de japanske hjemøer sandsynligvis ville blive, og det var en væsentlig faktor i krigsplanlægning og i de politiske beslutninger, der førte til anvendelsen af atomvåben i august 1945. Amerikanerne havde planlagt Operation Downfall, en invasion af Japan, men denne blev aldrig gennemført; Japan overgav sig efter de amerikanske atombomber over Hiroshima og Nagasaki samt Sovjetunionens krigserklæring mod Japan (Sovjetunionen).

Efter krigen forblev Okinawa under amerikansk administration indtil 1972, og selv i dag findes der store amerikanske militærbaser på øen, hvilket afspejler den fortsatte strategiske betydning.

Slaget er blevet kaldt "ståltyfon" på engelsk og omtalt som "tetsu no ame" og "tetsu no bōfū" på Okinawa, hvilket betyder "stålregn" og "voldsom stålvind" på grund af den intensive artilleri- og luftild. I 1945 beskrev Winston Churchill slaget som "et af de mest intense og berømte i militærhistorien".

Mindesmærker og museer på Okinawa samt beretninger fra overlevende fastholder erindringen om kampene, de civile lidelser og de svære moralske og strategiske spørgsmål, slaget rejste i krigens afsluttende fase.