Bjørnstjerne Martinius Bjørnson (født 8. december 1832 i Kvikne, Norge – død 26. april 1910 i Paris, Frankrig) var en norsk dramatiker, forfatter og digter. Han modtog Nobelprisen i litteratur i 1903, en hæder der blev givet som anerkendelse af hans ædle, alsidige og livfulde forfatterskab, som både havde stor betydning for Norge og for verdenslitteraturen.
Liv og familie
Hans far var præsten Peder Bjørnson, en luthersk sognepræst, men Bjørnson udviklede sig senere til en kritiker af organiseret religion og var fortaler for religiøs tolerance. Han giftede sig med skuespillerinden Karoline Reimers, som var en markant personlighed i datidens norske teaterverden. Deres søn, Bjørn Bjørnson, blev også en fremtrædende skuespiller og teaterleder og medvirkede desuden i nogle af de tidlige filmproduktioner. Deres datter Bergljot blev gift med Henrik Ibsens søn Sigurd, hvilket bandt to af Norges mest kendte forfatterfamilier tættere sammen.
Uddannelse og tidlig karriere
Bjørnson gik i gymnasiet på Heltbergs Studentfabrik i Oslo, hvor han var skolekammerat med Henrik Ibsen. Han begyndte på universitetet i Oslo, men fuldførte ikke studierne. I begyndelsen af 1850'erne skrev han litteraturanmeldelser og artikler for avisen Morgenbladet, hvilket banede vejen for hans senere position som en af Norges mest indflydelsesrige offentlige intellektuelle.
Litteratur, teater og politisk engagement
Som 25-årig fik han sit første teaterstykke produceret, Mellem Slagene. Han gjorde sig hurtigt bemærket gennem realistiske skildringer af bondelivet i Norge og gennem skarpe samfundslitterære dramaer. Blandt hans kendte værker er skuespillet Paul Lange og Tora Parsberg, som var et kraftigt indlæg for politisk tolerance, og På Guds veie, som handlede om religiøs tolerance og spørgsmålet om individets forhold til troen. Internationalt er han især berømt for sine bondeskildringer og fortællinger fra norsk landsbygdliv; romanen Synnøve Solbakken er en af hans mest læste og er blevet filmatiseret flere gange.
Bjørnson arbejdede også som teaterinstruktør og kulturredaktør. Han var senere redaktør for avisen Aftenbladet, hvor han skrev markante liberale lederartikler og tog aktiv del i samtidens store politiske og moralske debatter. Internationalt markerede han sig bl.a. ved at forsvare Alfred Dreyfus lidenskabeligt under Dreyfus‑sagen.
"Ja, vi elsker dette land" og national betydning
Et af Bjørnsons mest varige bidrag til norsk kultur er teksten til nationalsangen "Ja, vi elsker dette land". Digtet blev senere sat i musik af komponisten Rikard Nordraak og er i praksis blevet Norges nationalsang, sunget ved officielle begivenheder, nationale mærkedage og folkelige sammenkomster.
Senere år og død
Bjørnson forblev aktiv som forfatter, debattør og samfundsmand gennem størstedelen af sit liv og modtog i 1903 Nobelprisen i litteratur for sit samlede forfatterskab. Han døde 26. april 1910 i Paris, Frankrig. Hans lig blev senere overført og begravet på Aulestad i Gausdal, hvor han tilbragte mange af sine år og hvor hans hjem i dag er et mindested over hans liv og arbejde.
Arv
Bjørnstjerne Bjørnson står som en central skikkelse i norsk kultur- og litteraturhistorie. Udover sit forfatterskab var han en engageret offentlig intellektuel, der talte for politiske reformer, ytringsfrihed, religiøs og politisk tolerance samt nationale og sociale rettigheder. Hans digte og skuespil læses stadig, og hans indflydelse mærkes i norsk litteratur, politik og offentlighedsliv.