Landrettigheder for oprindelige australiere: Forklaring og lovoversigt
Landrettigheder for oprindelige australiere i Australien: klar lovoversigt om typer ordninger, regional praksis, ejerskab, arveret samt begrænsninger i salg og pantsætning.
Aboriginal landrettigheder i Australien er det særlige sæt rettigheder, som oprindelige australiere har fået til at eje jord. Der findes mange forskellige typer love om jordrettigheder. De giver alle regeringen mulighed for at tildele jord til indfødte australiere på mange forskellige betingelser (vilkår). Der findes ordninger for jordrettigheder i Northern Territory, Queensland, New South Wales, South Australia og Victoria. I henhold til disse love gives ejendomsretten til jorden normalt til et samfund eller en etnisk gruppe, ikke til en enkeltperson. Normalt kan jord, der er blevet tildelt i forbindelse med en jordrettighedsordning, ikke sælges, handles eller pantsættes. Tilskuddene vil normalt kræve, at jorden skal gå i arv til kommende generationer.
Hvad dækker landrettighederne?
Begrebet dækker flere forskellige ordninger og juridiske principper:
- Native title: En national retsdoktrin, der anerkender oprindelige folks fortsatte traditionelle forbindelser til land og vand. Native title blev klart anerkendt af den australske Højesteret i Mabo-sagen (1992) og reguleres gennem Native Title Act 1993.
- Statslige/territoriale landrettighedslove: Flere delstater og territorier har deres egne love, som tildeler jord direkte til oprindelige grupper (fx Aboriginal Land Rights (Northern Territory) Act 1976 og lignende ordninger i andre stater).
- Industri- og forhandlingsaftaler: Indfødte grupper kan indgå frivillige aftaler med regeringer eller virksomheder, fx Indigenous Land Use Agreements (ILUA), der fastlægger brug, adgang, kompensation og fordele.
Hvordan ejes og forvaltes jorden?
- Ejerskabet er ofte kollektivt og ligger hos et samfund, en stamme eller en registreret organisation (fx et landtrust eller en Prescribed Body Corporate efter Native Title Act).
- De fleste ordninger begrænser salg og fri omsættelighed; jorden er ofte i praksis inalienabel (kan ikke sælges).
- Forvaltningen kan ske gennem lokale landråd, landtrusts eller andre indfødte organisationer, som træffer beslutninger om brug, bevaring og økonomisk udvikling.
- I nogle aftaler kan jorden leases til kommercielle aktiviteter (turisme, husdyrbrug, miner) under vilkår der sikrer lokal kontrol og fordelingsmekanismer.
Vigtige juridiske begreber og institutioner
- Mabo og Wik: Afgørelser fra Højesteret har formet forståelsen af native title og hvordan det kan eksistere sammen med andre rettigheder (fx pastoral leases).
- Native Title Act 1993: Fastlægger procedurer for anerkendelse af native title, registrering af Prescribed Bodies Corporate (PBC) og tilmelding af aftaler som ILUA.
- National Native Title Tribunal (NNTT): En instans, der behandler visse native title-sager, mediation og registrering af aftaler.
- Landråd og landtrusts: Lokale organer, der ofte administrerer jord tildelt efter statslige/territoriale love.
Praktiske konsekvenser og muligheder
- Landrettigheder beskytter kulturelle steder, adgang til traditionel føde og praksis samt sikrer at forbindelsen til landet bevares.
- Jordrettigheder kan skabe økonomiske muligheder: aftaler om mineraludnyttelse, turisme, økologisk forvaltning og beskæftigelse (fx ranger-programmer).
- Krav om forhandling: virksomheder og regeringer skal ofte forhandle med rettehaverne, før de udfører projekter på sådanne områder.
- I nogle tilfælde kan grupper kræve kompensation, hvis tidligere rettigheder er blevet frataget eller delvist udhulet.
Hvordan starter man en kravsproces?
- Kontakt det lokale landråd, landtrust eller en Prescribed Body Corporate (PBC) for vejledning og praktisk støtte.
- Saml beviser for traditionel forbindelse til området: genealogisk information, mundtlig historie, kulturelle praksisser og andre dokumenter.
- Indsend en native title-ansøgning gennem de officielle kanaler (oftest via NNTT eller de relevante statslige organer).
- Forbered dig på forhandlinger og mediation; juridisk rådgivning er ofte nødvendig ved komplekse krav eller ved forhandling af ILUA’er.
