Oregon Trail — 19. århundredes pionersti fra Missouri til Willamette Valley

Ingen rejste alene på Oregon Trail. I stedet dannede de rejsende grupper, så de kunne hjælpe og beskytte hinanden. Ofte rejste slægtninge eller folk fra den samme by sammen. De hyrede en guide, der kendte stien, og valgte ledere. De grupper, der klarede sig bedst på stien, skrev forfatninger eller regler, som de kunne bruge til at løse uenigheder eller problemer på stien.

Forsyninger

Dyr

Folk, der rejste på Oregon Trail, kunne bruge tre typer dyr til at trække deres vogne: okser, muldyr eller heste. De fleste mennesker brugte okser. De var billigere end heste og muldyr, og de var også mindre stædige end muldyr. ^{pp. 79–80}

De kunne spise græs langs stien i modsætning til heste, som havde brug for specialfoder. Okser var nemme at træne, og de kunne normalt rejse i et stabilt tempo på 3 km i timen, selv i mudder og sne. ^{pp. 79–80}

Fødevarer

Det var meget vigtigt for de rejsende at medbringe nok mad og vand til turen. Mad til rejsen var imidlertid dyrt. For at brødføde fire personer i seks måneder kostede maden ca. 150 dollars - over 4.500 dollars i dagens penge. ^p. 274

Rejsende medbragte ofte en masse tørret kød og "brød" (som mel, kiks og hård brød). Det var svært at koge vand på stien, så det var ikke altid muligt at lave mad. Nogle rejsende medbragte også andre fødevarer som ris, ærter, tørrede bønner eller tørret frugt.

Langs stien kunne de rejsende fiske og jage efter mad. Bison, antilope og hjorte var de bedste dyr at jage for at få mad. Rejsende spiste også bær, der voksede langs stien, bl.a. for at forebygge skørbug.

Vogne

De fleste rejsende brugte overdækkede vogne til at rejse ad stien. Der var et par forskellige typer af dækkede vogne. En almindelig stil, kaldet "Independence-stilen", var normalt omkring 11 fod lang, fire fod bred og to fod dyb. Træstykker holdt et dæksel op, der var lavet af noget, der lignede tørret okseskind, og som hævede sig ca. en meter over vognens bund.

Der var mange farer på Oregon Trail, herunder sygdom, dårligt vejr, drukning under flodovergange, angreb fra indianere og mange andre farer.

Det er svært at vide, hvor mange mennesker der døde på Oregon Trail. Mange rejsende begravede deres døde i umærkede grave og skjulte gravene. De begravede f.eks. folk lige midt på stien og lod så deres okser køre over gravene. Det gjorde de, så dyr og røvere ikke ville grave gravene op. På grund af dette kan historikere kun anslå det samlede antal mennesker, der døde langs Oregon Trail.

Sygdomme

Sygdomme var den mest almindelige dødsårsag på stien. Selv om de rejsende normalt medbragte medicin, var den normalt ikke særlig nyttig.

Kolera

Kolera var den mest almindelige sygdom og dødsårsag på stien. Fra 1849-1855 var der en koleraepidemi langs stien. Op til 3 % af alle rejsende i denne periode kan være døde af kolera. En af årsagerne til epidemien var, at der ikke var nogen sanitære forhold langs stien.

Rejsende kunne f.eks. godt lide at slå lejr langs Platte-floden i Colorado, så de nemt kunne få frisk vand. Men da tusindvis af rejsende brugte de samme campingpladser igen og igen, kom der spildevand fra rejsende med kolera i Platte-floden. Herefter kunne enhver rejsende, der drak vand fra Platte River eller lavede mad med dette vand, få kolera. Ofte var kolera-symptomerne så slemme, at rejsende døde inden for 12 timer efter at være blevet syge.

Andre sygdomme

Andre sygdomme, der var almindelige på stien, var bl.a.:

• Dysenteri og andre sygdomme, der forårsager diarré. De rejsende behandlede disse sygdomme med ricinusolie.
• "Bjergfeber", som kan have været Rocky Mountain spotted feber, tyfus, tyfus og/eller skarlagensfeber. De rejsende brugte kininvand til at behandle disse sygdomme.
• Mæslinger
• Fødevareforgiftning
• Skørbug, som de rejsende forsøgte at forebygge ved at spise bær langs stien og drikke citronsyre. Men da de spiste mest kød og brød langs stien, fik mange rejsende ikke nok C-vitamin. Nogle døde af skørbug, og mange andre havde skørbug, da de ankom til slutningen af stien.
• Kopper
• Lungebetændelse

De rejsende brugte terpentin (en gift), eddike og whisky til at behandle hovedpine, muskelsmerter og hoste.

