Nihilisme: Definition, historie og filosofi – fra Nietzsche til Rusland

Nihilisme forklaret: Definition, historie og filosofi — fra Nietzsches tanker til russiske nihilister. Læs om idéernes oprindelse, udvikling og betydning.

Nihilisme er en tankegang og et begreb, der grundlæggende afviser eller tvivler på mening, etablerede begreber og ofte også på selve livet. Ordet stammer fra det latinske nihil, der betyder "intethed". I filosofi bruges begrebet om forskellige synspunkter: fra ideen om, at moralske værdier er tomme forestillinger, til mere radikale påstande om, at intet har nogen mening eller formål. Der findes med andre ord flere slags nihilisme, og de overlapper ofte.

Hvad kan nihilisme dække over?

• Eksistentiel nihilisme: Opfattelsen af, at livet i sig selv ikke har et iboende formål eller mening.
• Moralisk nihilisme: Tanken om, at moralske udsagn ikke er sande i nogen objektiv forstand — værdier er menneskeskabte og uden objektiv gyldighed.
• Metafysisk nihilisme: Radikale teorier om, at fundamentale entiteter eller egenskaber ikke eksisterer på den måde, vi normalt antager (fx spørgsmål om objekters eksistens eller identitet).
• Epistemologisk nihilisme: En ekstrem form for skepsis, hvor man tvivler på, at viden eller sandhed i det hele taget er mulig.
• Politisk nihilisme: En bevægelse, især historisk i Rusland, som ofte kombinerede afvisningen af eksisterende autoriteter med en vilje til at bryde systemet ned — nogle gange gennem vold.

Historisk udvikling og russisk nihilisme

I det 18. og 19. århundrede blev ordet ofte brugt om mennesker, der afviste religion eller traditionelle overbevisninger. I Rusland voksede i midten af 1800-tallet en særlig, politisk rettet form for nihilisme. Russiske tænkere som Mikhail Bakunin og Dmitry Pisarev inspirerede radikale unge intellektuelle, fordi de så ødelæggelse af gamle sociale og religiøse strukturer som en nødvendig forudsætning for forandring. Ordet blev populært i Vesten gennem romanen Fædre og sønner af Ivan Turgenev, hvor hovedpersonen Bazarov fremstår som en erklæret nihilist.

Den russiske nihilisme bidrog til et klima, som inspirerede nogle revolutionære og terrorgrupper: figurer som Sergei Nechaev nævnes ofte, og bevægelsens radikale elementer har historisk forbindelser til både attentater og politisk vold. Den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij beskæftigede sig dybt med nihilismen i romaner som Forbrydelse og straf, Notes from Underground og The Possessed (Demons). Dostojevskij var kritiker af nihilisme og udviklede efter sin tid i eksil stærke anti-nihilistiske synspunkter. De personer, som stod bag mordet på zar Alexander II i 1881, omtales undertiden i samtidens kilder som nihilister.

Nietzsche: værdidestruktion og overvindelse

Friedrich Nietzsche er en af de mest indflydelsesrige tænkere i forståelsen af nihilisme. Han beskrev, hvordan traditionelle værdier svækkes, når man sætter spørgsmålstegn ved dem — en proces han kaldte værdidestruktion. For Nietzsche var et centralt symptom på moderne kultur, at den oplevede "Guds død": de religiøse fundamenter, som gav livet mening, var i opløsning, og dericin føltes en truende tomhed.

Nietzsche så nihilisme som både farlig og uundgåelig: farlig, fordi den kan føre til livsfornægtelse og apati; uundgåelig, fordi vores oplysningstidskritik medfører, at gamle autoriteter mister deres status. Hans svar var ikke blot resignation, men et krav om ny-værdiskabelse — en "omvurdering af alle værdier" og en bestræbelse på at skabe nye livsbekræftende værdier. Centrale begreber i denne bestræbelse er bl.a. viljen til magt (will to power) og idealet om Übermensch, som præsenteres i værker som The Gay Science, Thus Spoke Zarathustra, Beyond Good and Evil og On the Genealogy of Morals.

Andre reaktioner og filosofiske svar

Reaktionerne på nihilisme varierer. Religionsfilosoffer peger ofte på tabet af religiøs tro som årsag, mens sekulære tænkere — særligt inden for eksistentialismen — har søgt at håndtere tomheden ved at insistere på menneskets mulighed for at skabe mening selv.