Forskelle mellem stater og territorier
Ordningerne varierer fra stat til stat. Nogle steder — for eksempel gennem Northern Territory’s landrettighedslovgivning — er store arealer blevet overført til oprindelige grupper. Andre steder er løsninger baseret på individuelle forhandlinger eller native title-afgørelser. Derfor er det vigtigt at søge lokal og opdateret juridisk vejledning i den aktuelle stat eller territorium.
Råd og gode praksis
- Søg tidlig dialog med lokale landråd eller PBC’er før større projekter eller aftaler.
- Brug uvildig juridisk rådgivning til at forstå begrænsninger og muligheder i de konkrete love.
- Prioritér bevaring af kulturarv og miljø i alle forvaltningsplaner.
- Ved indgåelse af aftaler: dokumentér kompensationsordninger, fordelingsmekanismer og langsigtede forvaltningsplaner.
Samlet set giver Australien flere juridiske veje for at anerkende og beskytte oprindelige folks forhold til land. De konkrete rettigheder, begrænsninger og muligheder afhænger af den relevante lovgivning i den pågældende stat eller territorium og af den enkelte gruppes aftaler med myndigheder og private aktører.
Baggrund
Vedtagelsen af lovene om aboriginalernes landrettigheder i Australien blev forårsaget af mange vigtige protester fra aboriginalbefolkningen. Det var dog først i 1970'erne, at der opstod en organiseret bevægelse for anerkendelse af aboriginernes landrettigheder.
Pilbara-strejke
Den 1. maj 1946 strejkede mere end 800 aboriginale kvægavlere i Pilbara-regionen i Vestaustralien. De krævede løn for deres arbejde. De fik følgeskab af andre aboriginale arbejdere fra byerne Port Hedland og Marble Bar. Strejken sluttede i 1949.
Andragendet om Yolngu-bark
I 1963 omdannede regeringen en del af Yolngu-folkets traditionelle landområder (i Arnhem Land) til en bauxitmine. Yolngu-folket startede en underskriftsindsamling (nu kaldet Yirrkala bark-underskriftsindsamlingerne) for at kræve rettighederne til dette land. Underskriftsindsamlingen blev til en retssag. Minedriften fortsatte alligevel, og retssagen varede i 41 år. Yolngu blev endelig gjort til en del af aftalen mellem regeringen og mineselskabet i 2011.
Frihedsrejse
I 1964 og 1965 dannede studerende fra University of Sydney en gruppe kaldet Student Action for Aboriginals. De rejste ind i byer på landet i New South Wales for at undersøge segregation mellem indfødte og ikke-indfødte mennesker. De ledede protester for at få folk til at få kendskab til spørgsmålet om aboriginalernes borgerrettigheder. Det blev kendt som Freedom Ride-bevægelsen. På det tidspunkt blev aboriginals ikke talt med i folketællingen, og deres borgerrettigheder var anderledes end de hvide borgeres. Dette ændrede sig i 1967, da en folkeafstemning gav aboriginere de samme rettigheder som hvide australiere.
Wave Hill walkoff
Wave Hill blev afviklet i august 1966. I alt 200 Gurindji-kvægholdere og -tjenere på Wave Hill kvægstation strejkede for at kræve løn og tilbagelevering af nogle af deres traditionelle marker. Strejken varede i ni år. Kravet blev ikke opfyldt, men Gurindji-folket blev ved med at slå lejr på deres traditionelle landområder. De valgte at bryde statens lov, men at adlyde deres egen lov. Det skabte folkelig opbakning til aboriginalernes landrettigheder. Tilhængere i byerne samledes for Gurindji, og til sidst fik de ret til en del af deres land.
Baggrund
Vedtagelsen af lovene om aboriginalernes landrettigheder i Australien blev forårsaget af mange vigtige protester fra aboriginalbefolkningen. Det var dog først i 1970'erne, at der opstod en organiseret bevægelse for anerkendelse af aboriginernes landrettigheder.
Pilbara-strejke
Den 1. maj 1946 strejkede mere end 800 aboriginale kvægavlere i Pilbara-regionen i Vestaustralien. De krævede løn for deres arbejde. De fik følgeskab af andre aboriginale arbejdere fra byerne Port Hedland og Marble Bar. Strejken sluttede i 1949.
Andragendet om Yolngu-bark
I 1963 omdannede regeringen en del af Yolngu-folkets traditionelle landområder (i Arnhem Land) til en bauxitmine. Yolngu-folket startede en underskriftsindsamling (nu kaldet Yirrkala bark-underskriftsindsamlingerne) for at kræve rettighederne til dette land. Underskriftsindsamlingen blev til en retssag. Minedriften fortsatte alligevel, og retssagen varede i 41 år. Yolngu blev endelig gjort til en del af aftalen mellem regeringen og mineselskabet i 2011.
