Silkehajen

Beskrivelse

Silkehajen er en stor, slank haj med en ret langstrakt, afrundet snude, en relativt skrå første rygfinne med en stump top, der er placeret bag brystfinnernes kanter, en lille anden rygfinne med en ekstremt lang fri bagspids (mere end to gange højden) og en lav interdorsal rids (rids mellem rygfinnerne). Brystfinnerne er lange og slanke og har mørkfarvede spidser. Silkehajer er normalt mørkegrå med en bronzefarvet nuance, men har undertiden en gyldenbrun farve. Deres underside er hvid. Bortset fra den første rygfinne er spidserne på alle finnerne skumfarvede; dette er mere synligt hos ungerne. Overtænderne er bredt trekantede og skråtstående og bliver mere diagonale mod kæbernes vinkel, som er stærkt skåret og stærkt takkede på siderne. De nederste tænder er hævede med glatte kanter. Der er normalt 1 til 2 symfysetænder på både under- og overkæben. Hudtænderne er små, tæt pakkede og overlappende, hvilket giver skindet en glat eller "silkeagtig" tekstur, hvilket har givet hajen dens navn. Den maksimale længde for denne art er 3,3 meter (10 fod). Hannerne bliver kønsmodne ved en længde på 2,2-2,3 meter (9-10 års alderen) og vokser til en mindre størrelse end hunnerne, som bliver kønsmodne ved en længde på 2,3-2,5 meter (12 års alderen), men disse tal er dog forskellige blandt de forskellige populationer af denne art. Silkehajer vejer omkring 350 kg (770 pund).

Silkehajen har en kort første rygfinne og lange brystfinner.

Taxonomi

Det første eksemplar, der blev beskrevet, fik navnet Carcharias (Prionodon) falciformis af Johannes Müller og Jakob Henle i 1841. Slægtsnavnet Carcharhinus stammer fra de græske ord "karcharos", der betyder "skærpe", og "rhinos", der betyder "næse". Andre navne, der er givet til silkehajen, er Squalus eller Prionodon tiburo, Gymnorhinus eller Gymnorrhinus pharaonis, Aprionodon sitankaiensis, Carcharhinus floridanus, Eulamia malpeloensis og Carcharhinus atrodorsus.

Müller og Henles tegning af en silkehaj

Habitat

Silkehajen er almindelig i tropiske og subtropiske farvande og findes i Atlanterhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean. I det vestlige Atlanterhav findes den fra den amerikanske stat Massachusetts til Brasilien (herunder Den Mexicanske Golf og Det Caribiske Hav), og i øst findes den fra Spanien til Angola. Den findes i det vestlige Indiske Ocean og i Det Røde Hav fra Tanzania til Mozambique, herunder Madagaskar og Comorerne, og i det mellemste og østlige Indiske Ocean fra Maldiverne og Sri Lanka til det vestlige Australien. Den findes fra Kina til New Zealand i det vestlige Stillehav (herunder Hawaiiøerne) og fra Baja California til Peru i det østlige Stillehav.

Selv om silkehajen hovedsageligt findes i den pelagiske zone, findes den ikke kun i det åbne hav, men er også blevet registreret på så lave dybder som 18 meter (56 fod). Det er en aktiv, hurtig haj, der foretrækker varmere vand (ca. 23 °C). Den findes almindeligvis nær kanterne af kontinentalsokler og over dybhavsrev, hvor der er en stor mængde fødekilder. Den lever hovedsageligt fra overfladen og ned til mindst 500 meter, men er blevet fanget på vanddybder på helt op til 4.000 meter. Undersøgelser viser, at grupper af silkehajer indeholder silkehajer af forskelligt køn, men af samme størrelse. Unge silkehajer kan findes i kystnære børnehaver, mens voksne hajer findes længere ude på havet, over dybere vand.

Silkehajer findes mest i åbent vand

Fodring

Silkehajen lever hovedsageligt af benfisk som tun, makrel, sardiner, multe, pighaj, snapper, havkutlinger, havkatfisk, ål, lanternefisk, filefish, aftrækkerfisk og pigghaj. Dens føde omfatter også blæksprutter, papirnautilus og svømmende krabber, og der er fossile beviser på, at den spiser døde hvaler. På grund af deres gode høresans og jagttaktik er disse hajer fremragende jægere. De arbejder normalt sammen for at "drive" grupper af små fisk op til overfladen og fange fiskene. Når fiskene er tæt pakket sammen, angriber silkehajerne fiskene med stor hastighed og æder ofte hele gruppen af fisk.

