Dixon Stansbury Miles (4. maj 1804-16. september 1862) var en officer i Unionens hær under den amerikanske borgerkrig. Han havde kommandoen over en division i det første slag ved Bull Run. Han var chef for det føderale arsenal i Harpers Ferry under slaget ved Harpers Ferry. Han døde af granatsplintersår dagen efter, at unionsgarnisonen overgav sig.
Tidlig karriere og forberedelse til krig
Dixon S. Miles havde en lang karriere i den regulære hær før borgerkrigen og tjenestgjorde i forskellige administrative og befæstningsmæssige stillinger. Som mange officerer fra denne generation havde han erfaring fra tjeneste i fredstidens garnisoner, instruktion og forsyningsopgaver, hvilket gjorde ham til en erfaren men også traditionsbundet leder, da krigen brød ud.
Rolle ved Første Bull Run
Under det første store slag ved Bull Run (også kaldt First Manassas) i juli 1861 havde Miles kommandoen over en division i Unionens feltstyrker. Slaget var et tidligt, kaotisk møde mellem unions- og konfødererede styrker, og oplevelsen derfra prægede mange af de officerer, der senere kom til at få større opgaver under krigen. Miles' indsats i dette slag indgik i hans videre forfremmelser og betroede poster.
Harpers Ferry — belejring, kapitulation og død
I september 1862 var Miles udnævnt til chef for det føderale arsenal og den tilhørende garnison i Harpers Ferry. Under general Robert E. Lees Maryland-kampagne blev Harpers Ferry belejret af konfødererede styrker, ledet af blandt andre general Thomas "Stonewall" Jackson. Belejringen udstillede flere taktiske problemer: de omliggende højder (som Maryland Heights, Bolivar Heights og Loudoun Heights) gav fjenden en dominerende position, og kritikere har påpeget, at garnisonen ikke i tilstrækkelig grad kontrollerede eller forsvarede disse nøglepositioner.
Efter intensiv beskydning og indespærring besluttede Miles at overgive garnisonen den 15. september 1862. Under kampen blev han ramt af splinter fra en fjendtlig granat og døde af sine kvæstelser den følgende dag, 16. september. Overgivelsen medførte tilfangetagelsen af en stor unionsstyrke og regnes som en af de største kapitulationer af unionsstyrker under krigen. Fangenskabet på Harpers Ferry frigav samtidig konfødererede tropper, som senere kunne deltage i kampene ved Antietam/Sharpsburg.
Eftermæle og vurdering
Miles' indsats ved Harpers Ferry har været genstand for skarp kritik og løbende historisk debat. Nogle samtidige og eftertidige kritikere fremhævede dårlige dispositioner, især manglende sikring af de omgivende højder, som direkte årsager til kapitulationen. Der har også været anklager om, at Miles ikke opførte sig tilfredsstillende under belejringen, men sådanne påstande er omdiskuterede og behandles forskelligt af historikere. Generelt har hans ry lidt under den katastrofale afslutning i Harpers Ferry, og hans død kort efter kapitulationen lukker kapitlet om en officer, hvis lange forudgående karriere blev overskygget af en enkelt, omstridt begivenhed.
Historisk vurdering forsøger at balancere Miles' mangeårige tjeneste i den regulære hær med de konkrete fejltrin i september 1862 og samtidig sætte dem ind i den større kontekst af militære udfordringer, efterretninger og kommandoindsigt under krigens bevægede år.
