William Walton | britisk komponist og dirigent

De tidlige år

Waltons familie var musikalske, men de havde meget få penge. Begge hans forældre sang, og Walton sang i det lokale kirkekor. Hans far slog ham, hvis han lavede en fejl. Det kan være derfor, at han senere i livet var så omhyggelig med hver eneste tone, han skrev.

Som tiårig blev han medlem af koret i Christ Church Cathedral i Oxford. Han lærte klaver og violin. Han var kun 16 år, da han tog til Oxford University, hvor han var på Christ Church, Oxford. Det meste af det, han vidste om at komponere, lærte han sig selv. Han studerede partiturer af værker af bl.a. Igor Stravinsky, Claude Debussy og Jean Sibelius. Han fik nogle lektioner af Hugh Allen, organisten i katedralen. I Oxford blev Walton venner med to digtere: Sacheverell Sitwell og Siegfried Sassoon. Det meste af den musik, han skrev, da han var meget ung, er gået tabt, men koralhymnen A Litany, som han skrev, da han kun var 15 år, viser hans musikalske talent med sine moderne harmonier.

Walton forlod Oxford i 1920 uden en eksamen efter at have dumpet sine eksamener tre gange. Han kom til at bo hos Sitwell-familien, som introducerede ham for mange vigtige mennesker, herunder komponisten Constant Lambert og sangskriveren Noel Coward. Han rejste også med Sitwell-familien til Italien. I 1923 satte han et af Edith Sitwells digte i musik. Stykket blev kaldt Façade. Musikken var meget jazzet og næsten spøgefuld, og den lød meget moderne for mange mennesker på den tid.

I 1920'erne tjente Walton nogle penge på at spille klaver på jazzklubber, men han brugte det meste af sin tid på at komponere på Sitwells' loft. Orkesterouverturen Portsmouth Point (som han dedikerede til Sassoon) var det første værk, der viser Waltons egentlige stil. I 1929 begyndte bratschkoncerten at gøre ham rigtig berømt. Den blev efterfulgt af Belshazzar's Feast (1931), Symfoni nr. 1 (1935), kroningsmarchen Crown Imperial (1937) og Violinkoncerten (1939). Alle disse værker er meget populære i dag.

Efter Anden Verdenskrig

Under Anden Verdenskrig var Walton ikke tvunget til at aftjene værnepligt, så han havde tid til at komponere musik til propagandafilm, såsom The First of the Few (1942) og Laurence Oliviers filmatisering af Shakespeares Henry V (1944). Efter at have komponeret sin anden strygekvartet (1946) brugte Walton det meste af de næste syv år på at skrive sin opera Troilus and Cressida (1947 - 1954). Operaen var ikke særlig populær. Det skyldtes, at hans musik var ret romantisk og meget forskellig fra meget af den moderne musik, der var på mode i 1950'erne, især Pierre Boulez' og hans efterfølgeres musik.

Walton komponerede også musikken til yderligere to Shakespeare-Olivier-film - den Oscar-vindende Hamlet og Richard III. Walton vandt dog ikke nogen Oscar for nogen af sine Shakespeare-baserede musikstykker.

Walton begyndte derefter at skrive mere orkestermusik: Cellokoncerten (1956), Symfoni nr. 2 (1960) og Variationer over et tema af Hindemith (1963). Han begyndte at få mange hædersbevisninger: Han blev slået til ridder i 1951 og modtog fortjenstordenen i 1968. Folk kunne lide hans komiske enaktsopera The Bear, da den blev opført på Aldeburgh-festivalen i 1967, og han blev spurgt af folk fra hele verden om ny musik. Hans sangcykler fra denne periode blev uropført af berømte sangere som Peter Pears og Elisabeth Schwarzkopf.

Sidste år

I sine sidste år fandt Walton det mere og mere vanskeligt at komponere. Han forsøgte at komponere en tredje symfoni for André Previn, men opgav senere. Hans sidste værker var for det meste kirkemusik eller omarbejdninger af ældre værker... Han havde bosat sig på øen Ischia i Italien i 1949 med sin argentinske kone Susana Gil. Han døde der i 1983.

Siden hans død er Waltons musik blevet opført og indspillet mange gange. Folk tænker ikke længere på ham som gammeldags, men som en komponist, der havde en meget stærk personlighed, hvilket tydeligt kan høres i hans musik.

Walton blev slået til ridder i 1951 og udnævnt til Order of Merit i 1967.