Sir William Walton — Indflydelsesrig britisk komponist og dirigent (1902–1983)
Sir William Walton (1902–1983): indflydelsesrig britisk komponist og dirigent kendt for energiske, jazzede rytmer og centrale værker i 1900-tallets musikliv.
Sir William Walton OM, (født Oldham, 29. marts 1902; død Ischia, Italien, 8. marts 1983) var en britisk komponist og dirigent. Han var en af de vigtigste britiske komponister fra midten af det 20. århundrede, en periode, der også omfattede Benjamin Britten og Michael Tippett. Hans musik har meget livlige rytmer, som ofte er jazzede.
Tidligt liv og uddannelse
William Walton voksede op i Oldham i Lancashire. Han viste tidligt musikalsk talent og modtog både skole- og kirkemusikalsk træning. I begyndelsen af sin karriere tiltrak han sig opmærksomhed fra kendte samtidige, og samarbejdet med digteren og kritikeren Edith Sitwell var afgørende for hans gennembrud i 1920'erne.
Musikalsk stil
Waltons stil kombinerer kraftfuld orkestrering, drivende rytmer og en forkærlighed for både moderne og traditionelle elementer. Hans musik kan være både dramatisk og lyrisk, ofte kendetegnet ved farverig orkesterføring, rytmisk energi og nogle steder tydelige inspirationer fra jazz og populærmusik. Samtidig bevarede han en stærk melodisk sans, hvilket gjorde hans værker tilgængelige for et bredt publikum uden at miste kunstnerisk tyngde.
Hovedværker
Han skrev værker i mange genrer: orkester-, kor- og kammermusik samt koncerter og scenemusik. Blandt hans mest kendte værker er:
- Façade – et tidligt, eksperimenterende samarbejde med Edith Sitwell, der kombinerer recitation og musik.
- Belshazzar's Feast – et stort og dramatisk oratorium for kor og orkester, som stod for et tidligt gennembrud og viste hans evne til storslået kor- og orkestral skrivning.
- Koncerter og solistværker – Walton skrev bl.a. koncerter for soloinstrumenter og orkester, som viser hans flair for både virtuositet og orkesterbalancer.
- Symfonier og toneværker – hans orkesterproduktion omfatter symfoniske værker, der bidrog til hans ry som en af Storbritanniens førende komponister i det 20. århundrede.
Film- og scenemusik
Walton bidrog også væsentligt til film- og scenemusik. Han skrev flere filmkompositioner, hvoraf musikken til Laurence Oliviers Shakespeare-filmatiseringer (herunder Henry V og Richard III) regnes blandt hans mest kendte filmiske arbejder. Hans erfaring med dramatisk timing og orkesterfarver gjorde ham eftertragtet til teater- og filmbesætninger.
Senere liv og arv
Senere i livet boede Walton en stor del af tiden i Italien og fortsatte med at komponere og dirigere. Hans værker har bevaret en fast plads i den klassiske repertoire, både i Storbritannien og internationalt. Han æres for sin evne til at forene moderne idiomer med mere traditionelle former, og hans kompositioner opføres stadig hyppigt i koncerthuse og ved festivaler.
Betydning
William Walton betragtes som en central skikkelse i britisk musik i det 20. århundrede. Hans kombination af dramatisk energi, rytmisk vitalitet og orkestral finesse gjorde ham indflydelsesrig for efterfølgende generationer af komponister og sikrede hans plads i den britiske musiktradition.
De tidlige år
Waltons familie var musikalske, men de havde meget få penge. Begge hans forældre sang, og Walton sang i det lokale kirkekor. Hans far slog ham, hvis han lavede en fejl. Det kan være derfor, at han senere i livet var så omhyggelig med hver eneste tone, han skrev.
Som tiårig blev han medlem af koret i Christ Church Cathedral i Oxford. Han lærte klaver og violin. Han var kun 16 år, da han tog til Oxford University, hvor han var på Christ Church, Oxford. Det meste af det, han vidste om at komponere, lærte han sig selv. Han studerede partiturer af værker af bl.a. Igor Stravinsky, Claude Debussy og Jean Sibelius. Han fik nogle lektioner af Hugh Allen, organisten i katedralen. I Oxford blev Walton venner med to digtere: Sacheverell Sitwell og Siegfried Sassoon. Det meste af den musik, han skrev, da han var meget ung, er gået tabt, men koralhymnen A Litany, som han skrev, da han kun var 15 år, viser hans musikalske talent med sine moderne harmonier.
