Det norske sprog er Norges officielle sprog. Det tales af over 4,5 millioner mennesker og tilhører gruppen af nordgermanske sprog, som tales i Skandinavien. Disse omfatter også svensk, dansk, islandsk og færøsk.

Der findes to former af sproget: bokmål (som betyder "bogsprog") og nynorsk (som betyder "nynorske"). Begge er officielt sidestillede skriftsprog i Norge, men de har forskellig oprindelse, normer og udbredelse.

Historisk baggrund

Norge var i union med Danmark fra ca. 1380 til 1814, og den skrevne tradition i denne periode var stærkt præget af dansk. Efter opløsningen af unionen opstod et ønske om et mere "norsk" skriftsprog. Ivar Aasen (1813–1896) samlede og systematiserede norske landsmåls-dialekter og udviklede det, der senere blev kaldt nynorsk. Den skriftlige form baseret på danske traditioner udviklede sig parallelt og kaldes i dag bokmål (tidligere også riksmål).

Bokmål

Bokmål er den mest udbredte skriftsprogsform i Norge. Det har udviklet sig fra dansk-norsk skriftsprog og indeholder både danske, norske og senere reformtilpasninger. I praksis bruges bokmål af et flertal af befolkningen og i de fleste landsdækkende medier, offentlige dokumenter og i mange skoler.

Nynorsk

Nynorsk bygger på norske dialekter og blev skabt for at give et skriftsprog, der afspejler den norske talemåde mere direkte. Nynorsk bruges især i vestlige regioner som Vestlandet og i enkelte kommuner, hvor det er valgt som administrativt mål. Omkring 10–15 % af eleverne i norsk skole vælger nynorsk som hovedmål (tallene kan variere over tid og mellem kilder).

Væsentlige forskelle

Forskellene mellem bokmål og nynorsk ligger primært i ordvalg, bøjninger, stavemåde og nogle grammatiske former. Her er nogle typiske eksempler:

  • jegeg (nynorsk) — personligt pronomen.
  • ikkeikkje (nynorsk) — negation.
  • hverkvar (nynorsk) — spørgeord.
  • værevere (nynorsk) — infinitiv af "at være".
  • skoleskule (nynorsk) — substantiv.
  • Præteritum: jeg gikkeg gjekk (nynorsk).

Udtale, dialekter og gensidig forståelighed

Norsk tales i et væld af dialekter, og mange nordmænd bruger ofte deres lokale talemål i daglig tale selv om de skriver bokmål eller nynorsk. De talte varianter kan adskille sig betydeligt mellem regioner, men generelt er danskere, svenskere og nordmænd i høj grad gensidigt forståelige, især når man taler klart og langsomt. Bokmål ligner ofte dansk skriftligt, mens nynorsk viser større lighed med vestnorske dialekter.

Officiel status og brug i skole og administration

Begge målformer er officielt anerkendt. Kommuner i Norge kan fastsætte, hvilken målform der er administrativt sprog i kommunen, og elever kan i skolen have enten bokmål eller nynorsk som hovedmål. Mange offentlige institutioner og medier tilbyder tekster på begge målformer, og staten arbejder med normering og ordbøger for at sikre konsistens.

Sproglige reformer og samnorsk

Der har været flere reformer af stave- og bøjningstraditionerne gennem de sidste 150 år. I første halvdel af 1900-tallet var der en politisk bevægelse for "samnorsk", altså et fælles skriftsprog, men ideen om en fuld forening af bokmål og nynorsk blev aldrig fuldt realiseret og møtte modstand. Siden er reformarbejdet primært fokuseret på modernisering og forenkling i begge målformer.

Tips til den, der vil lære norsk

  • Begynd med bokmål, hvis du vil kunne læse norske aviser og kommunikation bredt, men lyt også til forskellige dialekter for at forstå talt norsk.
  • Lær de grundlæggende forskelle i ordforråd og bøjning mellem bokmål og nynorsk, hvis du arbejder eller bor i områder, hvor nynorsk er udbredt.
  • Brug norske medier, bøger og sprogbøger, og øv dig i både skrift og tale — det hjælper dig til hurtig forståelighed i praksis.

Samlet set er det norske sprog rigt og varieret. Valget mellem bokmål og nynorsk afspejler både historiske udviklinger og lokale identiteter, og begge målformer lever videre i samtidens Norge som ligeværdige udtryk for landets sprogbrug.