Pintupi Nine – de sidste nomadiske Pintupi fundet nær Kiwirrkurra i 1984

Baggrund

De fleste Pintupi-familier var blevet bosat i landbosamfund i mere end 20 år forinden. Fra 1930'erne blev Pintupierne tvunget til at forlade deres hjemland på grund af de våbenforsøg, der blev udført i Woomera. De fleste blev bragt til Papunya, meget langt mod øst, som historisk set er Luritja-land. Andre blev flyttet mod nordvest til Balgo i Kukatja-landet. Efter denne tid siges det, at Pintupi'erne havde opgivet at lede efter nogen af deres slægtninge, der boede i ørkenen, efter at de havde mistet kontakten med det almindelige samfund. De troede, at disse mennesker var døde.

I 1960'erne var der kun få familier, der stadig levede som nomader i ørkenen. De fleste af dem havde hørt om hvide mennesker og steder som Papunya. Men de var ikke kommet i kontakt med dem. De valgte at fortsætte med at leve på den måde, de altid havde levet på. Det var et problem, for de var alle nært beslægtede. Pintupi følger et strengt system af slægtskab (kaldet hudgrupper), der siger, hvem de kan gifte sig med. Det sikrer, at de undgår indavl. Da der ikke var mange familier tilbage i den store ørken, var der næsten ingen egnede partnere for de yngre mænd og kvinder.

Langt senere vedtog Northern Territory i 1976 loven om Aboriginal Land Rights Act. Mange Pintupi begyndte at vende tilbage til deres land for at etablere permanente samfund. De etablerede byen Kintore i 1981. Længere mod vest blev Kiwirrkurra grundlagt i 1983 nær Lake Mackay. Denne saltslette er hjertet af Pintupi-hjemmelandet, og det er her, hvor denne særlige familie for det meste boede.

Familiehistorie

Familien blev oprindeligt ledet af en mand ved navn Waku Tjungurrayi. Han havde fire hustruer: Papalya, Nanu, Watjunka og en anden kvinde (hvis navn ikke er kendt af udenforstående). Disse hustruer var alle søstre, der tilhørte hudgruppen Nangala. Papalya var Wakus vigtigste kone. De fik tre børn: Topsy, Warlimpirrnga og Takariya. Waku havde også et andet barn, Piyiti, med den fjerde (unavngivne) søster. I de tidlige år rejste og jagede denne familie nogle gange sammen med en anden gruppe. Den blev ledet af en mand ved navn Tjukurti Tjakamarra (senere kendt som Freddy West). I 1962 besluttede West og hans familie, at de ville flytte til Papunya for at bo der. Waku ville ikke rejse, så de forlod Wakus familie og tog østpå.

Omkring et år senere forlod den ældste datter, Topsy, gruppen. Hun giftede sig med en mand ved navn Tommy Tjakamarra, som havde mødt familien på sin vej nordøstpå til Mikantji. Topsy havde ingen at gifte sig med i sin egen gruppe, og Tommy havde det rigtige hudnavn. Så de tog af sted for at slå sig ned på Mikantji. Omkring dette tidspunkt døde Piyiti's mor.

Waku døde omkring 1964. Kort tid efter sluttede en mand ved navn Lanti (eller "Joshua") sig til gruppen og giftede sig med de tre enker. Han havde boet i Balgo, men forlod det efter at være kommet i problemer med de katolske missionærer. Han stødte på gruppen, da han gik sydpå gennem ørkenen. Han overtog Wakus plads som leder af gruppen. Nanu var hans hovedhustru. De fik tre børn: Tamayinya, Yalti og Yukultji. Lanti fik også et andet barn, Walala, med Watjunka. Watjunka døde på et tidspunkt i løbet af 1970'erne. Da Lanti døde omkring 1980, var der ni tilbage i gruppen.

Medlemmer

Gruppen bestod af to kvinder og deres syv børn. Alle blev født i ørkenen, så deres nøjagtige alder er ukendt.

