Akkusativ: Definition, funktion og eksempler i forskellige sprog

Akkusativ: Definition, funktion og konkrete eksempler på dansk, engelsk, tysk og latin — forstå objektets form og korrekt brug i forskellige sprog.

Akkusativ er den grammatiske kasus, der markerer det direkte objekt for et transitivt verbum. Med andre ord viser akkusativformen hvilket led i sætningen der bliver påvirket direkte af handlingen. Dette forklares bedst med konkrete eksempler:

Grundlæggende eksempler

I sætningen "Han ser kvinden" er "han" subjektet, altså den, der udfører handlingen. I sætningen "Kvinden ser ham" er "ham" det direkte objekt (det, der bliver set). På engelsk afspejles dette i nogle tilfælde ved forskellige pronomenformer: "he" (subjekt) vs. "him" (objekt). "Him" svarer dermed til en akkusativform.

Hvis vi bruger et navneord, har engelsk ofte samme form for subjekt og objekt (substantivet ændrer ikke form): Manden ser kvinden og kvinden ser manden — "man" som substantiv står altså i samme form uanset funktion, mens pronomen kan ændre form.

Akkusativ i andre sprog

På mange sprog markeres akkusativ ved særlige endelser, artikelformer eller ved bestemte pronomener. Nogle illustrative sprog-eksempler:

• Latin: Eksempel: "Manden ser kvinden" = "Vir feminam videt", mens "Kvinden ser manden" = "Femina virum videt". Her er vir (subjekt) kontra virum (objekt) og femina (subjekt) kontra feminam (objekt). Akkusativendelsen viser altså objektet.
• Tysk: I tysk viser akkusativ ofte sig på artiklen frem for substantivet: "Der Wagen" (nominativ, subjekt) bliver "den Wagen" i akkusativ, når bilen er objekt. Desuden styrer nogle præpositioner altid akkusativ (fx durch, für, gegen, ohne, um), og i bevægelseskontekst vælger enkelte præpositioner mellem dativ/akkusativ for at markere henholdsvis sted vs. retning (fx "in der Stadt" = i byen (sted), "in die Stadt" = ind i byen (retning)).
• Dansk: Moderne dansk har i højere grad tabt kasusendelser på substantiver; akkusativ markeres primært i pronomener: jeg/mig, du/dig, han/ham, hun/hende, vi/os, I/jer, de/dem. Eksempler:
  • Subjekt: Han læser bogen.
  • Akkusativ (objekt): Han læser bogen / Hun så ham.
  I dansk får altså substantivet sjældent en ændret form, men pronomenerne ændres i objektsposition.
• Engelsk: Som nævnt har mange substantiver samme form for subjekt og objekt, mens pronominer skelner (I/me, he/him, she/her osv.).
• Russisk (og andre bøjningssprog): I russisk markeres akkusativ gennem endelser, og der er særlige regler for masculine substantiver afhængigt af om de er levende (animate) eller ikke-levende (inanimate). F.eks. for levende, maskuline substantiver kan accusativformen ligne genitiv i stedet for nominativ.

Funktioner og særlige forhold

• Direkte vs. indirekte objekt: Akkusativ markerer normalt det direkte objekt. Det indirekte objekt (til hvem/for hvem) kan i nogle sprog stå i dativ eller markeres med præpositioner.
• Præpositioner: I nogle sprog får præpositioner et bestemt kasus, fx styrer tyske præpositioner enten akkusativ eller dativ; i dansk og engelsk bruges præpositioner i stedet for kasus på substantiver (fx "til ham", "for hende").
• Ordstilling og passiv: I sprog uden synlige kasus (som moderne engelsk eller dansk) er ordstilling afgørende for at skelne subjekt og objekt (SVO). I passivkonstruktioner bliver det direkte objekt ofte til det nye subjekt: "Han ser kvinden" (aktiv) → "Kvinden bliver set" (passiv).
• Morfologi vs. syntaks: Nogle sprog (latin, russisk, tysk til en vis grad) bruger morfologiske ændringer (endelser, artikler) til at markere kasus. Andre sprog (engelsk, dansk) bruger i højere grad syntaktiske midler som ordstilling og præpositioner.

Praktiske eksempler — kort opsummering

• Dansk: Han ser hende. / Hun ser ham.
• Engelsk: He sees her. / She sees him. (pronomen ændrer form)
• Tysk: Der Mann sieht die Frau. → Er sieht die Frau. (subjekt) / Er sieht die Frau → Er sieht den Mann? (nominativ der → akkusativ den for maskulin bestemt artikel)
• Latin: Vir feminam videt. (vir = nominativ, virum = akkusativ)

Konklusion: Akkusativ er først og fremmest en måde at markere det direkte objekt i en sætning. Hvordan akkusativ markeres — gennem endelser, artikelvariation, særlige pronominer eller slet ikke — varierer meget mellem sprog. For sprog som dansk og engelsk er det især pronomenformer og ordstilling, man skal være opmærksom på; for bøjningssprog som latin og russisk er det formen af ordet, der bærer informationen.

Søg efter bogstav