Traktaten om den endelige regulering med hensyn til Tyskland (tysk: Vertrag über die abschließende Regulung in bezug auf Deutschland fransk: Traité portant règlement définitif concernant l'Allemagne russisk: Traité portant règlement définitif concernant l'Allemagne Догοвор об окончательном урегулировании в отношении Германии) kaldes undertiden 2+4-traktaten.

Baggrund og forhandlinger

Traktaten blev underskrevet af de to Tysklande (Vest- og Østtyskland) og de fire allierede i krigstiden (Frankrig, USA, Det Forenede Kongerige og Sovjetunionen (USSR)) den 12. september 1990 i Moskva, USSR. Forhandlingerne fandt sted i kølvandet på Murens fald i 1989 og den hurtige proces mod genforening af Øst- og Vesttyskland. Målet var at afslutte de særlige rettigheder og forpligtelser, som de allierede havde haft i Tyskland siden nazisternes overgivelse i 1945, og at slå fast Tysklands fremtidige status i Europa.

Hovedpunkter i traktaten

Traktaten indeholder en række vigtige bestemmelser, som tilsammen gjorde det muligt at gennemføre genforeningen og afklare Tysklands internationale stilling:

  • Afslutning af krigstilstanden og overgivelse af beføjelser: De allierede under Anden Verdenskrig opgav de beføjelser og pligter, de havde haft i de to Tysklande og i Berlin, hvilket formelt afsluttede de sidste rester af Anden Verdenskrig i juridisk forstand.
  • Suverænitet: Traktaten gav grundlaget for, at Tyskland kunne blive fuldt suverænt. Den 15. marts 1991 trådte traktaten i kraft, og Tyskland blev fuldt suverænt (dvs. i stand til at kontrollere alt på sit eget territorium, herunder Berlin).
  • Forpligtelser om fredelig politik: Tyskland forpligtede sig til at føre en fredelig udenrigspolitik, begrænse størrelsen af sine væbnede styrker og afstå fra at udvikle eller anskaffe atomvåben.
  • Troppeflytninger og fremtidig militær tilstedeværelse: Traktaten fastlagde retningslinjer for tilbagetrækning af udenlandske tropper. Sovjetunionen forpligtede sig til at flytte alle sine tropper ud af Østtyskland og Østberlin inden 1994 (tilbagetrækningen blev gennemført i løbet af 1994). Samtidig blev spørgsmålet om vestlige tropper og Berlins status reguleret i aftalen.
  • NATO og militære begrænsninger i øst: Tyskland kunne tilslutte sig NATO som ét forenet land. Traktaten indeholdt også aftaler om, at NATO-tropper og visse typer tunge våben ikke umiddelbart skulle være permanent stationeret i de tidligere østtyske territorier på en måde, der ændrede den militære balance uden yderligere aftaler.
  • Grænsespørgsmål: Traktaten bekræftede Tysklands grænser, og den tyske regering stadfæstede, at den aftale, den indgik med Polen i 1970 om grænsen (den såkaldte Oder–Neisse-grænse), fortsat skulle gælde som endelig.

Ratifikation og ikrafttræden

Seks parter underskrev traktaten, men kun fem parter ratificerede den. Grunden er, at Tyskland blev forenet under én regering den 3. oktober 1990, tre uger efter underskrivelsen; dermed bortfaldt Østtysklands særlige ratifikationsrolle, og den samlede tyske stat trådte i stedet ind i processen. Traktaten trådte officielt i kraft den 15. marts 1991.

Betydning og eftervirkninger

2+4-traktaten var et centralt skridt i afslutningen af den kolde krig i Europa. Dens konsekvenser omfattede blandt andet:

  • Formalisering af Tysklands genforening og fjernelse af de allieredes suverænitetsbeføjelser over tysk territorium.
  • Afklaring af grænser og sikkerhedspolitisk status, herunder anerkendelse af den polsk-tyske grænse.
  • Regulering af militær tilstedeværelse og en plan for tilbageførsel af sovjetiske styrker fra det tidligere Østtyskland.
  • Muliggørelse af, at et forenet Tyskland kunne deltage i internationale organisationer på lige fod med andre suveræne stater, herunder fuld deltagelse i NATO.

Debat og senere opfattelser

Traktaten har også været genstand for politisk og historisk debat. Især er der diskussion om, hvad der mundtligt blev aftalt i 1990 om NATO’s fremtidige udvidelse mod øst. Mens nogle russiske politikere og kommentatorer senere har hævdet, at der blev givet garantier om, at NATO ikke ville udvide øst for det forenede Tyskland, peger mange historikere og vestlige diplomater på, at en sådan forpligtelse ikke fremgår af traktatteksten. Den formelle traktat tillod Tyskland at være medlem af NATO, men skrev ikke generelt forbud ind mod NATO-udvidelse i Europa.

Konklusion

2+4-traktaten var den juridiske ramme, der gjorde det muligt at afslutte de sidste eftervirkninger af Anden Verdenskrig i Tyskland og at gennemføre en fredelig genforening af landet. Ved at afklare suverænitet, grænser, troppeforhold og militære begrænsninger bidrog traktaten til at skabe et nyt sikkerhedspolitiske grundlag i Europa efter Den kolde krig.