Dadaisme: definition, historie og indflydelse på kunst og kultur

Oplev Dadaismens oprør: historie, nøglefigurer, teknikker og dens indflydelse på moderne kunst, surrealisme og popkultur.

Dadaisme er en avantgarde intellektuel bevægelse, der startede omkring 1. verdenskrig. ^p60/61 Bevægelsen opstod som en reaktion på krigens grusomheder og den politiske og kulturelle opløsning i Europa. Selv om den i første omgang ikke blev tænkt som en traditionel kunstbevægelse, fik dens eksperimenter og provokationer hurtigt stor indflydelse på kunsten og kulturen i årene efter.

Oprindelse og historisk kontekst

Dadaismen begyndte i Zürich i Schweiz omkring 1916, især omkring Cabaret Voltaire, hvor digtere, musikere og billedkunstnere mødtes for at lave performances, oplæsninger og «nonsens»-forestillinger. Bevægelsen var stærkt påvirket af krigen i Europa og af en dyb mistillid til de politiske og sociale institutioner, som mange mente havde ført til konflikten. Dadaisterne ville undergrave etablerede værdier, kritisere borgerligheden og angribe den traditionelle idé om kunst som noget æstetisk værdifuldt og ophøjet.

Kunstneriske metoder og udtryk

Dadaens udtryk var mangfoldigt og omfavnede både visuelle, litterære og performative former. Typiske metoder var:

• Collage og photomontage – sammensætning af fundne billeder og tekststykker.
• Ready-mades – fundne genstande ophøjet til kunst gennem kunstnerens valg (et centralt eksempel er Marcel Duchamps konceptuelle arbejder).
• Lydpoesi og sound poetry – eksperimenter med stemme, lyde og nonsens-ord for at bryde sprogets konventioner.
• Cut-up og collage i tekst – skabelse af nye betydninger ved at klippe og samle tekststykker.
• Performances, happenings og provokationer – teater, oplæsninger og aktioner designet til at chokere publikum og udfordre normer.

Væsentlige personer

Flere kunstnere og forfattere var centrale for dadaismen i forskellige byer. I Zürich var navne som Hugo Ball, Emmy Hennings, Tristan Tzara og Hans (Jean) Arp vigtige. Bevægelserne spredte sig videre til Berlin, Köln, Hannover, Paris og New York, hvor andre figurer bidrog med deres egne versioner af dada:

• Tristan Tzara – en af de mest kendte formidlere af dadaens manifest og idéer.
• Marcel Duchamp – vigtig for idéen om ready-mades og for at udfordre kunstens grænser (Marcel Duchamp er nævnt i den oprindelige tekst).
• Max Ernst – udviklede collage-teknikker og surrealistiske overgange (Max Ernst er nævnt i den oprindelige tekst).
• Man Ray – fotograf og eksperimentel kunstner, aktiv i Paris og New York (Man Ray er nævnt i den oprindelige tekst).
• Andre vigtige navne inkluderer Raoul Hausmann, Hannah Höch, Kurt Schwitters og Francis Picabia.

Det er værd at bemærke, at nogle navne i den bredere avantgardekreds — f.eks. Salvador Dali — er mere knyttet til surrealismen; Dalí er mest kendt som surrealist, men nogle af hans idéer ligger i forlængelse af dadaens udfordring af traditioner.

Dada i forskellige byer

Dadaismen tog forskellige former afhængigt af lokal kontekst:

• Zürich (Cabaret Voltaire): Politisk og poetisk eksperiment, teater, lyd og nonsens.
• Berlin: Aggressiv, politisk og erotisk satire; stærk kritisk holdning til borgerlig kultur.
• Paris: Mere kunstnerisk-syntetisk miljø, hvor dada smeltede sammen med andre avantgardestrømme; Tristan Tzara flyttede og organiserede grupper i Paris, hvor kunstnere som Jean Cocteau og Man Ray indgik i kredsen.
• New York: En mere konceptuel og urbane version af dada, hvor kunstnere som Duchamp og Man Ray udførte provokerende aktioner og publikationer.

Temaer og ideologi

Dadaisterne arbejdede ofte med begreber som det groteske, det absurde og det makabre. De ville latterliggøre tilværelsens absurditet og afsløre samfundets meningsløshed efter krigen. Bevægelsen var i mange tilfælde antikapitalistisk og antinationalistisk og stod i skarp opposition til de autoriteter, der efter dadaisternes mening havde ført Europa ud i tragedien. Ideen om, at «alt kunne være kunst, hvis kunstneren erklærede det for at være det», var et provokerende værktøj: ved at ophøje hverdagsobjekter til kunst udfordrede de selve begrebet kunst og værdi.

Manifest, publikationer og forestillinger

Dada udviklede sig ikke kun gennem billeder, men også gennem skrifter, manifesttekster, tidsskrifter og performances. Tristan Tzara skrev flere manifeste, og grupperne udgav avis- og tidsskriftprojekter, der spredte idéerne. Performances kunne være kaotiske, med oplæsninger af nonsens-tekster, musikalske eksperimenter og fysisk teater, der afbrød publikums forventninger.

Indflydelse og arv

Dadaismen var på sit højeste i perioden 1916–1922, men dens indflydelse gik langt ud over disse år. Den lagde grunden for surrealisme, påvirkede senere bevægelser som popkunst og blev ofte nævnt som en forløber for punkens æstetik og holdning, der senere kom til udtryk i bl.a. punkrock. En senere økonomisk og formmæssig genoplivning af nogle dada-idéer opstod i 1950'erne og 1960'erne under betegnelsen Neo-Dada, hvor kunstnere igen brugte found objects, collage og ironisk distance til kulturen.

Vigtige værker og begivenheder

Nogle af de mest omdiskuterede aktioner og værker fra dadaens historie illustrerer bevægelsens provokerende karakter. Marcel Duchamps ready-mades (fx «Fountain» fra 1917) er klassiske eksempler på konceptuel provokation. Dada-forestillinger i Cabaret Voltaire, Berlin-aktioner og de mange tidsskrifter og manifestudgivelser var ligeledes centrale for spredningen af bevægelsens idéer.

Dadaisme i teater og litteratur

Dadaens syn på det absurde og groteske kan også spores i nyere dramatik og teatertraditioner. Ideen om at latterliggøre tilværelsens absurditet har sit udtryk i bl.a. Samuel Becketts dramatiske kunst og i forfattere fra den parisiske scene som Arthur Adamov, Jean Genet samt enkelte træk i Eugene O'Neill. Der er dog forskelle: hvor dada ofte er destruktivt og provokerende, arbejder absurd teater ofte med eksistentielle spørgsmål i en dramaturgisk form.

Ordet "Dada" kan være en hentydning til et spædbarns første ord, som f.eks. "Mama". Ingen ved med sikkerhed, hvem der har opfundet navnet, og der er flere forklaringer og myter omkring oprindelsen, hvilket passer godt til bevægelsens legende og tvetydige karakter.

Samlet set var dadaismen en radikal udfordring til kunstens og kulturens institutioner: dens arv findes i den fortsatte vilje til at stille spørgsmål ved, hvad kunst er, og hvordan kunst kan påvirke samfundet.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er dadaisme?

Q: Var det oprindeligt en kunstbevægelse?

Spørgsmål: Hvornår startede dadaismen?

Spørgsmål: Hvor længe varede dadaismens indflydelse i kunsten?

Spørgsmål: Hvilken type bevægelse er dadaismen?

Spørgsmål: Havde dadaismens indflydelse nogen indflydelse på andre områder end kunsten?

Søg efter bogstav