Slaget ved Okinawa (1945) – Skelsættende kamp i Anden Verdenskrig

Slaget ved Okinawa (1945) — skelsættende amfibieslag i Anden Verdenskrig med enorme civile tab, brutal kamp og afgørende betydning for Japans overgivelse.

Slaget ved Okinawa var et af de store og mest omkostningsfulde slag under Anden Verdenskrig. Det fandt sted på Okinawa-øen i Ryukyu-øerne (syd for de fire store øer i Japan) fra 1. april til 22. juni 1945. Slaget stod mellem styrker fra det japanske kejserrige og de allierede, først og fremmest amerikanske styrker organiseret i Tenth Army med store bidrag fra både hær og marineinfanteri (United States Marine Corps). Det var det næststørste amfibieslag (landgang fra havet) under Anden Verdenskrig efter slaget ved Normandiet, og et af de længste og blodigste slag i krigens sidste fase.

Baggrund og strategisk betydning

Okinawa var strategisk vigtig, fordi øen ligger tæt på de japanske hjemøer og kunne anvendes som base for luftoperationer og som samlingspunkt for en planlagt invasion af Japan, Operation Downfall. De allieredes mål var at sikre luftlandepladser og havne, som kunne lette bombetogt og videre fremrykninger. Japanerne forberedte sig på en langvarig, udmattende forsvarskrig, der skulle ødelægge en indtrængende invasionsstyrke og gøre en invasion så kostbar som mulig for modstanderen.

Kampene og taktikker

Allierede styrker gennemførte en stor amfibielanding 1. april 1945. Japanske forsvarere benyttede terrænet effektivt: kløfter, huler, betonbunkere og et netværk af underjordiske stillinger og tunneller gjorde kampen vanskelig og langvarig. Forsvaret var planlagt af japanske seniorofficerer, og kampene udviklede sig til hårde nærkampe i terræn, hvor artilleri, morterer og nærluftstøtte spillede stor rolle.

Under kampene anvendte Japan også massivt brug af kamikaze-angreb mod den allierede flåde. De selvmordsangreb fra fly forårsagede omfattende materielle tab og gjorde flådestøtten mere sårbar. Der blev udført tusindvis af flyvninger mod invasionsstyrkerne, og adskillige skibe blev sænket, mens mange andre blev kraftigt beskadiget.

Civile og krigens gru

I modsætning til nogle andre slag (fx slaget ved Iwo Jima) boede der en stor civilbefolkning på Okinawa. Civilbefolkningen blev fanget i kampene og led enorme tab. Ifølge opgørelser i den oprindelige tekst var mindst 150.000 civile dræbt eller såret; omkring en tredjedel af øens befolkning omkom. Mange civile blev ramt af krydsild, bombardementer og udnyttede underjordiske tilflugtssteder, og der var tragiske tilfælde, hvor propaganda og frygt for fangenskab fik grupper af civile til at begå massedrab og selvmord for at undgå overgivelse.

Tab og eftervirkninger

De menneskelige tab var enorme på begge sider. Ifølge de tal, der er nævnt i den oprindelige tekst, var amerikanske tab ca. 18.900 dræbte eller savnede og 53.000 sårede — tal, som i forskellige kilder kan variere. Der døde omkring 100.000 japanske soldater, og cirka 7.000 blev taget til fange; mange forsvarere valgte døden frem for overgivelse, nogle begik seppuku eller sprængte sig selv i luften med granater. Desuden var der omfattende dødsfald blandt civilbefolkningen — mindst 100.000, efter nogle opgørelser, hvilket gjorde Okinawa til et af de steder med de største civile tab i krigen i Asien-Stillehavsområdet.

Der er usikkerhed og variation i opgørelserne fra kilde til kilde; historikere angiver derfor ofte lidt forskellige tal for dødsfald og sårede. Udover umiddelbare tab døde flere tusinde senere af sår og følgerne af kampene.

Efterspil og betydning

Slaget ved Okinawa havde stor betydning for krigens afslutning. Det understregede, hvor blodig en fuld invasion af de japanske hjemøer sandsynligvis ville blive, og det var en væsentlig faktor i krigsplanlægning og i de politiske beslutninger, der førte til anvendelsen af atomvåben i august 1945. Amerikanerne havde planlagt Operation Downfall, en invasion af Japan, men denne blev aldrig gennemført; Japan overgav sig efter de amerikanske atombomber over Hiroshima og Nagasaki samt Sovjetunionens krigserklæring mod Japan (Sovjetunionen).

