Gilgit Baltistan, (tidligere kendt som de nordlige områder), (Urdu: گلگت بلتستان) er det nordligste autonome område i Pakistan. Arealmæssigt er det større end Sierra Leone, men mindre end Panama. Området var en del af den tidligere fyrstestat Kashmir og Jammu i 1800-tallet. Under kolonitiden og i årene omkring 1947 blev området direkte påvirket af britisk indflydelse og senere af en lokal opstand ledet af Gilgit-spejderne (Gilgit Scouts), som førte til at området kom under pakistansk administration. Gilgit Baltistan grænser i syd til Azad Jammu og Kashmir, i sydøst til det indisk administrerede Kashmir, i vest til provinserne i Pakistan (herunder Khyber Pakhtunkhwa), og internationalt i nord til Afghanistan, selv om Tadsjikistan adskilles af ca. 14 km gennem Wakhan-korridoren, og i nordøst til Folkerepublikken Kina. Gilgit Baltistan blev organiseret som en enkelt administrativ enhed i 1970 ved sammenlægning af Gilgit Agency, Baltistan-distriktet i Ladakh Wazarat samt de tidligere stater Hunza og Nagar. Regionens endelige status er fortsat en del af den bredere Kashmir-strid; Pakistans regering har siden delingen af den tidligere stat betragtet hele Jammu og Kashmir som et "omstridt område", som ifølge officielle udmeldinger bør afgøres ved en folkeafstemning i hele den tidligere stat for at fastlægge dens endelige tilknytning. Gilgit Baltistan styres i dag af en guvernør og en premierminister, som vælges af en lokal lovgivende forsamling. Området dækker cirka 64.817 km² (28.174 mi²).
Historie
Før 1800-tallet var området beboet af forskellige lokale fyrstedømmer og etniske grupper med tætte forbindelser til tibetanske, centralasiatiske og sydasiatiske kulturer. I det 19. århundrede kom store dele under kontrol af Dogra-dynastiet i Kashmir, og britisk indflydelse betød, at visse områder blev administreret gennem særlige aftaler som Gilgit Agency. I 1947—47 og årene umiddelbart efter etableringen af Pakistan førte lokale styrker, herunder de berømte Gilgit-spejdere, til ændringer i den faktiske kontrol over området og dens sammenknytning med Pakistan.
Efter 1947 har Gilgit Baltistan ligget i skæringspunktet mellem regionale magtinteresser. Et væsentligt element var den grænsedragning, som i 1963 førte til, at Pakistan overdrog kontrollen over Shaksgam-dalen (Trans‑Karakoram Tract) til Kina i en aftale mellem de to lande — en aftale som ikke anerkendes af Indien. Siden da er områdets strategiske betydning vokset, især med forbindelsen mellem Pakistan og Kina via Karakoram‑vejen.
Geografi og klima
Gilgit Baltistan ligger i et ekstremt bjerglandskab hvor tre store bjergsystemer mødes: Karakoram, Himalaya og Hindukush. Regionen indeholder nogle af verdens højeste bjerge, herunder K2 (verdens næsthøjeste top) og Nanga Parbat, samt store gletsjere som Baltoro og Biafo. Området udgør vigtige oplande for Indus‑floden og dens tilløb og er karakteriseret af et alpine klima med store variationer i nedbør og temperatur afhængig af højde og eksponering.
Klimaændringer og tilbagetrækning af gletsjere er en voksende udfordring i regionen; smeltende is og dannelse af ustabile gletsjer-søer kan føre til farlige GLOF (glacial lake outburst floods), som truer lokalsamfund og infrastruktur.
Befolkning og kultur
Regionen huser en mangfoldig befolkning med flere sprog og etniske grupper. De største sproggrupper omfatter shina-, balti- og burushaski-talende befolkninger samt mindre grupper, herunder wakhi‑talende i de nordlige egne. Religionerne er hovedsageligt islamiske, og området rummer både sunni- og shia-samfund (herunder ismailitter), hvilket afspejler en kompleks religiøs sammensætning.
Kulturelt er Gilgit Baltistan kendt for sin rige tradition inden for musik, håndværk og lokale festivaler. Hvert år tiltrækker for eksempel Shandur Polo Festival besøgende til det traditionsrige hestepolo-spil på højsletten mellem Chitral og Gilgit. Frugtavl (især abrikoser, æbler og nødder) og traditionelt håndværk spiller også en stor rolle i lokaløkonomien og kulturen.
Økonomi og infrastruktur
Økonomien i Gilgit Baltistan er i høj grad baseret på landbrug i de beboede dale, turisme (især bjergbestigning og trekking), småskala handel og i stigende grad udnyttelse af vandkraftpotentiale. Turismen er centreret omkring klatring af verdenskendte tinder, vandreture og kulturelle oplevelser, og den tiltrækker internationale klatrere til Karakoram‑massivet.
Vigtig infrastruktur omfatter Karakoram Highway (forbinder Pakistan med Kina via Khunjerab Pass), samt lokale lufthavne i Gilgit og Skardu. Projekter relateret til Kina‑Pakistan Economic Corridor (CPEC) har styrket betydningen af veje og energiinvesteringer i regionen, men vejrforhold og terræn gør vedligeholdelse og udbygning udfordrende.
Miljø og naturbevaring
Gilgit Baltistan rummer sårbare økosystemer med stor biodiversitet og unikke naturområder som Deosai‑sletten og Central Karakoram National Park. Bevarelse af flora og fauna, bæredygtig turisme og beskyttelse mod naturkatastrofer (såsom jordskred og flom) er centrale emner for både lokale myndigheder og internationale miljøorganisationer.
Kashmir‑konflikten og politisk status
Gilgit Baltistan har en særlig politisk status. Området administreres af Pakistan, men indgår i den større og langvarige strid om Jammu og Kashmir. Pakistans regering fastholder, at hele den tidligere stat Jammu og Kashmir er omstridt og bør afgøres ved en folkeafstemning overalt. På lokalt plan har der været reformer for at øge selvstyret — blandt andet en selvstyre‑ og bemyndigelsesorden fra 2009 — men spørgsmålet om fuld integration i Pakistan eller en anden endelig løsning forbliver uafklaret og er genstand for politiske forhandlinger og internationale diskussioner.
Regionens strategiske placering ved grænsen til Kina og tæt på Afghanistan giver den geopolitisk betydning, samtidig med at dens beboere arbejder for øget repræsentation, økonomisk udvikling og bevarelse af deres kulturelle og naturlige arv.