Frihedsrejse
I 1964 og 1965 dannede studerende fra University of Sydney en gruppe kaldet Student Action for Aboriginals. De rejste ind i byer på landet i New South Wales for at undersøge segregation mellem indfødte og ikke-indfødte mennesker. De ledede protester for at få folk til at få kendskab til spørgsmålet om aboriginalernes borgerrettigheder. Det blev kendt som Freedom Ride-bevægelsen. På det tidspunkt blev aboriginals ikke talt med i folketællingen, og deres borgerrettigheder var anderledes end de hvide borgeres. Dette ændrede sig i 1967, da en folkeafstemning gav aboriginere de samme rettigheder som hvide australiere.
Wave Hill walkoff
Wave Hill blev afviklet i august 1966. I alt 200 Gurindji-kvægholdere og -tjenere på Wave Hill kvægstation strejkede for at kræve løn og tilbagelevering af nogle af deres traditionelle marker. Strejken varede i ni år. Kravet blev ikke opfyldt, men Gurindji-folket blev ved med at slå lejr på deres traditionelle landområder. De valgte at bryde statens lov, men at adlyde deres egen lov. Det skabte folkelig opbakning til aboriginalernes landrettigheder. Tilhængere i byerne samledes for Gurindji, og til sidst fik de ret til en del af deres land.
Love i stater og territorier
|
| Dette afsnit kræver flere oplysninger. (marts 2012) |
![[icon]](https://www.alegsaonline.com/image/20px-Wiki_letter_w_cropped.svg.png){kind=small}
Lov om oprindelige folks jordrettigheder fra 1976
I 1973 blev der oprettet en kommission for Aboriginal Land Rights Commission i Northern Territory. Denne kongelige kommission sagde, at regeringen skulle anerkende Aboriginal Land Rights, og gav råd om at vedtage love om dette. Premierminister Gough Whitlam fulgte rådet og forelagde parlamentet et lovforslag om landrettigheder. Den blev ændret af den næste premierminister, Malcolm Fraser, og vedtaget af generalguvernøren den 16. december 1976.
I 1976 vedtog Territory-regeringen den første lov om aboriginalernes landrettigheder i landet. Den gav aboriginals i territoriet mulighed for at gøre krav på rettigheder til jord, som deres forfædre havde boet på, før de hvide kom til. Grupper, der gjorde krav, skulle bevise deres traditionelle (historiske) tilknytning til jorden. Det endte med, at næsten 50 % af jorden i Northern Territory (ca. 600 000 km22) blev givet til indfødte grupper. Før denne lov havde der været mange "oprindelige reservater" i Northern Territory. Denne jord var ejet af regeringen og var afsat til aboriginals til at bo på, indtil de blev assimileret i det hvide samfund. Da loven trådte i kraft, blev de gamle "reserver" givet til de aboriginalgrupper, der boede på dem, uden at de skulle gøre krav på dem.
Love i stater og territorier
|
| Dette afsnit kræver flere oplysninger. (marts 2012) |
Lov om oprindelige folks jordrettigheder fra 1976
I 1973 blev der oprettet en kommission for Aboriginal Land Rights Commission i Northern Territory. Denne kongelige kommission sagde, at regeringen skulle anerkende Aboriginal Land Rights, og gav råd om at vedtage love om dette. Premierminister Gough Whitlam fulgte rådet og forelagde parlamentet et lovforslag om landrettigheder. Den blev ændret af den næste premierminister, Malcolm Fraser, og vedtaget af generalguvernøren den 16. december 1976.
I 1976 vedtog Territory-regeringen den første lov om aboriginalernes landrettigheder i landet. Den gav aboriginals i territoriet mulighed for at gøre krav på rettigheder til jord, som deres forfædre havde boet på, før de hvide ankom. Grupper, der gjorde krav, skulle bevise deres traditionelle (historiske) tilknytning til jorden. Det endte med, at næsten 50 % af jorden i Northern Territory (ca. 600 000 km22) blev givet til indfødte grupper. Før denne lov havde der været mange "oprindelige reservater" i Northern Territory. Denne jord var ejet af regeringen og var afsat til aboriginals til at bo på, indtil de blev assimileret i det hvide samfund. Da loven trådte i kraft, blev de gamle "reserver" givet til de aboriginalgrupper, der boede på dem, uden at de skulle gøre krav på dem.
Søge