For den spanske maler, se Diego Velázquez.

Diego Velázquez de Cuéllar (ca. 1465 – 1524) var en spansk soldat og koloniadministrator (en conquistador), som ledede erobringen og den første koloniale administration på Cuba for Spanien. Han omtales ofte som Diego de Velázquez i nogle kilder, bl.a. af dominikanske historikere og i Appleton's Cyclopedia.

Biografi og tidlige år

Velázquez blev født i byen Cuéllar nær Segovia i det nordlige Spanien. Han drog til Amerika som en del af Christoffer Columbus' anden rejse i 1493 og etablerede sig på øen Hispaniola, hvor han tilbragte omkring 17 år, først som soldat og senere som lokal administrator. Her tjente han under guvernøren Nicolás de Ovando og var aktiv i de militære og administrative bestræbelser på at konsolidere den spanske kontrol over øen.

Militære aktioner og bygrundlæggelser på Hispaniola

På Hispaniola deltog Velázquez i ekspeditioner mod de oprindelige taíno-folk og i oprettelsen af koloniale bosættelser. Han medvirkede til stiftelsen af flere byer og administrative centre, herunder:

  • Azua de Compostela (1504)
  • San Juan de la Maguana (1503)
  • Bánica (1504)
  • Salvatierra de la Sabana (1504, senere kendt som Les Cayes på Haiti)
  • Santa María de la Verapaz (i nærheden af det nuværende Port-au-Prince, Haiti)
  • Villanueva de Yáquimo (nu Jacmel, Haiti)

Disse bosættelser var led i Spaniens tidlige koloniale system, som omfattede tildeling af encomiendas og indførsel af tvangsarbejde, hvilket fik store negative konsekvenser for de oprindelige befolkninger.

Erobringen af Cuba og guvernørembedet

I 1511 forlod Velázquez Salvatierra de la Sabana med omkring 300 mand og tre eller fire skibe for at erobre Cuba. Efter erobringen blev han udnævnt til øens første guvernør. Som guvernør organiserede han kolonisering, bosættelser og økonomisk udvikling — herunder landbrug og senere indførsel af mere omfattende plantagedrift.

Velázquez grundlagde og udviklede flere af de tidlige cubanske byer, og det var under hans administration at faste europæiske bosættelser blev etableret. Blandt de vigtigste bygrundlæggelser regnes:

  • Nuestra Señora de la Asunción de Baracoa (1511) – den første europæiske by på Cuba og øens første hovedstad
  • San Salvador del Bayamo (1513)
  • Santiago de Cuba (udviklet omkring 1514)
  • Havana (grundlagt i 1515 som en vigtig havn og senere hovedstad)

Udforskning, ekspeditioner og forbindelsen til erobringen af Mexico

Under Velázquez' guvernørperiode sponsorerede og sendte han flere ekspeditioner til det mexicanske fastland og Yucatán-halvøen. Der er i kilderne forskellige angivelser af datoer og ledere for disse ekspeditioner, men hans administration stod bag flere af de opdagelsesrejser, der åbnede vejen for den spanske erobring af Mexico og mødet med de mesoamerikanske civilisationer på 1510- og 1520-tallet.

I 1519 gav Velázquez autorisation til, at hans sekretær, Hernán Cortés, ud skulle føre en ekspedition til Mexico med et antal soldater. Kort efter landsætningen i Veracruz brød Cortés imidlertid forbindelsen med Velázquez og gik i stedet sin egen vej, hvilket førte til den spanske erobring af aztekerriget. Velázquez reagerede ved at forsøge at tilbagekalde Cortés' mandat og støttede senere ekspeditioner, herunder udsendelsen af andre kommandører fra Cuba, for at gribe ind mod Cortés — et eksempel er udsendelsen af en styrke under Pánfilo de Narváez i 1520, som i første omgang blev slået af Cortés og derefter sluttede sig til ham.

Forholdet til oprindelige folk og kolonial administration

Velázquez' administration var en del af den tidlige koloniale orden, som indførte encomienda-systemet og organiserede udnyttelsen af lokal arbejdskraft til fordel for kolonisterne. Systemet og tilknyttede krige, tvangsflytninger og sygdomme førte til et kraftigt fald i den oprindelige befolkning. Under hans styre begyndte også importen af afrikanske slaver at blive et element i den koloniale økonomi, efterhånden som den oprindelige arbejdsstyrke blev decimeret.

Død og eftermæle

Diego Velázquez de Cuéllar døde i Santiago de Cuba i 1524. Hans rolle som den første guvernør på Cuba gjorde ham til en central figur i Spaniens tidlige koloniale historie i Caribien. Han huskes for at have etableret de første europæiske bosættelser på Cuba, for at have organiseret lokale ekspeditioner mod fastlandet og for at have været både initiativtager og deltager i de institutioner og metoder, der formede kolonitiden — til glæde for kolonimagten og med alvorlige konsekvenser for de oprindelige kulturer.

Selvom han i samtiden og i ældre historieskrivning ofte fremstår som dygtig administrator og initiativrig erobrer, er nyere forskning også optaget af de menneskelige omkostninger ved erobringen og koloniseringen, som Velázquez og hans samtidige medvirkede til.