Historikerne er ikke enige om, hvor mange mennesker der døde af sygdom langs stien. En historiker, John Unruh, anslår, at 6.000 til 12.500 rejsende døde af sygdom på stien, og at yderligere 300-500 døde specifikt af skørbug. USA's National Park Service siger imidlertid, at op til 30.000 mennesker kan være døde af sygdom langs stien.

Andre farer

Der var mange andre farer langs stien. John Unruh anslår antallet af mennesker, der døde på grund af disse andre farer:

• 3.000 til 4.500 fra angreb fra indianerne
• 300 til 500 fra at fryse ihjel
• 200 til 500 ved at blive kørt over ved et uheld af vogne
• 200 til 500 druknede i forsøget på at krydse floder
• 200 til 500 ved skud ved et uheld (f.eks. ved jagtulykker)
• 200 til 500 af andre årsager, herunder mord, lynnedslag, død under fødsel, stormløb, slangebid, oversvømmelser, træfældning og spark fra dyr.

Unruh anslår, at 4 procent af de rejsende på Oregon Trail døde: 16.000 ud af i alt 400.000 rejsende. Men National Park Service siger:

Oregon Trail er landets længste kirkegård. Næsten en ud af ti [rejsende], der tog af sted på stien, overlevede ikke.

En almindelig dag på Trail startede meget tidligt, lige før daggry. Ingen kørte faktisk med i vognene, medmindre de var syge eller meget unge. Turen var for ujævn, for støvet og medførte for meget arbejde for okserne. I stedet gik folk ved siden af deres vogne. Normalt rejste grupperne næsten hele dagen, bortset fra en time omkring middagstid til frokost. Derefter blev de ved med at bevæge sig indtil lige før solnedgang, hvor de stoppede for at slå lejrplads op. De fleste grupper rejste omkring 15 miles om dagen, selv om de på de bedste dage kunne bevæge sig 20 miles om dagen. Da okser bevægede sig med ca. 2 miles i timen, betød det, at en dagsrejse kunne vare op til ti timer.

Omkring 40.000 af de rejsende var børn. Medmindre de var spædbørn, gik de ved siden af vognene og arbejdede ligesom voksne. Deres arbejde bestod bl.a. i at vognføre dyrene, køre vognene, vaske op, hjælpe med måltiderne, passe på de mindre børn og samle brænde og "bøffelspåner" (tør bøffelgødning, som kunne bruges til at tænde bål, hvis der ikke var brænde).

Om natten flyttede gruppen vognene ind i en cirkel ("circle the wagons") og satte deres dyr inden for cirklen. Dette forhindrede dem i at vandre væk eller blive dræbt eller stjålet. Hvis vejret var tørt, sov folk udenfor. Hvis det var vådt, sov folk under deres vogne.

Mange rejsende var meget bange for angreb fra indianerne. De fleste indianere lod dog de rejsende være i fred eller hjalp dem endda ved at handle med dem og hjælpe dem med at krydse floder i kanoer. Når indianerne angreb rejsende, blev historierne fortalt igen og igen, hvilket kan have fået angrebene til at virke mere almindelige, end de faktisk var.

De rejsende, der nåede frem til Oregon, så tilbage på stien med forskellige følelser. En mand ved navn Loren Hastings sagde i 1847:

Jeg ser tilbage på den lange, farlige og usikre udvandrervej med en vis romantik og glæde, men for andre er det deres venners kirkegård.

I 1970'erne lavede tre lærerstuderende i Minnesota et computerspil til undervisningsbrug baseret på Oregon Trail. Spillets mål var at rejse på sporet fra Independence, Missouri til Oregon City, Oregon. Farerne på stien var bl.a. flodovergange, sygdomme, syge okser og sult. I løbet af de næste to årtier blev der lavet nye versioner af spillet, som tilføjede flere muligheder og bedre grafik. Den anden version indeholdt zombier og okser. Målet var at overleve så længe som muligt, før man døde.