• Eksistentialister som Jean-Paul Sartre og Albert Camus behandlede spørgsmålene om meningsløshed og vrede. Camus’ begreb om det absurde i The Myth of Sisyphus handler om at leve med meningsløshed gennem vedholdenhed og engagement i livet snarere end resignation.
• Religiøse filosoffer forsvarer ofte, at tro og transcendens tilbyder en modvægt til nihilisme ved at give livet formål og værdi.
• Analytiske tilgange diskuterer moralens ontologi (fx error theory, nonkognitivisme) uden nødvendigvis at falde ind under den eksistentielle eller politiske diskurs om nihilisme.

Kulturel betydning og moderne brug

Nihilisme bruges i dag bredt i både akademisk og populær diskurs. I populærkultur dukker begrebet op i litteratur, film, musik og internetkultur, ofte som et billede på tomhed, oprør eller kynisme. Begrebet bruges desuden lejlighedsvis som et skældsord eller som en hurtig betegnelse for radikalt oprør eller destruktiv adfærd, hvilket kan føre til misforståelser om, hvad filosofisk nihilisme reelt indebærer.

Konsekvenser og måder at håndtere nihilisme på

Konsekvenserne af nihilistiske synspunkter kan variere fra intellektuel nysgerrighed til social apati eller politisk vold, afhængigt af hvordan overbevisningen udmøntes. Typiske tilgange til at håndtere oplevelsen af meningsløshed inkluderer:

• At skabe eller vælge egne værdier og mål (eksistentiel handling).
• At engagere sig i fællesskab, arbejde eller kunst som kilder til mening.
• At genoverveje religiøse eller åndelige perspektiver som mulige svar.
• Terapeutiske metoder, der hjælper personer med at finde retning og formål i livet.

Samlet set er nihilisme et flerfacetteret begreb: historisk forbundet med politisk oprør i Rusland, filosofisk undersøgt især af Nietzsche og senere eksistentialister, og i dag et centralt ord i debatten om mening, værdier og kultur. Begrebet kan beskrive både en analytisk erkendelse af værdiers oprindelse og en farlig form for værdiforringelse — og det har derfor inspireret både advarsler og forslag til, hvordan mennesket kan finde eller skabe nye former for mening.

Oprindelse

Ordet "nihilisme" kommer af "nihil", som er det latinske ord for "intet". Men den nøjagtige oprindelse af ordet "nihilisme" er ukendt. I middelalderen blev ordet brugt om nogle former for kætteri. Omkring den franske revolution var det et ord for ødelæggelse af kristendommen og traditionelle europæiske værdier. Det blev brugt i mange europæiske lande. Snart blev ordet også brugt på engelsk. Det kom sandsynligvis fra den franske, tyske eller senlatinske form af ordet.

"Nihilisme" blev først et filosofisk ord på tysk og derefter på russisk. Disse to betydninger blev kombineret af Friedrich Nietzsche.

Tysk nihilisme

I 1733 blev ordet "nihilisme" brugt af en tysk forfatter ved navn Friedrich Leberecht Goetz. Han brugte ordet som et litterært begreb. En schweizisk tænker ved navn Jacob Hermann Obereit brugte også ordet i 1787, og Friedrich Heinrich Jacobi gjorde det i 1799. Det var her, det først blev en del af filosofien. Troen på, at ingen kan kende den sande virkelighed, er det, som Obereit kaldte "nihilisme". Han brugte denne definition til at kalde Immanuel Kant en nihilist. Det var fordi Kant sagde, at folk ikke kan være sikre på virkelige ting, men kun kan være sikre på deres oplevelse af virkelige ting. Jacobi brugte også denne definition til at sige, at Kant og hans tilhængere var nihilister. For eksempel kaldte han Johann Gottlieb Fichte for en berømt nihilist. Jacobi mente, at den tyske idealisme og humanisme var former for nihilisme, der kom fra oplysningstiden. Ifølge ham var disse såkaldte rationelle filosofier det stik modsatte af rationelle.

Omkring 1824 brugte en tysk journalist ved navn Joseph von Görres ordet "nihilisme" på en politisk måde. Han sagde, at det var nihilisme at forkaste de sociale strukturer. Men ordet "nihilisme" døde næsten ud i løbet af denne tid. For eksempel kaldes den tyske tænker Max Stirner for en af de første sande nihilister, men han brugte aldrig ordet. Han skrev de fleste af sine værker i 1840'erne.

