Retskrivning

Engelsk ortografi

Engelsk ortografi eller engelsk stavning er den måde, hvorpå de 26 bogstaver i alfabetet bruges til at skrive de 36 lyde (IPA) i det engelske sprog. De første manuskripter på oldengelsk blev skrevet med det latinske alfabet. Det havde 24 bogstaver. ^p16

Vokaler

Intet alfabet passer nøjagtigt til sit sprog. En af grundene til dette er, at der altid er flere lyde end bogstaver. På engelsk er der langt flere vokallyde end vokaler. De gamle grækere, som var de første til at bruge bogstaver til vokaler, besluttede kun at bruge nogle få bogstaver til deres vokallyd. Dette valg påvirkede alle senere alfabeter:

"Grækenernes betydning i alfabetisk skrifts historie er overordentlig stor. Alle de alfabeter, der anvendes i Europa i dag, står i direkte eller indirekte forbindelse med det gamle græske".

Engelsk har brug for ca. 20 vokaler for at repræsentere de vokalfonemer (~lyde), der er i almindelig brug,^p237 og nogle sprog har flere bogstaver til vokaler. Det georgiske sprog har i alt 41 bogstaver. Et kortere alfabet fungerer ved at bruge to eller tre bogstaver for en enkelt lyd eller et bogstav for flere lyde.

Konsonanter

Det engelske alfabet har kun tre konsonanter, der har én lyd, som ikke kan dannes ved andre kombinationer og aldrig er stumme: n, r og v. Det engelske sprog har 22-26 konsonantfonemer.

Dialekter

Den anden grund til, at alfabeter aldrig passer nøjagtigt til sprog, er dialekt. Et talesprog varierer fra sted til sted og fra tid til tid. Dette er meget tydeligt med engelsk, da udtalen er så forskellig i forskellige dele af verden. Et skriftsprog vil altid være mindre fleksibelt end dets talte forælder. Det har en anden funktion og fremstilles mekanisk. Det skal tjene alle, der taler sproget, og det gør det ved at holde stavemåden ens fra tid til anden.

Derfor har alle alfabeter lyde, som er vanskelige at gengive med de anvendte bogstaver. Og engelsk har også andre problemer: lyde, der kan skrives på forskellige måder, og stavemåder, der kan udtales på forskellige måder. Alt dette giver anledning til problemer med stavning.

Britisk og amerikansk engelsk

Forskellene mellem amerikansk engelsk og britisk engelsk stavemåde opstod hovedsageligt som følge af én mand. Noah Webster (1758-1843) skrev en grammatik, en stavebog og til sidst en amerikansk ordbog over det engelske sprog. I forbindelse hermed foreslog han en række forenklinger i stavemåden. I sin ordbog valgte han s frem for c i ord som forsvar, han ændrede re til er i ord som center, han droppede et af L'erne i traveler. I begyndelsen beholdt han u'et i ord som colour eller favour, men droppede det i senere udgaver. Han ændrede også tunge til tung: det holdt ikke. Hans hovedårsag var at hjælpe børn med at lære at læse og skrive. Websters ordbog indeholdt 70.000 ord, hvoraf 12.000 aldrig tidligere havde optrådt i en udgivet ordbog.

Webster skabte dog en lidt anderledes identitet for amerikansk engelsk. Men da hans indsats ikke tog fat på nogle af de mest grelle problemer, gør hans variationer kun en lille forskel i den måde, sproget bruges på. Et eksempel på de reelle problemer i engelsk ortografi er ordendelsen -ough, som udtales på flere forskellige måder: tough, bough, cough ... De grundlæggende årsager til stavevariationer er historiske. Låneord kommer med deres egen (fremmede) stavemåde. Nogle franske låneord staves stadig på den franske måde, mens andre er blevet ændret.

Siden Webster har mange mennesker foreslået en reform af den engelske stavemåde, f.eks. George Bernard Shaw, som foreslog et nyt fonetisk alfabet for engelsk. I nogle tilfælde er Websters ændringer blevet bredt vedtaget i Storbritannien: staveprogrammet kom fra franskmændene; det amerikanske program er klart enklere og mere i overensstemmelse med ordslutninger på engelsk. I vores moderne verden er den engelske ortografi stadig et problem. I nogle lande (især Frankrig) kan en national komité give råd og vejledning om stavemåden. Engelsk har længe været undtaget fra den nationale kontrol.

• Selv om stavemåden er vigtig, er den mindre vigtig end den måde, sproget bruges på i praksis. Forskellene mellem britisk og amerikansk engelsk i brug har mere at gøre med idiom, slang og ordforråd end med stavning. I denne henseende er stavning i skrift eller på tryk lidt ligesom udtale i tale. De er det nødvendige ydre tøj, men den indre substans er vigtigere.
• I Wikipedia (bemærk stavemåden) kan artikler være på enten amerikansk eller britisk engelsk, men de skal være ensartede i hver artikel. Flere detaljer: Wikipedia:Manual of Style

Ordbøger og fonetik

Moderne britisk stavning og brug blev i høj grad påvirket af de to store engelske ordbøger, Samuel Johnsons A dictionary of the English language (1755) og James Murray's Oxford English Dictionary. Johnsons ordbog fik enorm indflydelse, både i udlandet og herhjemme. Ordbogen blev eksporteret til Amerika.

