Sikhisme (/ˈsɪkɪzəm/), også kendt som Sikhi (Punjabi: ਸਿੱਖੀ Sikkhī, [ˈsɪkʰiː], fra ਸਿੱਖ, Sikh, 'discipel', 'søgende' eller 'lærende') eller Sikh Dharma, er en religion, der oprindeligt stammer fra Indien. Den regnes som en af de indiske (dharmiske) trosretninger og har sit udspring på det indiske subkontinent. Tilhængere kaldes "sikher". Sikhisme (almindeligvis kendt som Sikhī) stammer fra ordet Sikh, som kommer fra sanskritroden śiṣya, der betyder discipel, eller śikṣa, der betyder instruktion. Deres hellige bog er Adi Guru Granth Sahib Ji. Guru er ordet for lærer på sanskrit, mens Granth er ordet for bog, skrift eller tekst på sanskrit.
Trosgrundlag og centrale principper
Sikhismen lægger vægt på troen på én Gud (Ik Onkar), menneskets værdighed og lighed for Gud, og et etisk liv præget af:
- Naam Japna — huskelse og meditation over Guds navn (navnejap).
- Kirat Karni — ærligt arbejde og retfærdig indtægt.
- Vand Chakna — deling af ressourcer og omsorg for andre (velgørenhed).
- Seva — uselvisk tjeneste for fællesskabet.
Sikhismen fordømmer kastesystemets diskrimination og overtro, og den fremmer social lighed mellem køn, klasse og baggrund.
Guru Granth Sahib og gurutitet
Siri Guru Granth Sahib er sikhernens hellige skrift og betragtes som den evige levende guru. Den første samling kaldet Adi Granth blev kompilering og redigeret af den femte guru, Guru Arjan (komplet i 1604), og indeholder hymner (shabads) af de tidlige guruer samt af hellige fra både hinduistiske og islamiske baggrunde, f.eks. Kabir, Farid, Namdev og Ravidas. Disse skrifter understreger monoteisme, hengivenhed og moralsk livsførelse.
Den tiende menneskelige guru, Guru Gobind Singh, ophøjede i 1708 Granth Sahib til at være sikhernes evige guru — en autoritet i åndelig og praktisk vejledning. Som det siges: "Sab Sikhan ko hukam hai Guru Manyo Granth" (Alle sikher er befalet at tage Granth som Guru). Derfor anser mange sikher samlet set, at de har 11 guruer: 10 menneskelige guruer og den evige shabad-guru, Siri Guru Granth Sahib.
Khalsa og de fem K'er
I 1699 grundlagde Guru Gobind Singh Khalsa, en skare af indviet troende med et fælles kodeks for adfærd og identitet. Dette skete ved fejring af Vaisakhi og ved indførsel af indvielsesritualet Khande di Pahul (Amrit-sammensværgelsen), hvor nye medlemmer modtog amrit (sødt vand blandet med kirsebærblade) og forpligtede sig til Khalsas idealer.
De fem K'er (kakkars) er symbolske artikler, som mange indviede sikher bærer:
- Kesh — uklippet hår (symbol på accept af Guds vilje).
- Kangha — en kam (renlighed og orden).
- Kara — et stålarmbånd (Guds evighed og moralsk ansvar).
- Kachera — korte bukser (selvkontrol og disciplin).
- Kirpan — en lille dolk eller sværd (beskyttelse af de svage og retfærdighed).
Ritualer, praksis og religiøse samlingssteder
Sikhistiske gudstjenester foregår i gurdwaraen (templet), hvor man samles til fælles bønn og sang (kirtan). Et centralt træk i gurdwaraen er langar, et gratis fællesskabskøkken, hvor alle — uanset tro eller status — spiser sammen. Langar understreger idealet om lighed og gæstfrihed.
Andre praksisser omfatter daglig recitation af hymner, navnejap, deltagelse i kirker og velgørende arbejde. Vigtige livsceremonier er blandt andet Amrit Sanskar (Khalsa-indvielse), Anand Karaj (sikhisk ægteskabsceremoni) og ritualer i forbindelse med fødsel og død, som ofte centrerer sig omkring læsning af Guru Granth Sahib.
Historie og udbredelse
Sikhismen blev grundlagt i slutningen af 1400-tallet omkring 1469 med fødslen af Guru Nanak Dev, den første af de ti menneskelige guruer. Guruerne gennem århundrederne udvidede både den teologiske lære og det religiøse fællesskab. Den tiende guru, Guru Gobind Singh (1666–1708), udviklede Khalsa-institutionen og formaliserede mange aspekter af sikhisk identitet.
Sikherne begyndte i større antal at migrere fra Punjab i det 19. og 20. århundrede til steder som Storbritannien, Nordamerika, Østafrika og Sydøstasien. Sikhiske arbejdere deltog i opbygningen af infrastruktur som jernbaner og i visse perioder i konstruktionen af anlæg som Panamakanalen. I dag bor de fleste sikher fortsat i Indien (især i delstaten Punjab), men der er betydelige diasporasamfund i bl.a. Canada, Storbritannien og USA.
Det anslås, at der i dag er omkring 25–30 millioner sikher i verden, hvilket gør sikhismen til en af de større organiserede religioner globalt.
Højtider og mindesmærker
Nogle af de vigtigste sikhiske højtider og mindesmærker er:
- Vaisakhi — fejring af Khalsas grundlæggelse og høstfest i Punjab.
- Gurpurabs — fejring af guruerne, særligt Guru Nanaks og Guru Gobind Singh's fødselsdage.
- Hola Mohalla — en militær og spirituel festival introduceret af Guru Gobind Singh med øvelser, poetiske optrin og samling.
Afsluttende bemærkninger
Sikhismen kombinerer en stærk monoteistisk hengivenhed med praktiske krav om etisk adfærd, social retfærdighed og fællesskabstjeneste. Dens åndelige centrum er Siri Guru Granth Sahib, mens Khalsa-bevægelsen har formet religiøs identitet og handling. Sikhismen har gennem historien været både en åndelig og social kraft, der fortsat præger millioner af menneskers liv verden over.
.svg.png)

.jpg)