Krigskunsten (kinesisk: 孫子兵法; pinyin: Sūnzĭ bīngfǎ) er en gammel kinesisk militærtekst. Den blev skrevet af Sun Tzu, en højtstående militærgeneral, strateg og taoistisk filosof. Teksten indeholder 13 kapitler. Hvert kapitel dækker et aspekt af krigsførelse. Bogen blev skrevet for over 2.500 år siden. Krigskunsten var en af de tidligste bøger om kinesisk krigsførelse. Den er stadig en af de mest kendte og mest indflydelsesrige bøger, der nogensinde er skrevet. Bogen blev kopieret i stor stil i den antikke verden. I begyndelsen blev den skrevet på bambuslameller, der blev syet sammen. Den blev læst af politikere, lærde og militære ledere. Oversættelser af bogen blev først læst i Japan og Korea. Den ældste kopi fra Japan stammer fra det 8. århundrede. Den blev oversat til fransk i 1772 af en jesuit ved navn Jean Joseph Marie Amiot. Den første oversættelse til engelsk blev udgivet af Lionel Giles i 1910. Krigskunsten blev første gang oversat til russisk i 1950. På grund af russernes kendskab til fransk kultur er det sandsynligt, at de havde kopier på fransk meget tidligere. Den bruges i dag af handelsskoler og militærer over hele verden.



Forfatterskab og datering

Traditionelt tilskrives værket Krigskunsten den historiske figur Sun Tzu, men moderne forskning diskuterer både forfatterens identitet og tekstens tilblivelse. Teksten menes at stamme fra perioden omkring det sene forår og efterår eller de tidlige stridende stater (ca. 5.–3. århundrede f.Kr.). Mange forskere mener, at værket kan være et resultat af flere forfattere eller en redaktionel sammensætning over tid frem for ét enkelt forfatterskab.

Struktur og hovedtemaer

Krigskunsten består af 13 korte kapitler, hvor hvert kapitel behandler et konkret strategisk eller taktisk emne. Centrale temaer er:

  • At vinde uden kamp: Foretrukken er sejr uden direkte væbnet sammenstød ved hjælp af overlegen strategi og diplomati.
  • Viden og efterretning: Vigtigheden af spionage, efterretninger og forståelse af både egen styrke og fjendens svagheder.
  • Fleksibilitet og tempo: Hurtighed, tilpasning til terræn og situation samt udnyttelse af fjendens uforberedelse.
  • Bedrag og afledning: Brug af bedrag for at forvirre og lokke modstanderen i ugunstige positioner.
  • Økonomiske og menneskelige omkostninger: Overvejelser om ressourceforbrug, moral og lederskab ved længerevarende konflikter.

En almindeligt anvendt oversigt over kapitlerne (med engelske titler, ofte anvendt i moderne oversættelser) er:

  • 1. Planlægning (Laying Plans)
  • 2. Krigsførelsens omkostninger (Waging War)
  • 3. Strategisk angreb (Attack by Stratagem)
  • 4. Taktiske dispositioner (Tactical Dispositions)
  • 5. Energi (Energy)
  • 6. Svage og stærke punkter (Weak Points and Strong)
  • 7. Manøvrer (Maneuvering)
  • 8. Variationen i taktikker (Variation in Tactics)
  • 9. Felttogets bevægelser (The Army on the March)
  • 10. Terræn (Terrain)
  • 11. De ni situationer (The Nine Situations)
  • 12. Angreb med ild (Attack by Fire)
  • 13. Brug af spioner (Use of Spies)

Arkeologiske fund og teksthistorie

Opdagelser af gamle bambus- og trælameller har bidraget til forståelsen af tekstens ældste former. Et vigtigt fund er de såkaldte Yinqueshan-bambus-lameller (fundet i det 20. århundrede), som indeholdt tidlige varianter af flere militære tekster, herunder versioner relateret til Krigskunsten. Sådanne fund viser, at teksten cirkulerede i forskellige versioner og understøtter idéen om, at værket er blevet redigeret gennem tiden.

Historisk og moderne indflydelse

Krigskunsten har haft enorm betydning ikke kun i militære kredse, men også i politik, forretningsstrategi, sport og ledelse. I Østasien blev værket en del af den dannelse, som embedsmænd og militære officere studerede. I moderne tid bruges afsnit fra teksten til at illustrere principper om konkurrence, risikostyring og strategi i erhvervslivet. Tekstens fokus på efterretninger og psykologisk krigsførelse gør den også relevant inden for diplomati og moderne konfliktanalyse.

Oversættelser og reception i Vesten

Oversættelseshistorien begyndte med interesser i Japan og Korea, og i Vesten fik teksten opmærksomhed fra det 18. århundrede. Den franske jesuit Jean Joseph Marie Amiot introducerede dele af teksten i 1772, og den engelske oversættelse af Lionel Giles fra 1910 blev særlig indflydelsesrig. Siden da er der kommet mange oversættelser og kommenterede udgaver, hver med forskellig fortolkning og vægt på enten historisk kontekst eller praktisk anvendelse.

Kritik og misbrug

Selvom teksten ofte roses for sin dybde og tidløse indsigt, advarer eksperter mod at forsimple eller slå op i Krigskunsten som en universalløsning. Mange moderne anvendelser i erhvervslivet eller politik trækker enkelte citater ud af kontekst, hvilket kan føre til misforståelser om både etikkens rolle og de praktiske begrænsninger i moderne konflikter.

Hvorfor læse Krigskunsten i dag?

Værkets styrke ligger i de kortfattede principper, der tvinger læseren til at overveje strategi, information og menneskelige faktorer i enhver konflikt eller konkurrence. Uanset om man har interesse i militærhistorie, ledelse eller strategisk tænkning, giver Krigskunsten en ramme for at analysere situationer, træffe beslutninger og forstå, hvorfor nogle konflikter vinderes og andre tabes.