"Den amerikanske vedtagelse af ordbogen var en betydningsfuld begivenhed, ikke kun i dens historie, men også i leksikografiens historie. For amerikanerne i anden halvdel af det 18. århundrede var Johnson autoriteten på sprogområdet, og den efterfølgende udvikling af amerikanske ordbøger var præget af hans berømmelse".^p224

For de amerikanske leksikografer var ordbogen umulig at ignorere:

"Amerikas to store leksikografer fra det nittende århundrede, Noah Webster og Joseph Emerson Worcester, skændtes voldsomt om Johnsons arv ... I 1789 erklærede [Webster], at 'Storbritannien, hvis børn vi er, og hvis sprog vi taler, bør ikke længere være vores standard; for smagen hos hendes forfattere er allerede fordærvet, og hendes sprog er på vej nedad' ... Hvor Webster fandt fejl hos Johnson, hilste Joseph Worcester ham velkommen ... I 1846 færdiggjorde han sin Universal and critical dictionary of the English Language.^p226

Nogle mennesker diskuterer, hvilket sprog der er nemmest at stave til. Folk, der lærer et andet sprog, har en tendens til at tro, at deres første sprog (modersmål) er det nemmeste. For den, der lærer, er programsprog med veldefinerede regler imidlertid lettere at starte med end engelsk. Stavemåden i det engelske sprog er langt den mest uregelmæssige af alle alfabetiske stavemåder og dermed den sværeste at lære. Engelsk er i sin oprindelse et germansk sprog. Fra sine tidlige rødder som angelsaksisk har det lånt ord fra mange andre sprog: Fransk (et romansk sprog) og latin er de mest hyppige donorer til engelsk.

Sprog med fonetisk stavning er lettere at lære at stave end andre sprog. Med fonetisk stavning staves ordene, som de udtales. Det italienske ord "orologio" udtales f.eks. oh-ro-LO-jo ("gi" laver altid en "j"-lyd.) På engelsk støder man på ordet "knife". I "knife" udtales "k" ikke, selv om det på engelsk er mere almindeligt at udtale "K "s, når de indgår i ord.

Historien om engelsk stavning

Et af de problemer, vi har, er, at ord, der lyder ens, kan staves helt forskelligt. Rough og ruff; meet og meat; great og grate. Ord med kompliceret stavemåde kan udtales enkelt: Leicester udtales "Lester". Selv de regler, vi har, bliver ofte overtrådt. "i før e undtagen efter c" har over 100 undtagelser.^p272 Næsten alle disse problemer er opstået af historiske årsager. Engelsk har ændret sig i de sidste tusind år, og efterhånden som sproget ændrer sig, bliver dele af det fastlåst med forskellige stavemåder.

Her er nogle af årsagerne til engelsk ortografi:

1. Oprindeligt et alfabet på 23 bogstaver til de ca. 35 fonemer (lyde) i oldengelsk. Andre bogstaver blev tilføjet senere.
2. Efter den normanniske erobring indførte de franske skribenter nye stavemåder.
3. Udskrivning. Mange af de tidlige trykkere kom fra det europæiske kontinent og bragte andre stavemåder med til England. Men selv om trykning stabiliserede stavningen, fortsatte udtalen med at ændre sig.
4. Trykningen faldt sammen med det store vokalskifte i slutningen af det mellemengelske sprog (slutningen af det 14. til 15. århundrede). For at undgå komplicerede detaljer er det her, hvad der skete: I løbet af et århundrede ændrede udtalen af alle vokalerne sig, og den er stadig ikke standard i hele Storbritannien. Under alle omstændigheder afspejler stavningen af tusindvis af ord nu deres udtale på Geoffrey Chaucers tid.
5. De lærde i det 16. århundrede forsøgte at angive et ords historie ved hjælp af dets stavemåde: det stumme "b" i "debt" er der for at afspejle det latinske debitum.
6. Flere låneord blev tilføjet i slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede, f.eks. pneumoni, idiosynkrasi, epitome, kakao.

Engelsk har et enormt antal ord, men stavemåden stammer fra mange forskellige kilder. "Det store og varierede leksikon på engelsk er blevet købt på bekostning af en stadig mere deversificeret grafologi". ^p275

Forskelle mellem sprog

Nogle sprog har en stor overensstemmelse mellem fonemer og bogstaver. Det betyder, at de har tæt på ét bogstav for hver lyd. Hvis der var en perfekt korrespondance, ville sproget have fonemisk ortografi. Engelsk er i høj grad ikke-fonemisk. Det har næsten alle kendte former for afvigelser:

1. forskellige bogstaver for den samme lyd
2. to eller flere bogstaver for en enkelt lyd
3. lyden afhænger af de nærliggende bogstaver
4. en lang række ord, hvis lyd varierer alt efter dialekt
5. et stort antal låneord med importerede stavemåder
6. mangelfuld: den repræsenterer ikke nogle vigtige forskelle i fonemer. Eksempel: forskellen mellem det stemte th (the) og det ustemte th (thin).

Dette undersøgelsesområde kaldes "ortografisk dybde". Den ortografiske dybde i et alfabetisk skriftsprog er den grad, i hvilken et skriftsprog afviger fra den simple én-til-én korrespondance mellem bogstav og fonem. Den viser, hvor let det er at forudsige udtalen af et ord ud fra dets stavemåde. Lavtliggende ortografier er lette at udtale ud fra det skrevne ord, og dybe ortografier er svære at udtale ud fra den måde, de er skrevet på. I overfladiske ortografier er korrespondancen mellem stavemåde og lyd direkte: med udgangspunkt i udtalereglerne er man i stand til at "sige" ordet korrekt.

De fleste andre internationale sprog har lignende problemer: På fransk, arabisk og hebraisk har nye læsere svært ved at lære at afkode ord. Som følge heraf lærer børnene at læse langsommere. På både spansk og italiensk er der en mere direkte forbindelse mellem stavning og udtale. Det er sprog med lav ortografisk dybde.

Relaterede sider

• Ghoti