Dido, dronning af Karthago

Tidlige historier om hendes liv

Den ældste historie om Dido er skrevet af Timaeus. Han var en gammel græsk historiker, som levede i det 3. århundrede f.Kr. Et hundrede år senere skrev en romersk historiker, Pompeius Trogus, om hende. Hans historie om hende er nu gået tabt, men en senere romersk historiker, Justin, skrev et resumé af Trogus' historie. I Timaeus' og Trogus' historier var Dido datter af kongen af Tyrus (en by i det land, der i dag er kendt som Libanon). Hun var gift med Acerbas, som var en præst for Herkules. Da Didos bror Pygmalion dræbte Acerbas, stak Dido af. Hun tog nogle af sine folk med sig. De rejste først til Cypern og derefter til Afrikas nordkyst, hvor det nu hedder Tunesien.

Da de kom til Afrika, spurgte Dido den berbiske hersker, en mand ved navn Iarbus, om hun kunne købe noget jord til at starte en by for sit folk. Han sagde, at hun kunne købe så meget jord, som hun kunne dække med skindet af en død okse. Hun bad sine folk om at skære skindet i meget tynde strimler. De lagde alle strimlerne ud for at markere grænserne. Det gav dem et meget stort stykke jord. Dido og hendes folk byggede en by på jorden. Byen fik navnet Karthago, og Dido blev dens første dronning. Karthago voksede og blev en meget rig by. Mange berbere flyttede også dertil for at bo der.

Da han så, hvor rig Karthago var, ønskede Iarbus at gifte sig med Dido. Han fortalte hende, at hvis hun ikke giftede sig med ham, ville han føre krig mod Karthago. Dido ønskede ikke at gifte sig med Iarbus. Hun elskede stadig sin mand Acerbas (Sychaeus). Før sit bryllup med Iarbus byggede hun et stort bål. Hun fortalte ham, at bålet var en ceremoni til ære for Acerbas. Hun sagde, at når ceremonien var færdig, ville Iarbus være hendes nye mand. I stedet klatrede hun op på bålet, hvor ilden brændte. Derefter dræbte hun sig selv med et sværd. Efter hendes død tilbad folket i Karthago hende som en gudinde. Karthago forblev en meget rig og magtfuld by i 600 år. Den blev ødelagt af Rom i 146 f.Kr.

Dido køber jorden til Karthago


Æneas og Dido i et maleri af Pierre-Narcisse Guérin

Aeneas og Dido

Dido er mest kendt i dag for den historie, der fortælles om hende i bog 3 og 4 af Vergils Æneide. Vergils historie om Didos tidlige liv minder meget om de historier, som Timaeus og Trogus har fortalt. Men hans fortælling om, hvordan hun døde, er meget anderledes. I Vergils fortælling tager Æneas, en prins fra den gamle by Troja, til Karthago efter at have tabt en krig mod grækerne (den trojanske krig). Aeneas og Dido forelsker sig i hinanden. Aeneas beslutter sig for at blive i Karthago sammen med Dido. Men guden Jupiter sender Merkur til Aeneas for at fortælle ham, at han skal forlade Karthago og tage til Italien. Aeneas har ikke lyst til at tage af sted, men han ved, at han må gøre, hvad Jupiter beder ham om. Han og hans mænd sejler væk fra Karthago. Dido er meget ked af det og meget vred. Hun laver et stort bål for at brænde alle de ting, der tilhørte Æneas. Derefter klatrer hun op på toppen af bålet og dræber sig selv med det sværd, som hun gav Æneas, da han først kom til Karthago.

De fleste siger, at Vergil var den første forfatter, der fandt på historien om Æneas og Dido. Andre mener, at han fik ideen fra et langt digt af Gnaeus Naevius, Bellum Poenicum (De puniske krige). Det meste af Naevius' digt er gået tabt, så det er svært at vide det med sikkerhed.

Siden Vergils tid er der blevet skrevet mange skuespil og operaer om hans historie om Æneas og Dido. Christopher Marlowe skrev et skuespil om dem i 1583. Det hed Dido, dronning af Karthago. Henry Purcell komponerede en opera om dem i 1688 med titlen Dido and Aeneas.

Den italienske digter Pietro Metastasio brugte også Vergils historie til en libretto (historien og teksten til en opera). Den blev kaldt Didone abbandonata. (Titlen betyder Dido forladt på italiensk.) Den første opera, der brugte Metastasios libretto, blev komponeret af Domenico Sarro i 1724. I de næste 100 år blev der brugt denne libretto i mere end 40 operaer af andre komponister.