Efter krigen forblev Okinawa under amerikansk administration indtil 1972, og selv i dag findes der store amerikanske militærbaser på øen, hvilket afspejler den fortsatte strategiske betydning.

Navne og erindring

Slaget er blevet kaldt "ståltyfon" på engelsk og omtalt som "tetsu no ame" og "tetsu no bōfū" på Okinawa, hvilket betyder "stålregn" og "voldsom stålvind" på grund af den intensive artilleri- og luftild. I 1945 beskrev Winston Churchill slaget som "et af de mest intense og berømte i militærhistorien".

Mindesmærker og museer på Okinawa samt beretninger fra overlevende fastholder erindringen om kampene, de civile lidelser og de svære moralske og strategiske spørgsmål, slaget rejste i krigens afsluttende fase.

Kamprækkefølge

Allied

Den overordnede allierede kommandomyndighed for slaget var Femte Flåde (under admiral Raymond A. Spruance). Femte flåde var opdelt i flere indsatsstyrker og grupper.

TF 56 var den største styrke inden for TF 50 og var bygget op omkring den 10. armé. Hæren havde to korps under sin kommando. I alt havde hæren over 102.000 soldater (heraf var over 38.000 artilleri-, kampunderstøttelses- og HQ-tropper og yderligere 9.000 servicetropper), over 88.000 marinesoldater og 18.000 marinesoldater (mest Seabees og medicinsk personale).

Ved starten af slaget om Okinawa havde den 10. armé 182.821 mand under sin kommando. Den amerikanske flåde havde flere tab i denne operation end i noget andet slag i krigen.

Japansk

Den japanske landkampagne (hovedsagelig defensiv) havde 67.000 mand (77.000 ifølge nogle kilder). Desuden var der 9.000 soldater fra den kejserlige japanske flåde (IJN) på flådebasen i Oroku. Der var også 39.000 lokale Ryukyuan-folk, som blev tvunget til at kæmpe.

 
Et kort over de amerikanske operationer på Okinawa.  


Det sidste billede af general Simon Bolivar Buckner, Jr. til højre, dagen før han blev dræbt af japansk artilleri den 19. juni 1945.  


Kommandanterne for den japanske andentredivehær, februar 1945.  

Søslag

Den amerikanske flådes Task Force 58 befandt sig øst for Okinawa. Den havde 6 til 8 destroyere og 13 hangarskibe. Admiral Chester W. Nimitz gav sine flådekommandanter tid til at hvile.

De japanske luftangreb havde været svage i de første dage efter landgangen. Men den 6. april blev der foretaget et angreb med 400 fly fra Kyushu. Fra den 26. marts-30. april blev 20 amerikanske skibe sænket og 157 beskadiget.

Japanerne havde mistet op til mere end 1.100 fly i slaget.

Mellem den 6. april og 22. juni fløj japanerne 1.465 kamikaze-flyangreb. Flere hangarskibe blev alvorligt beskadiget.

Operation Ten-Go

Operation Ten-Go (Ten-gō sakusen) var et angreb med ti japanske skibe. I alt mistede den kejserlige japanske flåde 3.700 sømænd, herunder admiral Itō. USA mistede kun 10 amerikanske fly og 12 flyvere.

Den britiske Stillehavsflåde

Den britiske Stillehavsflåde fik ordre til at angribe japanske flyvepladser på Sakishima-øerne.

 
Det amerikanske hangarskib USS Bunker Hill brænder efter at være blevet ramt af to kamikaze-fly inden for 30 sekunder.  


Super slagskibet Yamato eksploderer efter angreb fra amerikanske fly.  

Landkamp

Landkampen fandt sted over ca. 81 dage fra den 1. april 1945. De første amerikanere, der gik i land, var soldater fra 77. infanteridivision, som gik i land vest for Okinawa den 26. marts.

Den 31. marts landede marinesoldater fra flådens marinesoldaternes amfibiske rekognosceringsbataljon uden modstand på Keise Shima.

Det nordlige Okinawa

Den vigtigste landgang blev foretaget af XXIV. korps og III. amfibiekorps på Okinawas vestkyst den 1. april.

Den 10. armé bevægede sig over den sydlige og centrale del af øen. De erobrede Kadena og Yomitan flybaserne.

Seks dage senere, den 13. april, nåede 2. bataljon, 22. marineinfanteriregiment Hedo Point (Hedo-misaki) i den nordlige del af øen. De japanske styrker i nord befandt sig på Motobu-halvøen.

