Lucifer er ofte opfattet som et andet navn for Satan, men den opfattelse bygger på en bestemt fortolkning af en bibelsk tekst og på senere teologisk tradition. Navnet stammer fra latin og er sammensat af lux / lucis (lys) og ferre (at bringe), altså bogstaveligt "lysbringer".
Etymologi og sprogbrug
I klassisk latin var lucifer et almindeligt substantiv, brugt om morgenstjernen (planetens Venus), som "bringer af lys" ved daggry. Ordet blev senere optaget i kristne latinske oversættelser af Bibelen, den såkaldte Vulgata, hvor oversætteren Jerome bruger lucifer to steder: i en af brevene i Det Nye Testamente (2 Peter 1:19) for at gengive det græske ord φωσφόρος (phōsphóros) — "lysbærer" eller "lysspredende", og i Esajas 14:12 for at oversætte det hebraiske ord הילל (Hêlēl / Helel), ofte oversat som "morgenstjerne" eller "skinnende én".
Bibelsk sammenhæng — Esajas 14:12
Den verslinje i Esajas' Bog der lyder på hebraisk noget i retning af "Helel ben-shachar" (הֵילֵל בֶּן־שָׁחַר) betyder bogstaveligt "Helel, morgenens søn" eller "skinnende én, morgenens søn". I sin kontekst er teksten en hånende visdomstale rettet mod Babylons konge — et poetisk billede på en stolt hersker, der falder fra magt. Mange moderne bibeloversættelser gengiver derfor ikke ordet som et egennavn "Lucifer", men som udtryk som "morgenstjernen" eller "du, der skinner ved daggry".
Fra tekst til tradition
På grund af Jerome's latinske oversættelse og efterfølgende kirkelig fortolkning blev netop Esajas 14:12 læst allegorisk som omtale af en faldet engel — en mytisk oprørsk skikkelse, som senere blev identificeret med Satan. Denne læsning fik stor gennemslagskraft i middelalderen og ses i senere teologisk litteratur og i kunst og litteratur (fx middelalderlige skildringer, Dantes værker og senere i John Miltons Paradise Lost), hvor navnet Lucifer ofte bruges som navn på Satan eller en højst placeret engel, der gjorde oprør.
Andre bibelske brug af "morgenstjernen"
Det er værd at bemærke, at billedet "morgenstjerne" ikke entydigt er negativt i Bibelen. I Det Nye Testamente forekommer billedsprog for "morgenstjernen" i forskellig sammenhæng, og i enkelte tekster bruges lyssymbolik også positivt. I 2 Peter 1:19 oversættes det græske φωσφόρος i Vulgata med lucifer, men i mange moderne oversættelser bruger man i stedet udtryk som "lysbærer" eller "morgenstjerne" for at undgå at gøre latinets almindelige substantiv til et entydigt navn for Satan.
Konklusion
Sammenfattende er Lucifer oprindeligt et latinsk ord for morgenstjernen (planet Venus) og betyder "lysbringer". At ordet i dag ofte opfattes som et navn for Satan skyldes historiske oversættelsesvalg og senere fortolkningshistorie, ikke nødvendigvis den umiddelbare betydning i den hebraiske tekst i Esajas' Bog. Moderne bibelvidenskab lægger vægt på, at Esajas-tekstens primære hensigt er at spotte en menneskelig hersker (Babylons konge), og at identifikationen med en faldet engel er en sekundær, teologisk fortolkning.
