Julian Huxley

Tidligt arbejde

Hans særlige interesse gik på fuglenes adfærd, især vandfuglenes parring. Hans observationer af den store lappedykkers etologi, som blev offentliggjort i 1914, var en milepæl i fugleforskning på stedet. Hans opfindelse af levende betegnelser for ritualerne (såsom "pingvin-dans", "plesiosaurus-race" osv.) gjorde ideerne mindeværdige og interessante for den almindelige læser.

Evolution

Huxley var den vigtigste biolog efter August Weismann til at insistere på naturlig udvælgelse som den primære faktor i evolutionen. Han var en dygtig kommunikator og en fremtrædende populariserer af biologisk videnskab over for offentligheden. I begyndelsen af det 20. århundrede hørte han til det mindretal af biologer, der mente, at naturlig selektion var den vigtigste drivkraft i evolutionen, og at evolutionen foregik i små skridt og ikke i spring. Disse holdninger er nu standard. Selv om hans tid som akademiker var ganske kort, underviste og opmuntrede han en række evolutionsbiologer ved universitetet i Oxford i 1920'erne.

Moderne evolutionær syntese

Huxley var en nøglefigur i den moderne evolutionære syntese. Den forklarede, hvordan Gregor Mendels opdagelser om genetik passede sammen med Charles Darwins teori om evolution ved hjælp af naturlig udvælgelse. Huxley's

Huxleys første "forsøg" var behandlingen af evolutionen i Science of Life (1929-30), og i 1936 udgav han en lang og betydningsfuld artikel til British Association. I 1938 kom tre lange anmeldelser om vigtige evolutionære emner.

Nu var det tid for Huxley til at tage emnet evolution op til bunds i det, der blev hans livs afgørende værk. Hans bog Evolution: the modern synthesis blev skrevet, mens han var sekretær for Zoological Society, og den benyttede sig af hans bemærkelsesværdige samling af genoptryk fra den første del af århundredet. Den blev udgivet i 1942. Anmeldelser af bogen i lærde tidsskrifter var nærmest ekstatiske; American Naturalist kaldte den "Årtiets, måske århundredets, fremragende evolutionære afhandling". Tilgangen er grundigt videnskabelig, og beherskelsen af de grundlæggende oplysninger er fantastisk".

Huxleys vigtigste medspillere i den moderne evolutionære syntese er normalt Ernst Mayr, Theodosius Dobzhansky, George Gaylord Simpson, Bernhard Rensch, Ledyard Stebbins og populationsgenetikerne J.B.S. Haldane, Ronald Fisher og Sewall Wright. På
tidspunktet for Huxleys bog havde flere af disse dog endnu ikke ydet deres markante bidrag. E.B. Ford og hans medarbejdere inden for økologisk genetik var mindst lige så vigtige.

Evolutionære fremskridt

Han har altid ment, at evolutionen i det store og hele førte til fremskridt i organisationen. "Fremskridt uden mål" var en af hans yndlingssætninger.

I det sidste kapitel af Evolutionen - den moderne syntese definerer han evolutionært fremskridt som "en forhøjelse af det øverste niveau af biologisk effektivitet, der defineres som øget kontrol over og uafhængighed af miljøet. "Naturlig udvælgelse plus tid producerer biologisk forbedring... Forbedringer i det biologiske maskineri ... lemmer og tænder hos græssende heste ... stigningen i hjernekraft ... Øjnene hos en drageflue, som kan se hele vejen rundt i alle retninger, er en forbedring i forhold til de mikroskopiske øjenpletter hos de tidlige livsformer". "[Over] hele det evolutionære tidsrum ser vi generelle fremskridt - forbedringer i alle livets vigtigste egenskaber, herunder dets generelle organisation. [Men] forbedringen er ikke universel. Lavere former formår at overleve ved siden af højere".

Eugenik

Huxley var et fremtrædende medlem af British Eugenics Society og var næstformand (1937-1944) og præsident (1959-1962). Huxley var en af mange intellektuelle på den tid, der mente, at den laveste klasse i samfundet var genetisk underlegen. Han gik ind for "den virtuelle eliminering af de få laveste og mest degenererede typer". I sit forfatterskab brugte han dette argument flere gange: ingen tvivler på det fornuftige i at forvalte kimplanten i landbrugsbestande, så hvorfor ikke anvende det samme koncept på menneskelige bestande?

I efterkrigsårene, efter at det var gået op for ham, at eugeniske ideer var blevet besudlet af nazisterne, opfandt Huxley (1957) begrebet "transhumanisme" for at beskrive det synspunkt, at mennesket bør forbedre sig selv gennem videnskab og teknologi, herunder muligvis eugenik, men også, og det er vigtigt, ved at forbedre det sociale miljø.

UNESCO og race

Som reaktion på den voksende europæiske fascisme i 1930'erne blev Huxley bedt om at skrive We Europeans sammen med tre andre videnskabsmænd. Huxley foreslog, at ordet "race" blev erstattet med etnisk gruppe. Efter Anden Verdenskrig var han med til at udarbejde UNESCO's erklæring The Race Question, som fastslog følgende:

"En race kan derfor ud fra et biologisk synspunkt defineres som en af de befolkningsgrupper, der udgør arten Homo sapiens".... "Hvad har videnskabsmanden nu at sige om de grupper af menneskeheden, som kan anerkendes på nuværende tidspunkt? Menneskeracer kan klassificeres og er blevet klassificeret forskelligt af forskellige antropologer, men på nuværende tidspunkt er de fleste antropologer enige om at inddele størstedelen af den nuværende menneskehed i tre hovedinddelinger, som følger: Den mongoloide division, den negroide division og den kaukasoide division."... "Katolikker, protestanter, muslimer og jøder er ikke racer..."