• Papalya (Nangala) - Gruppens oprindelige mor. Er sandsynligvis født i midten af 1930'erne og var i midten af 50'erne på tidspunktet for kontakten.
• Nanu (Nangala) - Papalias søster og gruppens anden mor. Hun er også midt i 50'erne. Født i Marapinti, nordvest for det sted, hvor Kiwirrkurra ligger i dag.
• Piyiti (Tjapaltjarri) - Ældste søn af Waku, omkring 26 år gammel på det tidspunkt. Hans mor døde et par år før Wakus død.
• Warlimpirrnga (Tjapaltjarri) - Ældste søn af Papalya. Født omkring 1959, omkring 25 år på det tidspunkt. Blev leder af gruppen efter Lanti's død.
• Takariya (Napaltjarri) - Yngre datter af Papalya. Født omkring 1960, omkring 24 år gammel på det tidspunkt.
• Tamayinya (Tjapangati) - Også kendt som Tamlik. Søn af Lanti og Nanu. Omkring 15 år på det tidspunkt.
• Yalti (Napangati) - ældste datter af Lanti og Nanu, omkring 14 år på det tidspunkt. Gift med Warlimpirrnga siden begyndelsen af 1980'erne, kort efter hendes fars død.
• Yukultji (Napangati) - yngre datter af Lanti og Nanu, omkring 12 eller 13 år gammel på det tidspunkt.
• Walala (Tjapangati) - Den yngste af børnene, ca. 12 år gammel. Søn af Lanti og Watjunka.

Story

Livet i ørkenen

Familien levede af at rejse mellem midlertidige vandhuller omkring Lake Mackay. De fulgte skyerne, da tilstedeværelsen af vand dikterede, hvor de skulle tage hen. De bar kun små bælter lavet af hår. De bar 2 meter lange træspyd, spydkastere og boomeranger til jagt. De havde også et øksehoved, som Lanti havde bragt med fra Balgo. Gruppen spiste mest øgler, hekseagtige larver og buskplanter. De jagede også kanin, kænguru, emu, goanna og slange.

Familien kendte til steder som Papunya, Balgo og Mikantji. De vidste, at deres slægtninge boede der. Men Lanti havde altid holdt gruppen væk fra disse steder. De havde også hørt historier om kartiya (hvide), men forstod ikke, hvem de var. De få møder, de havde haft med moderne genstande (biler, fly), blev forbundet med det overnaturlige. I et interview huskede Warlimpirrnga: "Joshua havde fortalt os om hvide mænd og motorkøretøjer. Vi vidste, at der var ikke-aboriginale mennesker, der nærmede sig omkring os. Vi vidste ikke, hvad der skete."

Dertil kommer, at der var folk, der vidste, at denne familie stadig boede i ørkenen. Blandt disse var Topsy og Freddy West. De og deres familier flyttede alle til Kiwirrkurra i 1983. Andre lokale beboere så nogle gange lejrbål i det fjerne om natten og fodspor i sandet og vidste, at de tilhørte en gruppe, der vandrede rundt i ørkenen. Territoriets velfærdsafdeling skulle også have kendt til denne særlige gruppe allerede i 1962, og antropologer, der arbejdede med Pintupi i denne periode, hørte ofte om disse mennesker.

Faderen, Lanti (eller "Joshua"), døde engang omkring 1980. Han døde i Kuwarla, ved den nordlige ende af Mackay-søen. Som det er sædvanligt, flyttede familien væk fra området i sorg. De rejste sydpå i håb om at finde nogle slægtninge.

Kontaktoptagelse

Det møde, der førte til, at gruppen forlod ørkenen, fandt sted den 13. oktober 1984. Warlimpirrnga og Piyiti var ude at jage. De befandt sig ved Lake Mackay, ca. to dages gang fra det sted, hvor deres familie havde slået lejr. De så røg komme fra et lejrbål mod syd. Det var ved Winparku, et vandhul mellem Kiwirrkurra og Kintore. En mand ved navn Pinta Pinta og hans to sønner var ved at oprette en udstationering der. Efter mørkets frembrud kom Warlimpirrnga tæt på gruppen. De var påklædte og sad ved siden af en firehjulstrækker. De hentede vand til Warlimpirrnga fra en pumpe.

Warlimpirrnga var bange. Han var også vred, fordi disse fremmede sad på hans forfædres jord. De var faktisk i familie, men kendte ikke hinanden. Warlimpirrnga kendte kun til sine slægtninge ud fra det, som hans mødre havde fortalt ham om dem. De kom op at skændes, og Pinta Pinta blev bange. De troede hver især, at den anden var en fjerfod (troldmand). Da mandens søn affyrede et skud fra en riffel, løb Warlimpirrnga væk. Han tog sin familie med nordpå, dybt ind i ørkenen for at komme i sikkerhed. Dette var deres første møde med andre mennesker i 20 år.

