K2 – Det næsthøjeste bjerg i verden (8.611 m) | Fakta & historie
K2 – det næsthøjeste bjerg i verden (8.611 m): Læs fakta, historie, dødelighed og dramatiske bestigninger af det berygtede, ekstremt udfordrende bjerg.
K2 er det næsthøjeste bjerg i verden med sine 8.611 meter (28.251 fod). Det er også kendt som Mount Godwin-Austen eller Chhogori. K2 er en del af Karakoram-bjergkæden. Det ligger dels i Kina og dels i Pakistan. Navnet K2 stammer fra den første opmåling af Karakoram. Dengang gav landmålerne hvert bjerg en simpel betegnelse med "K" efterfulgt af et nummer.
K2 er kendt som det vilde bjerg, da det er meget svært at bestige. Det anses for at være sværere at bestige end Mount Everest. K2 har den næsthøjeste dødelighedsrate blandt de otte tusindfodsbjerge. En person dør for hver fire, der når toppen. I 2011 havde kun 300 personer besteget toppen af bjerget. Mindst 80 mennesker er døde i forsøget på at bestige det. K2 er aldrig blevet besteget om vinteren.
Toppen blev først nået i 1954 af de italienske bjergbestigere Lino Lacedelli og Achille Compagnoni.
Kort om beliggenhed og geologi
K2 står i Karakoram, en af de mest kompakte og isfyldte bjergkæder i verden. De store gletsjere omkring bjerget, især Baltoro- og Godwin-Austen-gletsjerne, gør tilgangene små og teknisk krævende. Bjergmassivet består af hårde metamorfe og magmatiske bjergarter, hvilket sammen med den stejle topografi skaber alpine klatreudfordringer som isvægge, serac-områder og eksponerede klippepartier.
Ruter, logistik og adgang
- Mest benyttede rute: Abruzzi Spur (Southeast Ridge) fra pakistanske side — den hyppigst anvendte og teknisk „mest håndterbare” rute.
- Andre ruter: Northwest Ridge (kinesiske side), samt mere ekstreme varianter på lang flanke- og nordvæg – alle kræver høj teknisk kunnen.
- Basecamp og tilgang: De fleste ekspeditioner starter i Skardu i Pakistan, fortsætter med jeep/taxi til Baltoro-gletsjerens start og en flerdages trekking til Basecamp ved Concordia.
- Sæson: Hovedsæsonen er sommerens før-monson- og efter-monson-perioder; de kraftige vinde, lave temperaturer og dårlig vejrprognose gør vinterbestigninger ekstremt vanskelige.
Hvorfor er K2 så farligt?
K2 kombinerer teknisk svært klatring med konstant risiko for laviner, serac-ras og kraftig vejrskift. Et af de mest berygtede steder er "The Bottleneck", en smal fordybning cirka 400 meter under toppen, hvor klatrere er udsat for faldene isblokke fra overhængende seracs. Den stejle, eksponerede karakter af ruternes øvre dele betyder, at fejl ofte får fatale konsekvenser.
Historie, første bestigning og senere begivenheder
Den officielle første bestigning fandt sted i 1954 af de italienske bjergbestigere Lino Lacedelli og Achille Compagnoni. Ekspeditionen var banebrydende, men efterlod også spor af kontroverser omkring støtteholdenes roller og enkelte valg undervejs.
K2 har været scene for flere store tragedier, og katastrofer i visse år har mindet om bjergmassivets ubarmhjertighed. Et af de mest omtalte år var 2008, hvor flere klatrehold blev ramt af dødelige ulykker. Historisk har K2 haft en høj dødelighed sammenlignet med andre 8.000-metre bjerge, men forbedringer i udstyr, vejrudsigter og organisation har ændret risikoprofilen over tid.
Vigtig opdatering: Selvom K2 traditionelt aldrig var blevet besteget om vinteren, lykkedes det for første gang at nå toppen i vintermånederne den 16. januar 2021, da et hold nepalesiske bjergbestigere gennemførte den historiske vinterbestigning.
Fakta og tal
- Højde: 8.611 meter (28.251 fod).
- Placering: Grænsen mellem Pakistan (Gilgit-Baltistan) og Kina (Xinjiang).
- Første bestigning: 1954, Lino Lacedelli og Achille Compagnoni.
- Farlighed: Høj dødelighed sammenlignet med andre 8.000-metre bjerge; risikofaktorer inkluderer laviner, seracs, dårlig vejr og teknisk svært terræn.