Russisk nihilisme

Den russiske nihilisme var en tidlig form for nihilistisk filosofi. Det var også en subkultur, der undertiden blandede sig med revolutionisme. Russisk nihilisme bliver ofte fejlagtigt kaldt en slags politisk terrorisme på grund af dette. Dens hovedinteresse var at ødelægge traditionelle værdier, især inden for kunst og religion. Dens vigtigste filosoffer var Nikolay Chernyshevsky og Dmitry Pisarev. Den angreb også troen på den frie vilje og troen på Gud. Den tyske nihilisme kom fra den tyske idealisme, men den russiske nihilisme var anderledes, fordi den angreb idealismen.

Nikolai Nadezhdin var sandsynligvis den første forfatter, der brugte ordet "nihilisme" på russisk. Han brugte det første gang i 1829 ved at kalde skepticisme for det samme som nihilisme. Og Vasilij Bervi brugte den samme betydning. Russiske journalister som Mikhail Katkov og Vissarion Belinsky brugte også ordet. Katkov kaldte nihilisme, fordi den afviste al moral. Han var bekymret for, at det kunne forårsage en revolution. Belinsky brugte ordet på en mere neutral måde. Men ordet var stadig ikke populært på det tidspunkt.

Mikhail Bakunin kaldes ofte den russiske nihilismens fader. I 1842 skrev han: "Lad os derfor stole på den evige ånd, som kun ødelægger og tilintetgør, fordi den er den uudgrundelige og evige kilde til alt liv. Passionen for ødelæggelse er også en skabende lidenskab!". I 1850'erne og 60'erne begyndte teorien bag den russiske nihilisme så småt at tage form. Oprindeligt var det en filosofi, der var skeptisk over for moral og sandhed. Det var i 1862, at den russiske forfatter Ivan Turgenev gjorde ordet "nihilisme" populært. Han brugte det i sin roman Fædre og sønner til at beskrive den yngre generations holdning. Nihilisterne i bogen siger, at de er mennesker, der forkaster alt, hvad de kan. Selv om Turgenjev var mere antinihilist, begyndte mange unge mennesker at kalde sig selv "nihilister" på grund af denne bog.

For Pisarev var nihilismen mest filosofisk og ikke politisk. Han mente, at ekstraordinære mennesker burde frigøre sig fra regler og moral. Han mente, at enhver, der gjorde dette, ville stå over almindelige mennesker. Men senere blev den russiske nihilisme mere og mere politisk. Den inspirerede mange revolutionære som Sergei Nechaev og Vladimir Lenin.

Nietzsche

Den vigtigste forklaring på nihilismen kommer nok fra Friedrich Nietzsche. Han skrev mange kritikpunkter mod nihilismen. Men han havde også nogle lignende overbevisninger som nihilister som Dmitrij Pisarev og Max Stirner. På grund af dette kaldes han nogle gange for en nihilist og andre gange for en anti-nihilist. Hans forklaring på nihilisme kombinerede den tyske og den russiske betydning af ordet og gik også videre.

Når Nietzsche stiller spørgsmålet "Hvad betyder nihilisme?", er hans svar, at "de højeste værdier devaluerer sig selv". Han siger, at nihilisme er, når nogen mener, at det, der burde eksistere, ikke er det, der eksisterer. For eksempel ønsker nogle mennesker, at der skal eksistere en perfekt verden i stedet for den virkelige verden. Men nihilisme handler ikke kun om at ville have det hele væk - Nietzsche siger, at nihilisme også er at forsøge at angribe og ødelægge alt, hvad der eksisterer.

 
Dmitry Pisarev var en af de vigtigste russiske nihilister i 1860'erne  


Friedrich Nietzsche skrev meget om nihilismens problemer  


Jacob Hermann Obereit var en af de vigtigste anti-nihilister i 1700- og 1800-tallet  

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er nihilisme?

Spørgsmål: Hvem har skrevet om nihilisme?

Spørgsmål: Hvordan forklarede Nietzsche nihilismen?

Spørgsmål: Hvem populariserede ordet "nihilisme"?

Spørgsmål: Hvad mente Fjodor Dostojevskij om nihilisme?

Spørgsmål: Hvordan så Nietzsche på kristendommens rolle i værdiødelæggelsen?

Spørgsmål: Er buddhismen ligesom nihilismen?

Søg efter bogstav