I mellemtiden kørte Pinta Pinta og hans familie vestpå gennem natten til Kiwirrkurra. Han fortalte alle, at de havde set en fjerfodsmand. Men da han beskrev manden for dem, sagde Freddy West, at han troede, at det var Warlimpirrnga. Den næste dag mødtes de ældste og besluttede at finde gruppen og bringe dem ind. Den 15. oktober tog et hold bestående af syv Pintupi og Charlie McMahon, samfundskoordinatoren, ud til Winparku. Sammen fulgte de gruppens spor gennem ørkenen i to firehjulstrækkere. På den anden nat kunne de se familiens lejrbål i det fjerne. Den næste dag måtte McMahon tilbage. Hans ven, Geoff Toll, kørte op for at fortsætte eftersøgningen med de andre. De fandt familien næste morgen, den 18. oktober. De havde sporet dem 250 km nordpå til Maruwa, et vandhul nær Lake Mackay.

Da Warlimpirrnga første gang så Toll, en hvid mand, husker han: "Jeg kunne ikke tro det. Jeg troede, at han var en djævel, en ond ånd. Han havde samme farve som skyerne ved solopgang." Yalti troede, at den hvide mand var en ånd, der var sendt for at straffe hende for noget, hun havde gjort forkert. Familien var meget bange. De forsøgte at løbe og gemme sig for sporerne. Warlimpirrnga forsøgte at angribe dem, men Freddy West kunne berolige ham ved at vise ham, hvordan de var i familie med hinanden. Sporerne gav familien syltetøj fra en dåse og stykker chokolade at spise. De overtalte familien til at tage med dem til Kiwirrkurra. De fortalte dem, at der var masser af mad, og at der kom vand ud af rørene. Yalti sagde, at dette koncept var utroligt for dem.

Efter kontakt

Da de kom til Kiwirrkurra, så familien deres slægtninge igen for første gang i over 20 år. De var vrede på dem, fordi de havde efterladt dem og ikke var kommet for at finde dem. Da de så Topsy, blev hendes bror og søster så vrede, at de slog hende. Efter et par dage blev Takariya giftet bort med Freddy West. Det var en gestus mellem de to grupper.

Virkning

Betydningen af begivenheden blev forstået på mange forskellige måder. Organer, der arbejder for oprindelige folk, mente, at gruppens opdagelse ville hjælpe dem i debatten om oprindelige folks landrettigheder. Fred Myers, en antropolog, der blev inviteret til Kiwirrkurra for at studere den nye gruppe, hævder, at begivenheden blev en del af Pintupi's kamp for at få deres autonomi tilbage, som de havde mistet, da de først kom ud af ørkenen for at slå sig ned på Papunya. Han hævder, at deres hovedmål var at bevare det nye folks evne til at styre deres eget liv.

Nyheder

Før nyheden om gruppens opdagelse blev spredt, arbejdede lederne af Kiwirrkurra for at beskytte familiemedlemmernes privatliv. De ønskede også at beskytte dem mod den samme form for skam eller drilleri, som de selv havde oplevet, da de kom ud af ørkenen mange år tidligere.

En af de første, der blev informeret om begivenheden, var ministeren for Aboriginal Affairs, Clyde Holding. Hans ministerium ønskede at bruge gruppens historie i kampagnen for aboriginalernes landrettigheder. Holding gav historien til The Herald, en avis fra Melbourne. Til gengæld indvilligede avisen i ikke at fortælle nogen, hvor gruppen var. Historien blev første gang bragt på avisens forside den 24. oktober med en overskrift, der hævdede, at den havde "fundet den forsvundne stamme". Nyheden vakte stor opsigt og skabte straks overskrifter i hele landet. De blev i folkemunde kendt som "Pintupi Nine" eller "de sidste nomader". Familien selv ville dog ikke fortælle deres egen historie før langt senere i livet.