Tun er et yndet bytte for silkehajen

Reproduktion

Silkehajen er vivipar, hvilket betyder, at den føder levende. I det vestlige nordlige Atlanterhav parrer hunnerne sig i det sene forår (maj-juni) og føder i samme periode, men i løbet af det følgende år, hvilket betyder, at drægtighedsperioden varer 12 måneder. Antallet af unger pr. kuld er 6-14 i det vestlige Atlanterhav, 9-12 i det østlige Atlanterhav, 9-14 i det vestlige Indiske Ocean og 2-11 i det centrale Indiske Ocean. Ungerne tilbringer de første par måneder i koralrev, men flytter til det åbne hav inden den første vinter. I det vestlige nordlige Atlanterhav ligger opvækstområderne langs de caribiske øer.

Andre navne

På engelsk kaldes silkehajen også for "Net-eater haj" i det østlige Stillehav, fordi den ofte fanges i net, der bruges til tunfiskeri. Silkehajen kaldes også for "Blackspot haj", "Grå hvalfangerhaj", "Olivenhaj", "Reef haj", "Ridgeback haj", "Sickle haj", "Sickle silk haj" og "Sickle-shaj". På andre sprog kaldes silkehajen for "cação" (portugisisk), "cazon" (spansk), "cazon de playa" (spansk), "cazón-tiburón" (spansk), "haukkahai" (finsk), "jaqueta" (spansk), "jaqueton" (spansk), "kanhaai" (hollandsk), "karcharinos lios" (græsk), "kurotogarizame" (japansk), "lombo preto" (portugisisk), "malie" (samoansk), "mandi sravu" (malayisk), "mangeur d'hommes" (fransk), "marracho sedoso" (portugisisk), "marracho-luzidio" (portugisisk), "mbamba menyo" (swahili), "moosi" (gujarati), "mungsing" (javanesisk), "mushi" (marathi), "papa" (swahili), "papa bunshu" (swahili), "pating" (tagalog), "requin soyeux" (fransk), "seidenhai" (tysk), "suga sura" (telugu), "syhaai" (afrikaans), "tiburón" (spansk), "tiburon jaqueton" (spansk), "tiburón lustroso" (spansk), "tiburón sedoso" (spansk), "tinterero" (spansk), "tollo" (spansk), "tollo mantequero" (spansk), "tribon berde" (papiamento), "tubarão-luzidio" (portugisisk), "yu jereh" (malayisk), "yu pasir" (malayisk) og "zijdehaai" (nederlandsk).

Menneskelig interaktion

Silkehajer anses for at være farlige for mennesker på grund af deres aggressive natur og størrelse. Silkehajer er blevet observeret med løftet hoved, bøjet ryg og sænket hale, en kropsholdning, der menes at være en form for trusselsmanøvre. Silkehajer er vigtige for langline- og garnfiskeri i mange dele af verden. I Den Mexicanske Golf fanges de ofte sammen med tunfangster, men de fanges også af hajfiskere. I Caribien fiskes de undertiden, normalt med langline, men de er ikke en almindelig fangst. På Maldiverne og i Sri Lanka er de den vigtigste hajarten, idet de udgør 70-80 % af fangsterne i den pelagiske zone. I japanske farvande er silkehajer en almindelig målart i hajfiskeriet og fanges også i forbindelse med sværdfisk- og tunfiskeri. I de midtatlantiske farvande i USA fiskes silkehajen i begrænset omfang, men ikke i større antal. Kød, olie og finner fra silkehajen sælges kommercielt. Silkehajen fiskes også af fritidsfiskere. Ligesom andre hajer er silkehajen i fare på grund af overfiskning på grund af dens lange drægtighedsperiode, lave antal afkom og langsomme væksthastighed. Ud over dens betydning for forskellige fiskerier er silkehajen blevet brugt i forskellige videnskabelige undersøgelser for at undersøge hajernes sansebiologi.