Den 77. infanteridivision angreb Ie Island (Ie Shima) den 16. april.

Det sydlige Okinawa

Den amerikanske hærs 96. infanteridivision og 7. infanteridivision gik sydpå gennem Okinawa. Den 96. infanteridivision havde voldsomme kampe med japanske tropper i befæstede stillinger. De havde 1.500 tab i kampen, mens de dræbte eller tog ca. 4.500 japanere til fange.

Det næste amerikanske mål var Kakazu Ridge. De japanske soldater gemte sig i huler. Der var mange tab på begge sider.

Om aftenen den 12. april angreb den 32. armé amerikanske stillinger. Angriberne trak sig tilbage. Et sidste angreb den 14. april blev igen stoppet.

Den 19. april indledte de et nyt angreb med 324 kanoner, det største nogensinde i krigen i Stillehavet. Derefter angreb 650 fly fra flåden og marineflyene med napalm, raketter, bomber og maskingeværer.

Et kampvognsangreb mislykkedes med tab af 22 kampvogne. XXIV Korps mistede 720 mænd, der blev dræbt, dræbt, dræbt og savnet.

Den 4. maj indledte den 32. armé endnu et angreb. Denne gang forsøgte Ushijima at landsætte tropper på kysterne bag de amerikanske linjer. Det japanske artilleri affyrede 13.000 skud. Angrebet mislykkedes.

Buckner indledte endnu et amerikansk angreb den 11. maj. I slutningen af maj forvandlede monsunregnen bakker og veje til mudder.

Den 29. maj beordrede generalmajor Pedro del Valle kompagni A, 1. bataljon, 5. marinesoldater til at indtage Shuri Castle.

Japanerne trak sig tilbage og flyttede næsten 30.000 mand ind i deres sidste forsvarslinje på Kiyan-halvøen. De 4.000 japanske sømænd - herunder admiral Minoru Ota - begik alle selvmord.

Den 18. juni blev general Buckner dræbt af fjendtlig artilleriild. De sidste japanere indstillede kampen den 21. juni, selv om nogle japanere holdt sig skjult.

 
Oberstløjtnant Richard P. Ross, chef for 1. bataljon, 1. marinesoldater, trodser snigskyttebeskydning for at placere divisionens flag på Shuri Castle den 30. maj. Dette flag blev først hejst over Cape Gloucester og derefter Peleliu.  


Amerikanske soldater fra 77. division lytter passivt til radiorapporterne om dagen for sejren i Europa den 8. maj 1945.  


Et marinesoldater fra 6. division ser sprængladninger detonere og ødelægge en japansk grotte i maj 1945.  


Slagskibet USS Idaho beskyder Okinawa den 1. april 1945.  


Amerikanske marinesoldater vader i land for at støtte strandhovedet på Okinawa den 1. april 1945.  

Spørgsmål og svar

Q: Hvad var slaget ved Okinawa?

A: Slaget ved Okinawa var et stort slag under Anden Verdenskrig, der fandt sted på Okinawa-øen på Ryukyu-øerne, syd for Japans fire store øer. Det stod mellem det japanske kejserriges militærstyrker og de allierede, og det anses for at være det sidste store slag under Anden Verdenskrig.

Spørgsmål: Hvornår fandt dette slag sted?

Svar: Slaget om Okinawa fandt sted fra april til juni 1945.

Spørgsmål: Hvad er Okinawas status i dag?

Svar: I dag er Okinawa japansk territorium, men der er stadig amerikanske militærbaser der.

Sp: Hvor mange tab var der under dette slag?

Svar: Der var mindst 150.000 civile tab under slaget, 18.900 dræbte eller savnede amerikanske soldater og 53.000 sårede amerikanske soldater. Derudover blev omkring 100.000 japanske soldater dræbt og 7.000 taget til fange.

Spørgsmål: Hvilket navn har man givet dette slag på engelsk?

Svar: Dette slag er blevet kaldt "Typhoon of Steel" på engelsk.

Spørgsmål: Hvordan reagerede nogle civile på den japanske propaganda om amerikanerne?

A: Nogle civile troede på japansk propaganda, som sagde, at amerikanerne var barbarer, der ville gøre frygtelige ting ved fanger, hvis de blev taget til fange; som følge heraf dræbte nogle civile deres familier og sig selv frem for at risikere at blive taget til fange af amerikanerne.


Søge