Denne omtale blev et problem for Holding. Lederne i Kiwirrkurra var vrede på ham, fordi han havde fortalt historien til pressen. Avisen havde offentliggjort fotografier af familiemedlemmerne uden deres tilladelse. Det havde fået andre journalister til at forsøge at trænge ind i deres samfund for at få oplysninger. De var heller ikke enige i den måde, som medierne definerede begivenheden på. De få oplysninger, som pressen havde fået, havde ført til romantiserede rapporter om en "første kontakt" eller en "opdagelse". Men set fra Pintupi'ernes synspunkt var familien slægtninge, som de kendte og havde en historie med. Efter deres opfattelse var gruppen ikke blevet "opdaget", men var blot ved at finde sammen igen efter at have været adskilt.

Sundhed

Da de først ankom, havde en læge fra Kintore undersøgt familien og besluttet, at de var stærke, raske og meget raske. Men i løbet af få dage blev de alle syge. De havde ikke nogen naturlig immunitet mod sygdomme. Holding ønskede, at et regeringsteam af lægespecialister skulle behandle dem. Men Kiwirrkurras ledere ville ikke lade nogen andre læger se på familien. De eneste, der fik lov til at behandle dem, var den lokale ngangkari (medicinmand) og lægen i Kintore.

På dette tidspunkt gav pintupierne stadig regeringens læger skylden for, at mange af deres folk, der var kommet ind fra ørkenen i 1960'erne, var døde. Disse mennesker var døde af infektioner og sygdomme, og Holding forsøgte at undgå, at dette skulle ske igen. I begyndelsen af november blev der rejst alvorlig bekymring for familiens overlevelse. Sekretæren for ministeriet for Aboriginal Affairs, Charles Perkins, kritiserede kraftigt Kiwirrkurra-lederne for at krænke familiens borgerrettigheder. Han sagde, at hvis de ikke fik den rette lægehjælp, ville de alle ni dø inden for to måneder, hvis de ikke fik den rette lægehjælp.

Lægen i Kintore mente, at det var Pintupi's ansvar at beslutte, hvad der var bedst for deres egne. De stolede på ham og lod ham behandle familien. Alle ni familiemedlemmer havde fået hoste og en bakteriel infektion kaldet treponema. Lægen behandlede dem og gav dem flere vaccinationer. De blev til sidst raske igen.

I dag

Den ældste bror, Piyiti, vendte tilbage til ørkenen i 1986. Han tog af sted i al hemmelighed og dækkede sine spor, så ingen kunne følge ham. Det er ikke klart, hvorfor han rejste, eller om nogen ved hvorfor. En lokal påstod, at det var fordi han havde hørt historier om Pintupi-folk, der døde af sygdomme, og var bange for, at det ville ske for ham. McMahon mener, at det var fordi han havde svært ved at tilpasse sig (justere sig) til tingene - især konflikter, da han havde levet hele sit liv sammen med sin familie. Der er forskellige teorier om, hvad der skete med Piyiti. Nogle mennesker tror, at han stadig lever i ørkenen. Warlimpirrnga hævdede i et interview i 2004 at have set Piyiti i Alice Springs og sagde, at han nu kalder sig "Yari Yari".

De andre boede i Kiwirrkura i mange år. I 1998 døde Papalya af nyresvigt. Hun var sandsynligvis næsten 70 år, da hun døde, og hun blev begravet i Kiwirrkura. Nanu døde i marts 2001, også tæt på 70 år gammel. På grund af en større oversvømmelse i Kiwirrkura på det tidspunkt blev hun begravet i Kintore.

De seks resterende medlemmer blev malere i Papunya Tula-skolen. De tre brødre - Warlimpirrnga, Tamayinya (nu kendt som Thomas) og Walala - bor nu for det meste i Alice Springs. Deres malerier er ofte blevet solgt for flere tusinde dollars. Især Warlimpirrnga er en af de mest kendte kunstnere inden for den vestlige ørkenstil. Han har malerier i flere nationale kunstgallerier i hele landet. Han og Yalti har tre børn. Bortset fra Thomas er de alle gift og har børn. Takariya blev separeret fra Freddy West og giftede sig igen. Yalti, Yukultji og Takariya bor stadig i Kiwirrkurra. De taler alle seks stadig kun pintupi.

Familien blev den sidste gruppe af mennesker, der levede en traditionel jæger-samlertilværelse i Australien. De var det sidste aboriginale folk, der kom i kontakt med den moderne civilisation.