Walton forlod Oxford i 1920 uden en eksamen efter at have dumpet sine eksamener tre gange. Han kom til at bo hos Sitwell-familien, som introducerede ham for mange vigtige mennesker, herunder komponisten Constant Lambert og sangskriveren Noel Coward. Han rejste også med Sitwell-familien til Italien. I 1923 satte han et af Edith Sitwells digte i musik. Stykket blev kaldt Façade. Musikken var meget jazzet og næsten spøgefuld, og den lød meget moderne for mange mennesker på den tid.
I 1920'erne tjente Walton nogle penge på at spille klaver på jazzklubber, men han brugte det meste af sin tid på at komponere på Sitwells' loft. Orkesterouverturen Portsmouth Point (som han dedikerede til Sassoon) var det første værk, der viser Waltons egentlige stil. I 1929 begyndte bratschkoncerten at gøre ham rigtig berømt. Den blev efterfulgt af Belshazzar's Feast (1931), Symfoni nr. 1 (1935), kroningsmarchen Crown Imperial (1937) og Violinkoncerten (1939). Alle disse værker er meget populære i dag.
Efter Anden Verdenskrig
Under Anden Verdenskrig var Walton ikke tvunget til at aftjene værnepligt, så han havde tid til at komponere musik til propagandafilm, såsom The First of the Few (1942) og Laurence Oliviers filmatisering af Shakespeares Henry V (1944). Efter at have komponeret sin anden strygekvartet (1946) brugte Walton det meste af de næste syv år på at skrive sin opera Troilus and Cressida (1947 - 1954). Operaen var ikke særlig populær. Det skyldtes, at hans musik var ret romantisk og meget forskellig fra meget af den moderne musik, der var på mode i 1950'erne, især Pierre Boulez' og hans efterfølgeres musik.
Walton komponerede også musikken til yderligere to Shakespeare-Olivier-film - den Oscar-vindende Hamlet og Richard III. Walton vandt dog ikke nogen Oscar for nogen af sine Shakespeare-baserede musikstykker.
Walton begyndte derefter at skrive mere orkestermusik: Cellokoncerten (1956), Symfoni nr. 2 (1960) og Variationer over et tema af Hindemith (1963). Han begyndte at få mange hædersbevisninger: Han blev slået til ridder i 1951 og modtog fortjenstordenen i 1968. Folk kunne lide hans komiske enaktsopera The Bear, da den blev opført på Aldeburgh-festivalen i 1967, og han blev spurgt af folk fra hele verden om ny musik. Hans sangcykler fra denne periode blev uropført af berømte sangere som Peter Pears og Elisabeth Schwarzkopf.
Sidste år
I sine sidste år fandt Walton det mere og mere vanskeligt at komponere. Han forsøgte at komponere en tredje symfoni for André Previn, men opgav senere. Hans sidste værker var for det meste kirkemusik eller omarbejdninger af ældre værker... Han havde bosat sig på øen Ischia i Italien i 1949 med sin argentinske kone Susana Gil. Han døde der i 1983.
Siden hans død er Waltons musik blevet opført og indspillet mange gange. Folk tænker ikke længere på ham som gammeldags, men som en komponist, der havde en meget stærk personlighed, hvilket tydeligt kan høres i hans musik.
Walton blev slået til ridder i 1951 og udnævnt til Order of Merit i 1967.
| Myndighedskontrol | |
| Generelt |
|
| Nationale biblioteker |
|
| Andre |
|
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvem var Sir William Walton?
A: Sir William Walton var en britisk komponist og dirigent.
Q: Hvornår og hvor blev han født?
Svar: Han blev født i Oldham, England den 29. marts 1902.
Sp: Hvilken musikperiode komponerede han i?
Svar: Han komponerede i midten af det 20. århundrede, sammen med Benjamin Britten og Michael Tippett.
Spørgsmål: Hvad er hans musik kendt for?
Svar: Hans musik er kendt for sine livlige rytmer, der ofte har en jazzet fornemmelse.
Spørgsmål: Hvor døde han?
Svar: Han døde i Ischia, Italien, den 8. marts 1983.
Søge