Montevideo-konventionen
Montevideokonventionen om staternes rettigheder og pligter er en traktat. I dag er den en del af den internationale sædvaneret. Traktaten blev undertegnet i Montevideo, Uruguay, den 26. december 1933 på den syvende internationale konference mellem de amerikanske stater. På denne konference erklærede USA's præsident Franklin D. Roosevelt og udenrigsminister Cordell Hull den såkaldte Good Neighbor Policy, som modsatte sig USA's væbnede indgriben i interamerikanske anliggender. Franklin D. Roosevelt forsøgte med denne traktat at vende opfattelsen af "yankee-imperialisme". Opfattelsen af yankee-imperialisme var opstået på grund af den politik, som hans forgænger, præsident Herbert Hoover, havde indført (i vid udstrækning). Konventionen blev underskrevet af 19 stater, hvoraf tre havde forbehold (Brasilien, Peru og USA).
Konventionen handler om, hvad en stat er, og hvilke rettigheder og pligter en stat har. Den mest kendte er artikel 1, som fastsætter de fire kriterier for statsdannelse, der undertiden er blevet anerkendt som en præcis angivelse af international sædvaneret:
Staten som folkeretlig person bør have følgende kvalifikationer: (a) en permanent befolkning, (b) et afgrænset territorium, (c) en regering og (d) evne til at indgå i forbindelser med andre stater.
Desuden hedder det i første sætning i artikel 3 udtrykkeligt, at "Statens politiske eksistens er uafhængig af de andre staters anerkendelse". Dette er kendt som den deklarative teori om statsdannelse.
Nogle har sat spørgsmålstegn ved, om disse kriterier er tilstrækkelige, da de giver mindre anerkendte enheder som Republikken Kina (Taiwan) eller under- eller ikke-repræsenterede enheder som Fyrstendømmet Sjælland, Somaliland eller Liberland mulighed for at gøre krav på fuld status som stater. Ifølge den alternative konstitutive teori om statsdannelse eksisterer en stat kun i det omfang, den er anerkendt af andre stater. Den bør ikke forveksles med Estrada-doktrinen.
Nogle har forsøgt at gøre definitionen af statsdannelse bredere, men de har mindre støtte. Stiftere af ikke-territoriale mikronationer siger ofte, at Montevideokonventionens krav om et afgrænset territorium er uretfærdigt. Nogle ikke-territoriale enheder, navnlig den suveræne militærorden af Malta, betragtes som folkeretlige subjekter, men de stræber ikke efter at være stater.
Underskrivere
De stater, der har undertegnet denne aftale, er: Honduras, USA, El Salvador, Den Dominikanske Republik, Haiti, Argentina, Venezuela, Uruguay, Paraguay, Mexico, Panama, Guatemala, Guatemala, Brasilien, Ecuador, Nicaragua, Colombia, Chile, Peru, Cuba. Montevideokonventionen kodificerede kun eksisterende normer, der er intet nyt i konventionen. Derfor gælder den ikke kun for dem, der har underskrevet den, men for alle folkeretlige emner i det hele taget.
Den Europæiske Union følger i Badinter-udvalgets hovedudtalelse Montevideokonventionen i sin definition af en stat, nemlig at den skal have et territorium, en befolkning og en politisk myndighed. Udvalget fandt også, at eksistensen af stater er et spørgsmål om kendsgerninger, mens andre staters anerkendelse er rent deklaratorisk og ikke en afgørende faktor for statsdannelse.
Schweiz, som ikke er medlem af Den Europæiske Union, følger det samme princip og fastslår, at "hverken en politisk enhed behøver at blive anerkendt for at blive en stat, eller at en stat har pligt til at anerkende en anden stat". Samtidig er hverken anerkendelse nok til at skabe en stat, eller mangel på anerkendelse afskaffer den."
Relaterede sider
- Suverænitet
- Dollar-diplomati
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er Montevideo-konventionen?
A: Montevideokonventionen om staternes rettigheder og pligter er en traktat, som nu er en del af den internationale sædvaneret. Den blev undertegnet i Montevideo, Uruguay, den 26. december 1933.
Spørgsmål: Hvem erklærede den gode naboskabspolitik?
Svar: Politikken om gode naboer blev erklæret af USA's præsident Franklin D. Roosevelt og udenrigsminister Cordell Hull på den syvende internationale konference mellem de amerikanske stater.
Spørgsmål: Hvad er de fire kriterier for statsdannelse, der er fastsat i artikel 1?
Svar: Artikel 1 opstiller fire kriterier for statsdannelse, som undertiden er blevet anerkendt som en præcis angivelse af international sædvaneret - permanent befolkning, afgrænset territorium, regering og evne til at indgå i forbindelser med andre stater.
Spørgsmål: Hvad siger artikel 3 om anerkendelse fra andre stater?
A: I første sætning i artikel 3 hedder det udtrykkeligt, at "Statens politiske eksistens er uafhængig af de andre staters anerkendelse". Dette er kendt som den deklarative teori om statsdannelse.
Spørgsmål: Er der nogen forsøg på at udvide definitionen af statsdannelse?
A: Nogle har forsøgt at gøre definitionen af statsdannelse bredere, selv om de har mindre støtte.
Spørgsmål: Hvordan ser ikke-territoriale mikronationer på dette krav med hensyn til retfærdighed?
A: Stiftere af ikke-territoriale mikronationer siger ofte, at Montevideokonventionens krav om et afgrænset territorium er uretfærdigt.
