Aboriginals landrettigheder i Australien
Aboriginal landrettigheder i Australien er det særlige sæt rettigheder, som oprindelige australiere har fået til at eje jord. Der findes mange forskellige typer love om jordrettigheder. De giver alle regeringen mulighed for at tildele jord til indfødte australiere på mange forskellige betingelser (vilkår). Der findes ordninger for jordrettigheder i Northern Territory, Queensland, New South Wales, South Australia og Victoria. I henhold til disse love gives ejendomsretten til jorden normalt til et samfund eller en etnisk gruppe, ikke til en enkeltperson. Normalt kan jord, der er blevet tildelt i forbindelse med en jordrettighedsordning, ikke sælges, handles eller pantsættes. Tilskuddene vil normalt kræve, at jorden skal gå i arv til kommende generationer.
Baggrund
Vedtagelsen af lovene om aboriginalernes landrettigheder i Australien blev forårsaget af mange vigtige protester fra aboriginalbefolkningen. Det var dog først i 1970'erne, at der opstod en organiseret bevægelse for anerkendelse af aboriginernes landrettigheder.
Pilbara-strejke
Den 1. maj 1946 strejkede mere end 800 aboriginale kvægavlere i Pilbara-regionen i Vestaustralien. De krævede løn for deres arbejde. De fik følgeskab af andre aboriginale arbejdere fra byerne Port Hedland og Marble Bar. Strejken sluttede i 1949.
Andragendet om Yolngu-bark
I 1963 omdannede regeringen en del af Yolngu-folkets traditionelle landområder (i Arnhem Land) til en bauxitmine. Yolngu-folket startede en underskriftsindsamling (nu kaldet Yirrkala bark-underskriftsindsamlingerne) for at kræve rettighederne til dette land. Underskriftsindsamlingen blev til en retssag. Minedriften fortsatte alligevel, og retssagen varede i 41 år. Yolngu blev endelig gjort til en del af aftalen mellem regeringen og mineselskabet i 2011.
Frihedsrejse
I 1964 og 1965 dannede studerende fra University of Sydney en gruppe kaldet Student Action for Aboriginals. De rejste ind i byer på landet i New South Wales for at undersøge segregation mellem indfødte og ikke-indfødte mennesker. De ledede protester for at få folk til at få kendskab til spørgsmålet om aboriginalernes borgerrettigheder. Det blev kendt som Freedom Ride-bevægelsen. På det tidspunkt blev aboriginals ikke talt med i folketællingen, og deres borgerrettigheder var anderledes end de hvide borgeres. Dette ændrede sig i 1967, da en folkeafstemning gav aboriginere de samme rettigheder som hvide australiere.
Wave Hill walkoff
Wave Hill blev afviklet i august 1966. I alt 200 Gurindji-kvægholdere og -tjenere på Wave Hill kvægstation strejkede for at kræve løn og tilbagelevering af nogle af deres traditionelle marker. Strejken varede i ni år. Kravet blev ikke opfyldt, men Gurindji-folket blev ved med at slå lejr på deres traditionelle landområder. De valgte at bryde statens lov, men at adlyde deres egen lov. Det skabte folkelig opbakning til aboriginalernes landrettigheder. Tilhængere i byerne samledes for Gurindji, og til sidst fik de ret til en del af deres land.
Baggrund
Vedtagelsen af lovene om aboriginalernes landrettigheder i Australien blev forårsaget af mange vigtige protester fra aboriginalbefolkningen. Det var dog først i 1970'erne, at der opstod en organiseret bevægelse for anerkendelse af aboriginernes landrettigheder.
Pilbara-strejke
Den 1. maj 1946 strejkede mere end 800 aboriginale kvægavlere i Pilbara-regionen i Vestaustralien. De krævede løn for deres arbejde. De fik følgeskab af andre aboriginale arbejdere fra byerne Port Hedland og Marble Bar. Strejken sluttede i 1949.
Andragendet om Yolngu-bark
I 1963 omdannede regeringen en del af Yolngu-folkets traditionelle landområder (i Arnhem Land) til en bauxitmine. Yolngu-folket startede en underskriftsindsamling (nu kaldet Yirrkala bark-underskriftsindsamlingerne) for at kræve rettighederne til dette land. Underskriftsindsamlingen blev til en retssag. Minedriften fortsatte alligevel, og retssagen varede i 41 år. Yolngu blev endelig gjort til en del af aftalen mellem regeringen og mineselskabet i 2011.
