Aralsøen: Centralasiens forsvindende sø og miljøkatastrofe
Aralsøen: Centralasiens forsvindende sø — historien om ødelæggelse, forurening, biologiske våben og genoplivningsprojekter. Læs om årsager, konsekvenser og redningsforsøg.
Aralsøen (kasakhisk: Арал Теңізі (Aral Tengizi), usbekisk: Orol dengizi, russisk: Aral Tengizi (Aral Tengizi), usbekisk: Orol dengizi: Аральскοе мοре) er en sø i Centralasien. Den ligger mellem Kasakhstan i nord og Karakalpakstan, en selvstyrende region i Usbekistan, i syd.
Siden 1960'erne er Aralsøen skrumpet dramatisk. I løbet af få årtier forsvandt omkring 90 % af det oprindelige søareal. Årsagen var i høj grad menneskeskabt: de to store floder, der førte vand til søen (Amu Darya og Syr Darya), blev afledt til store kunstvandingsprojekter under Sovjetunionen, især for at dyrke bomuld og andre afgrøder i et tørt klima. Resultatet blev massiv fordampning i kanalerne, tab af tilstrømning og en gradvis opdelt og forsaltnet sø.
Hvad skete der
Omkring 1960 dækkede Aralsøen et areal på cirka 68.000 km². Når vandtilførslen blev afskåret, medførte det:
- stadig stigende saltholdighed i søen og i jorden omkring,
- kolaps i fiskeriet og tab af levebrød for mange lokalsamfund,
- eksponering af den tidligere søbund som et stort salt- og forureningsreservoir, der blæser ud i støvstorme,
- udsættelse af befolkningen for rester af pesticider, gødning og andre giftstoffer,
- dannelse af isolerede, meget saltede vandområder — Nordlige Aral (Small Aral) adskilt fra den Sydlige Aral, som næsten er tørlagt.
Miljø- og sundhedskonsekvenser
Konsekvenserne er både lokale og regionale. Fra et økologisk og sundhedsmæssigt perspektiv har man observeret:
- stigende forekomst af luftvejslidelser, øjensygdomme og fødselskomplikationer i lokalbefolkningen,
- øget forekomst af krefttilfælde og andre kroniske sygdomme, som menes at hænge sammen med indånding og indtagelse af forurenet støv,
- tab af biodiversitet i området — både i ferskvandsøkosystemer og omkringliggende steppeområder,
- økonomisk forarmelse i kystbyer, fx den tidligere havneby Moynaq i Usbekistan, som nu ligger langt fra vandkanten.
Biologiske prøver og sikkerhedsproblemer
Et særligt problem var brugen af øer i Aralsøen til militære forsøg. Rebirth Island (Vozrozhdeniya Island) blev brugt til prøver og udvikling af biologiske våben indtil begyndelsen af 1990'erne. Derved er dele af øen og den omliggende søbund blevet forurenet med patogener som miltbrand, pest og tularæmi. Efter søens tilbagegang blev øen landfast (fra omkring 2001), hvilket rejste bekymring for spredning af farlige rester. Internationale oprydningsaktioner i begyndelsen af 2000'erne fjernede noget af den mest risikable materiale, men problematikken gør området ekstra følsomt og kræver fortsat overvågning og forsigtighed.
Forsøg på genopretning
Der er blevet gennemført flere projekter for at standse eller vende dele af forfaldet. Et vigtigt gennembrud var opførelsen af dæmningen ved Kokaral (ofte omtalt som Kok-Aral dæmningen) for at redde den nordlige del af søen. Dæmningen blev forstærket og genopbygget med international finansiering (herunder Verdensbanken) i 2005, hvilket har hjulpet med at hæve vandstanden i Den Nordlige Aral, sænke saliniteten og tillade, at fiskebestande og fiskerier delvist er kommet tilbage.
Trods succeserne i nord er den sydlige del af Aral fortsat i alvorlig forfatning: store salt- og sandflader, opdelt i østlige og vestlige bassiner, hvor især det østlige bassin i perioder har været helt udtørret.
Regionale og politiske udfordringer
Langsigtet forbedring kræver koordinering mellem de lande, der deler vandressourcerne — især Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan, Tadsjikistan og Kirgisistan. Vandstyring, modernisering af vandingssystemer, skift væk fra vandkrævende afgrøder og investering i lokale udviklingsprojekter er nødvendige for at sikre både miljø og menneskers levebrød.
Nutid og udsigter
I dag er Aralsøen ikke længere én samlet sø, men et landskab af små søer, saltflader og delvist restaurerede vandområder. Der er dokumenterede lokale forbedringer i Nordlige Aral takket være dæmningsprojektet — men en fuld regiongenopretning er stadig urealistisk uden markante ændringer i vandforbruget i oplandet. Klimaændringer kan yderligere forværre situationen ved at ændre nedbør og smeltevandsstrømme.
Vigtige facts
- Oprindeligt areal (omkring 1960): ~68.000 km².
- Tab af vand > 90 % i forhold til tidligere størrelse.
- Hovedårsag: afledning af Amu Darya og Syr Darya til kunstvanding.
- Militære biologiske tests på Rebirth Island har efterladt langlivet forurening.
- Nordlige Aral har delvist genvundet vandstand efter opførelse af Kok-Aral dæmningen (2005).
Aralsøens sammenbrud er et af de mest fremtrædende eksempler på, hvordan omfattende ændringer i vandforvaltning kan føre til store miljø-, sundheds- og socioøkonomiske problemer. Løsninger kræver både lokale investeringer i bæredygtig vandbrug og regionalt samarbejde om delte vandressourcer.
· 
Foto af Aralsøen fra 2004 (de sorte linjer er hvor det var i 1850)
· 
Rebirth Island (en ø i Aralsøen) tilslutter sig fastlandet (2000/2001)
· 
Det nordlige Aralshav, sammenligning april 2005/2006 (viser, at havet er vokset)
· 
Skrumpning af Aralsøen 1960-2008
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er Aralsøen?
A: Aralsøen var en sø, der ligger i Centralasien mellem Kasakhstan og Karakalpakstan, en autonom region i Usbekistan.
Spørgsmål: Hvad har forårsaget, at Aralsøen er blevet mindre siden 1960'erne?
Svar: De floder, der fødte den (Amu Darya og Syr Darya), blev brugt af Sovjetunionen til kunstvanding af bomuldsproduktion, hvilket fik den til at skrumpe.
Spørgsmål: Er det, der er tilbage af Aralsøen, stærkt forurenet?
A: Ja, det, der er tilbage af Aralsøen, er stærkt forurenet, hovedsagelig som følge af våbenforsøg, industriprojekter og udledning af gødning før og efter Sovjetunionens opløsning.
Spørgsmål: Er der et projekt til at redde i det mindste en del af Aralsøen?
Svar: Ja, der er et projekt til at redde i det mindste en del af den nordlige del af Aralsøen. Til dette formål blev der i 1990 bygget en dæmning for at stoppe vandets afstrømning.
Spørgsmål: Var Rebirth Island forurenet med biologiske våben indtil 1993?
Svar: Ja, Rebirth Island blev brugt til afprøvning af biologiske våben indtil 1993 og var forurenet med miltbrand, pest og tularæmi.
Spørgsmål: Hvornår blev Rebirth Island forbundet med fastlandet?
A: I 2000/2001 blev Rebirth Island forbundet med fastlandet og fik forbindelse til fastlandet.
Spørgsmål: Hvad skete der i 2005 med hensyn til international finansiering til redning af en del af det nordlige hav? Svar: I 2005 gik en dæmning i stykker, som blev genopbygget med international finansiering.
Søge