Wilhelm Friedemann Bach (født Weimar 22. november 1710 – død Berlin 1. juli 1784) var en fremtrædende tysk komponist og organist, bedst kendt som den ældste søn af Johann Sebastian Bach, men også for sit egenrådige temperament, store improvisatoriske evner og en produktion, der spænder fra kirkemusik til klaverværker.
Tidlige år og uddannelse
Wilhelm Friedemann voksede op i et musikalsk hjem. Hans far lærte ham at spille på cembalo og orgel, og han fik tidligt undervisning i både udførelse og komposition. Johann Sebastian nedskrev et udvalg af stykker i sin bog Notebook for Wilhelm Friedemann Bach, som både har undervisningsstykker ordnet efter sværhedsgrad og enkelte kompositioner af Wilhelm Friedemann selv (bl.a. to allemands og fire præludier). Udover tangentinstrumenter lærte han også at spille violin.
Karriere
Wilhelm Friedemann var kendt som en fremragende organist. I 1733 blev han udnævnt til organist ved Dresdens Sophienkirche (Sophiekirke), hvor han opbyggede sit ry som udførende og komponist. I Dresden skrev han blandt andet cembalokoncerter, sinfonier, triosonater, cembalosonater og mindre klaverværker; han udgav sin første samling musik i 1745.
I 1746 blev han organist i Liebfrauenkirche i Halle, en stilling der var både prestigefyldt og bedre lønnet end hans job i Dresden. Her var det hans opgave at levere musik til kirkens højtidsdage, hvilket førte til, at han skrev flere kantater og andet liturgisk materiale, ofte med genbrugelige satser til de tilbagevendende kirkelige højtider.
Musik og stil
Wilhelm Friedemanns musik bærer præg af sin fars solide contrapunktiske skole, men han udviklede samtidig en individuel stil, der peger frem mod tidens galante tendenser. Karakteristisk for hans værker er:
- virtuose og ofte improvisatoriske klaver- og orgelstykker,
- cembalokoncerter og kammermusik med klar melodisk linje,
- dramatiske og harmonisk dristige orgelværker, herunder fantasier og præludier,
- kirkemusik som kantater og koralarbejder, ofte skrevet med henblik på genbrug ved tilbagevendende festdage.
Han var særligt berømt som improvisator, og hans optrædener var ofte præget af stor teknisk sikkerhed og varm ekspressivitet.
Forhold til faderen og spørgsmål om manuskripter
Wilhelm Friedemann stod i tæt kontakt med sin far gennem mange år og anvendte ofte dele af Johann Sebastians musik i egne opførelser. Efter faderens død i 1750 overtog han en række manuskripter, og håndteringen af disse kilder har senere givet anledning til forviklinger og forvirring om ejerskab og autor- eller ægthedsproblemer. Nogle manuskripter blev solgt eller spredt, andre gik tabt; dette har gjort arbejdet med at fastslå præcis forfatterskab for enkelte stykker mere vanskeligt.
Senere liv, konflikter og økonomiske problemer
Wilhelm Friedemann havde et svært temperament og kom i konflikt med både kolleger og myndigheder. Efter gentagne uenigheder forlod eller mistede han i 1764 sin stilling i Halle. Herefter fulgte en periode præget af arbejdsløshed, ustadigt virke som underviser, lejlighedsvis koncertvirksomhed og økonomiske vanskeligheder. Han flyttede senere til Berlin, hvor han levede i stadig større fattigdom og relative isolation indtil sin død i 1784.
Arv og betydning
Trods et liv præget af personlige og økonomiske vanskeligheder efterlod Wilhelm Friedemann Bach et væsentligt repertoire, især inden for orgel- og klaverværker. Hans musik viser både den solide barokke contrapunktiske tradition og tidens nye musikalske tendenser. I det 20. århundrede blev interessen for hans værker genoplivet ved forskning, udgivelser og indspilninger, som har bidraget til at genkende hans individuelle kunstneriske stemme, adskilt fra faderens enorme arv.
Væsentlige træk: stor improvisatorisk kunnen, teknisk dygtighed som organist og cembalist, kompositorisk spændvidde fra kirkemusik til koncerter og kammermusik, samt et liv præget af konflikter og økonomisk usikkerhed.