Fasten (Lent) – betydning, historie og kirkelige traditioner

Fasten (Lent): Betydning, historie og kirkelige traditioner — hvorfor faste, ritualer, tidsopgørelse og lokale skikke i katolske, ortodokse og protestantiske kirker.

I den kristne tradition er fasten en periode på omkring seks uger før påsken. Fasten er en tid til stilhed, bod og forberedelse: mange kristne vælger at bedevelgørende organisationer og give afkald på vaner eller fornøjelser for at blive mere opmærksomme på gudstjeneste, bøn og næstekærlighed. Perioden leder frem mod påskens glæde, hvor kristne mindes, at Jesus døde på korset, men troen fejrer hans opstandelse.

Hvad er formålet med fasten?

Fasten handler om tre centrale discipliner:

• Prayer: at trække sig tilbage til bøn og refleksion.
• Faste: at afstå fra mad eller andre vaner for at styrke åndeligt fokus.
• Almisser: at hjælpe de fattige gennem gavmildhed og næstekærlighed.

Disse tre områder ses ofte som uløseligt forbundne i kirkens praksis: bøn, faste og godgørenhed hører sammen som forberedelse til påsken.

Hvorfor fyrre dage?

Fasten siges traditionelt at vare fyrre dage, fordi Bibelen beretter, at Jesus tilbragte fyrre dage i ørkenen i bøn og afsavn som forberedelse til sin død og opstandelse. I praksis tæller kirkerne disse dage forskelligt, fordi søndage ofte ikke regnes med som faste-dage i vestlig tradition; derfor bliver den samlede kalenderperiode lidt længere end præcis fyrre kalenderdage.

Tidsrum og forskelle mellem kirkesamfund

Fasten begynder i vestlig kirkelig praksis på askeonsdag. Der er betydelige variationer i, hvordan man regner perioden:

• I den katolske kirke beregnes fasten og dens afslutning forskelligt i forskellige historiske og liturgiske traditioner; nogle tæller faste-dagene eksklusiv søndage, hvilket giver en anden total end hvis man tæller alle kalenderdage (der findes ældre måder at opgøre, f.eks. med slutning ved den niende time på skærtorsdag).
• I nogle protestantiske og anglikanske traditioner findes andre regnemåder; historisk er der også tal, der angiver slutning på skærtorsdag i visse opgørelser.
• Kirker i den byzantinske tradition (f.eks. øst-ortodokse og øst-katolske kirker) følger en anden kalender og tæller fastedagene på en anden måde, og der er desuden lokale variationer i den orientalsk-ortodokse kirke.

Kort sagt: selvom idealet er fyrre dages åndelig forberedelse, varierer de præcise datoer og regler mellem kirker og lokalkirker.

Fasteformer og madtraditioner

Traditionelt indebar fasten i praksis nedsat spisning eller afholdenhed fra visse fødevarer. I gamle samfund faldt fastetiden ofte sammen med tidspunkter, hvor vinterens lagre skulle tømmes, så afholdenheden fik også et praktisk element. Mange romersk-katolikker holder traditionelt tilbage fra kød på fredage i fasteperioden og spiser i stedet fisk om fredagen; lokale regler og vaner ændrer sig dog over tid.

I dag spænder praksis fra streng kaloriefaste og faste-på-visse-dage til mere symbolske "gode gerninger" eller digitale fastetraditioner, hvor man f.eks. undlader sociale medier eller andre vaner for at give plads til bøn og nærvær.

Liturgi og folkelige skikke

Under fasten ændrer kirkerne ofte liturgien til en mere bodsbetonet og alvorlig tone: præster kan bære violette (lilla) messeklæder, salmer og bønner har penitential karakter, og ritualer som korsvejsandagt (Stations of the Cross) er almindelige i mange kirker. På askeonsdag markerer mange kirker begyndelsen ved at tegne kors af aske i panden som tegn på bod og forgængelighed.

Før fasten findes i de fleste vestlige lande folkelige skikke som karneval og fastelavn (dansk skik), hvor man fejrer den sidste dag før faste ved udklædning, fastelavnsboller og festligheder — traditioner der hører til shrovetide og som står i kontrast til den efterfølgende alvorlige fasteperiode.

Østlig praksis

I østlige kirker er fastepraksis ofte strengere og mere detaljeret fastlagt: særlige regler for, hvilke fødevarer der må indtages (ofte afholdenhed fra kød, mejeriprodukter og undertiden fisk, olie og vin på bestemte dage), særlige bønner og gudstjenester samt fasteperiodens egen tempofyldte liturgi. De konkrete regler varierer mellem jurisdiktioner og enkeltpersoners helbred og livssituation.

Regler i nutidens katolske kirke

Den moderne romersk-katolske kirke har fastsat generelle regler for faste og fromhed, men praktisk anvendelse kan variere: askeonsdag og langfredag er særligt markerede dage, og lokale bispekonferencer kan have supplerende bestemmelser. For mange katolikker er det almindeligt at holde en form for faste eller afholdenhed i løbet af hele den liturgiske fastetid.

Ordet "lent" stammer fra det gamle engelske lencten, der betyder "forår" (årstiden), hvilket understreger forbindelsen mellem åndelig fornyelse og naturens genopvågnen.

Moderne betydning

I dag ser man både traditionelle religiøse fastepraksisser og moderne fortolkninger: nogle følger de gamle regler tæt, andre bruger faste som en personlig øvelse i selvdisciplin og nærvær, og endnu andre ser det som en mulighed for at arbejde konkret med social retfærdighed i form af uddeling til de trængende.

Uanset form er fasten stadig i sin kerne en tid til eftertanke, omvending og forberedelse til den kristne påskefejring.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er fastelavn?

Spørgsmål: Hvor længe varer fasten traditionelt set?

Spørgsmål: Hvornår begynder fasten?

Sp: Hvornår slutter den i den katolske kirke?

Spørgsmål: Hvornår slutter den i den anglikansk-katolske kirke?

Spørgsmål: Hvordan tæller kirker i den byzantinske tradition fastelavnens dage anderledes?

Spørgsmål: Er faste en del af den traditionelle overholdelse af fastelavn?

Søg efter bogstav