Pintupi Nine var en familiegruppe af australske aboriginals, som ofte omtales som de sidste aboriginere i Australien, der levede et fuldstændigt nomadisk jæger‑samlerliv, indtil de kom i kontakt med den moderne civilisation i oktober 1984. Gruppen levede i Great Sandy Desert og blev mødt af deres slægtninge nær Kiwirrkurra, en af de mest afsidesliggende bosættelser i Vest‑Australien.

Baggrund og omstændigheder

Gruppen tilhørte Pintupi‑samfundet og boede vest for Mackay‑søen, nord for, hvor Kiwirrkurra ligger i dag. Det var i realiteten en enkelt familie: faren var for nylig død, og han efterlod to enker og syv børn, hvoraf størstedelen var unge voksne. Familien var på vej sydpå i håb om at genfinde slægtninge og forbindelser til andre grupper. Undervejs stødte de på en anden familie, som var i færd med at etablere en udstationering. Efter en misforståelse flygtede de fra dette møde.

De fleste andre grupper fra denne region havde forladt ørkenen mere end 20 år tidligere og var blevet bosat i byer og missioner både mod øst og vest. Årsagerne til denne bevægelse var mange — pres fra europæisk kolonisation, arbejde på stationer, missioner og regeringens politikker — men Pintupi Nine havde af forskellige grunde forblevet i ørkenen.

Mødet med Kiwirrkurra og eftervirkninger

Slægtninge fra Kiwirrkurra drog ud for at finde familien og bragte dem ind i det moderne samfund. Mødet i 1984 fik stærk opmærksomhed i både nationale og internationale medier og i faglige studier, fordi det var et markant eksempel på, at nogle grupper med traditionelt liv stadig fandtes i Australiens ørkener så sent i det 20. århundrede.

  • Tidspunkt: oktober 1984.
  • Sted: Great Sandy Desert, vest for Mackay‑søen, i nærheden af det nuværende Kiwirrkurra.
  • Sammensætning: én familie bestående af enker og børn (i alt ni personer).
  • Situationen: de levede som nomadiske jægere‑samlerer og søgte slægtninge i syd.

Betydning og efterliv

Pintupi Nine‑sagen har både symbolsk og praktisk betydning. Symbolsk viste den, at traditionelle livsformer og lokale kundskaber om ørkenen var blevet bevaret langt ind i 1900‑tallet. Praktisk førte kontakten til sundhedsundersøgelser, indkvartering og hjælp til at tilpasse sig ændrede levevilkår, men også til udfordringer i form af sygdomsrisici, kulturel tilpasning og tab af selvforsyning.

Historien om Pintupi Nine er desuden blevet brugt i antropologiske og historiske studier om kontakt‑situationer, rettigheder til land og kulturel bevarelse. Medlemmers møde med det moderne samfund satte fokus på befolkningers rettigheder, identitet og de komplekse følger ved kontakt mellem vidt forskellige livsformer.

Selvom Pintupi Nine var bemærkelsesværdige som en af de sidste dokumenterede grupper, der kom i kontakt med moderne australsk samfund i så sen tid, skal deres historie også ses i en bredere sammenhæng: mange aboriginale grupper havde tidligere oplevet tvungen flytning og kolonial påvirkning, og der fulgte i årtierne efter 1984 både bestræbelser på at bevare kultur og sprog samt deltagelse i det moderne australske samfund.

Fortællingen om Pintupi Nine minder om den stærke tilknytning til land og kultur blandt Pintupi‑folkene og understreger, hvor varieret og kompleks den nyere australske historie er.