Døden: Det personificerede væsen — Grim Reaper, Dødens engel og myter

Oldgræsk

På oldgræsk så grækerne døden som noget godt. Han er ofte vist som en skægget, bevinget mand eller en ung, bevinget dreng. Døden, eller Thanatos, er det modsatte af livet. Døden er repræsenteret som en mand og livet som en kvinde. Han er tvillingebror til Hypnos, søvnens gud, og han beskrives som blid, han ledsager de døde til underverdenen, Hades, og overdrager de døde til Charon, som fører en båd, der fører de døde til underverdenen gennem floden Styx. Thanatos' søstre, Keres, var ånderne af den voldelige død, de var forbundet med dødsfald som følge af kamp, sygdom, ulykker og mord. De blev skildret som onde, de ernærede sig af de dødes krop, efter at sjælen var blevet eskorteret til Hades. De havde hugtænder, kløer og var klædt i blodige juveler.

Roman

I den gamle romerske mytologi var døden kendt som Mors, som var den romerske pendant til den græske gud Thanatos og den hinduistiske gudinde Mara. Selv om det latinske navneord for "død", mors, er af feminint køn, vides det ikke, at den antikke romerske kunst, der er bevaret, afbilder Døden som en kvinde.

Keltisk

Waliserne fremstillede døden som Angeu, og for bretonerne var det Ankou, de var den samme. Han optrådte som en mand med en sort kappe, nogle gange med en le, der red på en vogn, som han samlede de døde på.

I skotsk folklore troede man på, at en mystisk sort, mørkegrøn eller hvid hund, kendt som Cù Sìth, tog døende sjæle med til livet efter døden. Lignende figurer findes også i irske og walisiske historier.

Polen

I Polen har Døden, eller Śmierć, et udseende, der ligner vores moderne hæsling, men i stedet for en sort kåbe bærer han en hvid kåbe.

Baltisk

Litauerne kalder døden Giltinė, fra ordet gelti (at stikke). Giltinė blev vist som en gammel, grim kvinde med en lang, blå næse og en giftig tunge. Legenden fortæller, at Giltinė var ung, smuk og kommunikativ, indtil hun blev fanget i en kiste i syv år. Dødens gudinde var en søster til livets og skæbnens gudinde, Laima, og symboliserede forholdet mellem begyndelsen og slutningen.

Letterne kaldte Døden Veļu māte, fra et ord der betyder "mor".

Efter den overtog litauerne og letterne den klassiske Slyngelmanden med den sorte kappe og leen.

Hindu-tekster

I hinduistiske tekster kaldes dødens herre for Yama. Yama rider på en sort bøffel og bærer et reb for at føre de døde til sit fængsel. Der findes mange former for høstere, de er hans agenter. De kaldes Yamaduts. Der opbevares alle gode og onde mennesker i en slags arkiv. Derefter tager Yama arkivet ud og bestemmer, hvor sjælen skal placeres i det næste liv, i henhold til hinduismens reinkarnation. Yama nævnes også i Mahabharata som en filosof og en hengiven Brahman-tilhænger.

Vor Frue af den hellige død (Santa Muerte) er en kvindelig guddom eller en folkehelgen i mexicansk folkereligion, hvis popularitet er vokset i Mexico og USA i de seneste år. La Calavera Catrina, en figur, der symboliserer døden, er også et ikon i forbindelse med den mexicanske De Dødes Dag.

I Meitei-mytologien (Manipuri-mytologi) er døden personificeret af flere guder, herunder Thongalel, underverdenens hersker og dødens gud, sammen med sine koner. I underverdenens rige forvalter han dødens sjæle, enten for at sende dem tilbage eller for at bringe en ny sjæl til og fra den menneskelige verden. Ved disse opgaver bistås han af Thongak Lairembi og Khamnung Kikoi Louonbi. Underverdenens rige kaldes "Khamnung kongerige", og dets hovedstad, "Khamnung Sawa", ligger midt i floden "Ashi Turel", som kun har en enkelt bro bestående af en tråd. Denne bør kun krydses af de sjæle, der ikke begår selvmord i deres jordiske liv. Ellers må man slå over inde i underverdenens rige, men uden for hovedstaden "Khamnung Sawa", hvilket naturligvis også er et smertefuldt liv for sjælene.

I Kojiki'en dør Izanami efter at have født ildguden Kagu-tsuchi af sår fra dens ild og går ind i den evige nat kaldet Yomi-no-kuni (underverdenen), som guderne trækker sig tilbage til, og hvor hendes mand Izanagi rejser hen i et mislykket forsøg på at få hende tilbage. Han opdager, at hans kone ikke længere er så smuk, og i et kort skænderi mellem dem bagefter lover hun at tage tusind liv hver dag, hvilket er et tegn på hendes position som dødsgudinde.

Der findes også dødsguder kaldet shinigami (死神, "dødsguder", "dødsånder"), som er tættere på den vestlige tradition med den sørgelige høker; selv om de er almindelige i moderne japansk kunst og fiktion, var de stort set fraværende i den traditionelle mytologi.

Memitim

Memitim er en type engel fra Bibelen, som er forbundet med menneskers død. Ordene er fra det hebraiske sprog ממיתים (dansk: mordere). De er nævnt for at dræbe de mennesker, som deres skytsengel ikke længere beskytter dem. Der er en vis debat om Memitim's natur blandt bibelforskere, men det er accepteret, at de, som beskrevet i Jobs Bog 33:22, er mordere af en slags.

Jødedom

Form og funktioner

Ifølge Midrash blev Dødsenglen skabt af Gud på den første dag af skabelsen. Han bor i himlen og har tolv vinger. "Jeg har givet dig magt over alle mennesker", sagde Gud til dødsenglen, "men ikke over dette menneske, som har fået frihed fra døden gennem loven".Det siges, at dødsenglen er fuld af øjne. I dødens tid står han over den døende og venter på, at mennesket skal se ham. Når den døende endelig ser ham, lader han en galde falde ned i den døendes mund, og det er det, der dræber ham endeligt Udtrykket "at smage døden" stammer fra den forestilling, at døden blev forårsaget af en dråbe galde.

Døden og Satan

Dødsenglen, som af nogle identificeres med Satan, har lige efter skabelsen en strid med Gud om Messias' lys. Da Eva rørte ved kundskabens træ, talte Dødens engel til hende, og hun tænkte: "Nu skal jeg dø, og Gud vil skabe en anden hustru til Adam". Adam talte også til Dødens engel. Dødens engel sidder foran de dødes ansigt. Mens Abraham sørgede over Sara, viste englen sig for ham, hvilket forklarer, hvorfor "Abraham rejste sig fra sit dødssted". Samael fortalte Sara, at Abraham havde ofret Isak på trods af hans klynkeri, og Sara døde af rædsel og sorg. Det var Moses, der oftest havde kontakt med englen. Ved Koras modstand så Moses ham.

Islam

I islam findes Dødens ærkeengel, der hedder Azrael. I Koranen nævnes han ikke under dette navn, men under navnet Mal'akkh al Mut (arabisk: ملاك الموت, "Dødens engel"). Han beskrives også i gamle hebraiske tekster som Azrael, Dødens engel. Han kaldes også Azrael i tidlige kristne tekster.