Moderne bestigningsforhold
Moderne ekspeditioner benytter hurtigere kommunikation, bedre vejrprognoser og mere avanceret tøj og udstyr, men K2s natur kan ikke tæmmes fuldstændigt. De fleste succesfulde topbestigninger sker i relativt kort vindue med stabilt vejr, og mange hold arbejder sammen i ruterne for at sikre fiksering af reb og opretholde sikre passageområder.
Afsluttende bemærkning
K2 forbliver et af de mest respekterede og frygtede bjerge i alpeloggen. Det appellerer til erfarne klatrere, der søger en maksimal teknisk og fysisk udfordring, men opfordrer samtidig til respekt for bjergbags vilkårlighed. For den, der planlægger en ekspedition, er forberedelse, erfaren vejledning og konservativ beslutningstagning afgørende for overlevelse og succes.
Navn
Navnet K2 blev først brugt af Great Trigonometrical Survey of British India. Thomas Montgomerie foretog den første opmåling af Karakoram-bjergkæden. Han gjorde det fra Haramukh-bjerget, som ligger 210 km sydpå. På det tidspunkt skitserede han de to mest fremtrædende toppe og kaldte dem K1 og K2.
Den store trigonometriske opmåling havde som politik at bruge lokale navne for bjerge, når det var muligt. K1 havde det lokale navn Masherbrum, som hurtigt blev brugt. K2 viste sig imidlertid ikke at have et lokalt navn. Dette kan skyldes, at det ligger så fjernt. Det er ikke synligt fra Askole, den sidste landsby mod syd, eller fra den nærmeste landsby mod nord. Det antages, at kun få lokale folk ville have taget hen til et sted, hvor den kunne ses. Navnet Chogori, der stammer fra to baltiske ord, chhogo ("stor") og ri ("bjerg") (چھوغوری), er blevet foreslået som et lokalt navn. Der er dog ikke mange beviser for, at det er meget udbredt. Det kan være opfundet af vestlige opdagelsesrejsende. Det danner dog grundlag for navnet Qogir (forenklet kinesisk: 乔戈里峰; traditionelt kinesisk: 喬戈里峰; pinyin: Qiáogēlǐ Fēng), som den kinesiske regering bruger som det officielle navn for bjerget.
Da bjerget ikke havde et lokalt navn, blev navnet Mount Godwin-Austen foreslået. Dette var til ære for Henry Godwin-Austen, som havde været en af de første opdagelsesrejsende i området. Selv om navnet blev afvist af Royal Geographical Society, blev det brugt på flere kort og bruges stadig en gang imellem.
K2 er stadig det navn, som bjerget almindeligvis er kendt under. Det bruges nu også på Balti-sproget som Kechu eller Ketu. Den italienske bjergbestiger Fosco Maraini udtalte, at selv om navnet K2 kom tilfældigt, var det godt for bjerget. Han sagde:
... bare et navn, der kun er et navn, der er sten og is og storm og afgrund. Det gør intet forsøg på at lyde menneskeligt. Det er atomer og stjerner. Det har nøgenheden af verden før det første menneske - eller af den indespærrede planet efter det sidste.
Montgomeries oprindelige skitse med navnet K2
Klatringens historie
Tidlige forsøg
Bjerget blev første gang undersøgt af et europæisk hold i 1856. Holdmedlem Thomas Montgomerie kaldte bjerget for K2. De andre bjerge blev oprindeligt kaldt K1, K3, K4 og K5, men blev senere ændret til lokale navne. I 1892 ledede Martin Conway en britisk ekspedition, som nåede frem til Baltoro-gletsjeren.
Det første rigtige forsøg på at bestige K2 blev gjort i 1902 af en engelsk-schweizisk ekspedition. Det tog dem fjorten dage at nå foden af bjerget. Efter fem forsøg nåede holdet kun op til 6.525 meter (21.407 fod).
Den næste ekspedition fandt sted i 1909. Den blev ledet af den italienske prins Luigi Amedeo, hertug af Abruzzerne. Dette hold nåede kun op til en højde på 6.250 meter (20.510 fod) på bjergets sydøstlige spids. Efter at have ledt efter og ikke fundet andre ruter sagde hertugen, at K2 aldrig ville blive besteget.
Det næste forsøg blev ikke gjort før 1938. På det tidspunkt tog amerikaneren Charles Houston en ekspedition til bjerget. De besluttede, at Abruzzi Spur var den bedste rute og nåede op i en højde af ca. 8.000 meter (26.000 fod).
I 1939 nåede en amerikansk ekspedition under ledelse af Fritz Wiessner op til 200 meter fra toppen. Den endte i en katastrofe, da fire medlemmer døde på bjerget.