Frihedsrejse
I 1964 og 1965 dannede studerende fra University of Sydney en gruppe kaldet Student Action for Aboriginals. De rejste ind i byer på landet i New South Wales for at undersøge segregation mellem indfødte og ikke-indfødte mennesker. De ledede protester for at få folk til at få kendskab til spørgsmålet om aboriginalernes borgerrettigheder. Det blev kendt som Freedom Ride-bevægelsen. På det tidspunkt blev aboriginals ikke talt med i folketællingen, og deres borgerrettigheder var anderledes end de hvide borgeres. Dette ændrede sig i 1967, da en folkeafstemning gav aboriginere de samme rettigheder som hvide australiere.
Wave Hill walkoff
Wave Hill blev afviklet i august 1966. I alt 200 Gurindji-kvægholdere og -tjenere på Wave Hill kvægstation strejkede for at kræve løn og tilbagelevering af nogle af deres traditionelle marker. Strejken varede i ni år. Kravet blev ikke opfyldt, men Gurindji-folket blev ved med at slå lejr på deres traditionelle landområder. De valgte at bryde statens lov, men at adlyde deres egen lov. Det skabte folkelig opbakning til aboriginalernes landrettigheder. Tilhængere i byerne samledes for Gurindji, og til sidst fik de ret til en del af deres land.
Love i stater og territorier
|
| Dette afsnit kræver flere oplysninger. (marts 2012) |
![[icon]](https://www.alegsaonline.com/image/20px-Wiki_letter_w_cropped.svg.png){kind=small}
Lov om oprindelige folks jordrettigheder fra 1976
I 1973 blev der oprettet en kommission for Aboriginal Land Rights Commission i Northern Territory. Denne kongelige kommission sagde, at regeringen skulle anerkende Aboriginal Land Rights, og gav råd om at vedtage love om dette. Premierminister Gough Whitlam fulgte rådet og forelagde parlamentet et lovforslag om landrettigheder. Den blev ændret af den næste premierminister, Malcolm Fraser, og vedtaget af generalguvernøren den 16. december 1976.
I 1976 vedtog Territory-regeringen den første lov om aboriginalernes landrettigheder i landet. Den gav aboriginals i territoriet mulighed for at gøre krav på rettigheder til jord, som deres forfædre havde boet på, før de hvide kom til. Grupper, der gjorde krav, skulle bevise deres traditionelle (historiske) tilknytning til jorden. Det endte med, at næsten 50 % af jorden i Northern Territory (ca. 600 000 km22) blev givet til indfødte grupper. Før denne lov havde der været mange "oprindelige reservater" i Northern Territory. Denne jord var ejet af regeringen og var afsat til aboriginals til at bo på, indtil de blev assimileret i det hvide samfund. Da loven trådte i kraft, blev de gamle "reserver" givet til de aboriginalgrupper, der boede på dem, uden at de skulle gøre krav på dem.
Love i stater og territorier
|
| Dette afsnit kræver flere oplysninger. (marts 2012) |
Lov om oprindelige folks jordrettigheder fra 1976
I 1973 blev der oprettet en kommission for Aboriginal Land Rights Commission i Northern Territory. Denne kongelige kommission sagde, at regeringen skulle anerkende Aboriginal Land Rights, og gav råd om at vedtage love om dette. Premierminister Gough Whitlam fulgte rådet og forelagde parlamentet et lovforslag om landrettigheder. Den blev ændret af den næste premierminister, Malcolm Fraser, og vedtaget af generalguvernøren den 16. december 1976.
I 1976 vedtog Territory-regeringen den første lov om aboriginalernes landrettigheder i landet. Den gav aboriginals i territoriet mulighed for at gøre krav på rettigheder til jord, som deres forfædre havde boet på, før de hvide ankom. Grupper, der gjorde krav, skulle bevise deres traditionelle (historiske) tilknytning til jorden. Det endte med, at næsten 50 % af jorden i Northern Territory (ca. 600 000 km22) blev givet til indfødte grupper. Før denne lov havde der været mange "oprindelige reservater" i Northern Territory. Denne jord var ejet af regeringen og var afsat til aboriginals til at bo på, indtil de blev assimileret i det hvide samfund. Da loven trådte i kraft, blev de gamle "reserver" givet til de aboriginalgrupper, der boede på dem, uden at de skulle gøre krav på dem.