Charles Houston forsøgte igen i 1953. Forsøget mislykkedes på grund af en storm, der fangede holdet i 10 dage i 7.800 meter højde. En bjergbestiger døde under ekspeditionen. Mange andre var tæt på at dø i et massefald, men blev reddet af Pete Schoening.
Første succes
I 1954 nåede en italiensk ekspedition endelig op til toppen. Den blev ledet af geologen Ardito Desio. De to bjergbestigere, der nåede toppen, var Lino Lacedelli og Achille Compagnoni, kl. 18.00 den 31. juli 1954. Et medlem af ekspeditionen (oberst Muhammad Ata-ullah fra Pakistan) havde også været med i det amerikanske forsøg i 1953. De andre medlemmer var videnskabsmænd, en læge, en fotograf og andre. Mario Puchoz døde under forsøget. To andre medlemmer måtte indlægges på hospitalet, og en af dem måtte have sine tæer amputeret på grund af forfrysninger.
Senere succes
Den anden succes kom først 23 år efter den første. Det var en japansk ekspedition under ledelse af Ichiro Yoshizawa i 1977.
Den tredje succes var i 1978 og brugte en anden rute end de to første. Denne gang blev den udført af et amerikansk hold under ledelse af James Whittaker.
En anden bemærkelsesværdig succes var i 1982, da et japansk hold klatrede op fra den hårdere kinesiske side af bjerget. De tidligere succeser havde været fra den pakistanske side. Ekspeditionen blev ledet af Isao Shinkai og Masatsugo Konishi. Tre medlemmer af holdet nåede op på toppen den 14. august. En af dem døde dog på vej ned. Fire andre medlemmer nåede op på toppen næste dag, den 15. august.
Den første person, der nåede toppen to gange, var den tjekkiske bjergbestiger Josef Rakoncaj. Han var en del af en italiensk ekspedition, der i 1983 nåede toppen. Tre år senere nåede han toppen igen som en del af en international ekspedition.
Den første kvinde, der nåede toppen, var den polske bjergbestiger Wanda Rutkiewicz i 1986. To andre kvinder nåede toppen senere samme dag, men døde under nedturen.
I 2004 blev den spanske bjergbestiger Carlos Soria Fontán den ældste person, der nogensinde har bestiget K2 i en alder af 65 år.
I 2018 blev den polske bjergbestiger Andrzej Bargiel den første person til at stå på ski ned ad K2, efter at han nåede toppen.
Ud over disse bemærkelsesværdige succeser har omkring 300 personer besteget toppen af bjerget.
Achille Compagnoni på K2's top i 1954
K2 fra øst, taget i 1909
Sværhedsgrad ved klatring
Selv om toppen af Everest er højere, er K2 en meget vanskeligere og farligere bestigning. Det skyldes til dels det dårligere vejr. Mange mener, at det er verdens vanskeligste og farligste bjergbestigning. Det er det, der har ført til tilnavnet "det vilde bjerg". Kun omkring 300 mennesker har nået toppen. Det er langt færre end de 5.600, der har nået toppen af Everest. Mindst 80 personer (i september 2010) er døde under et forsøg på at bestige bjerget.
Nogle har forsøgt at bestige K2 om vinteren, men ingen har endnu haft held med det.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er K2?
A: K2 er det næsthøjeste bjerg i verden, som ligger i Pakistan og er en del af Karakoram-bjergkæden.
Q: Hvordan fik K2 sit navn?
A: Navnet K2 stammer fra den første opmåling af Karakoram, hvor hvert bjerg blev mærket med "K" efterfulgt af et nummer.
Q: Hvorfor er K2 kendt som Savage Mountain?
A: K2 er kendt som Savage Mountain, fordi det er meget svært at bestige og har den næsthøjeste dødsrate blandt de otte tusinde meter høje bjerge.
Q: Hvordan er K2 sammenlignet med Mount Everest, når det gælder sværhedsgrad?
A: K2 anses for at være sværere at bestige end Mount Everest.
Q: Hvor mange mennesker har klatret til toppen af K2 siden 2011?
A: Fra 2011 har kun 300 mennesker besteget toppen af K2.
Q: Hvor mange mennesker er døde i forsøget på at bestige K2?
A: Mindst 80 mennesker er døde i forsøget på at bestige K2.
Spørgsmål: Er K2 nogensinde blevet besteget om vinteren?
A: Nej, K2 er aldrig blevet besteget om vinteren.
Søge