In re Gault (1967) – Unges rettigheder: Ret til advokat og retfærdig rettergang

I de fire år før Højesteret traf afgørelse i sagen In re: Gault, traf Højesteret også afgørelse i nogle andre meget vigtige sager om retten til en retfærdig rettergang - de rettigheder, som folk har, når de bliver anklaget for en forbrydelse. Disse afgørelser gjaldt dog ikke for børn, der blev stillet for en ungdomsdomstol. Sagen blev argumenteret af Norman Dorsen til fordel for de unge.

Rettigheder for voksne

Grundlovsfæstede rettigheder

Det sjette tillæg til USA's forfatning siger, at "I alle straffesager skal den anklagede have ret til ... bistand fra en advokat til sit forsvar." ("Counsel" er et juridisk ord for "advokat".)

Desuden siger det fjortende tillæg, at ingen stat kan fratage nogen person "liv, frihed eller ejendom uden en retfærdig rettergang; eller nægte nogen person ... den lige beskyttelse af lovene".

Højesteretssager

På grundlag af disse to ændringer traf Højesteret afgørelse i disse skelsættende sager:

• Gideon v. Wainwright, 372 U.S. 335 (1963): Domstolen fastslog, at det er nødvendigt at have en advokat for at få en retfærdig retssag. Den fastslog, at enhver tiltalte, der er anklaget for en forbrydelse, har ret til en advokat. Hvis den anklagede ikke kan betale for en advokat, skal staten tildele ham en gratis advokat.
• Miranda v. Arizona, 384 U.S. 436 (1966): Når en person bliver spurgt, om han har begået en forbrydelse, behøver han ikke at svare. De kan ikke komme i problemer for ikke at svare. Dette kaldes retten mod "selvinkriminering" (retten til ikke at sige noget, der beviser, at man har begået en forbrydelse). Før en mistænkt bliver afhørt, skal han/hun få at vide, at han/hun ikke behøver at svare på nogen spørgsmål.

Disse afgørelser gjaldt dog kun for domstole for voksne. Selv om forfatningen aldrig siger, at dens rettigheder kun gælder for voksne, havde amerikanske domstole aldrig givet unge de samme rettigheder til en retfærdig rettergang som voksne.

Ungdomsdomstole

I USA's retssystem er der separate domstole for børn, der er anklaget for at have begået forbrydelser eller have adfærdsproblemer. Disse kaldes "ungdomsdomstole".

Hver stat har sine egne love om deres ungdomsdomstole. Men hvis dommeren beslutter, at barnet er "kriminelt", kan dommeren normalt gøre barnet til "underlagt retten". Det betyder, at dommeren giver retten ansvaret for barnet og tager denne magt fra barnets forældre. I tilfælde af de værste forbrydelser kan retten beslutte at sætte barnet på en specialskole, i et ungdomsfængsel eller et andet program uden for hjemmet og beholde det der, indtil det fylder 21 år.

På det tidspunkt, hvor Gerald Gault blev anholdt, havde unge meget få rettigheder i ungdomsretssystemet. De kunne f.eks. blive sat i fængsel uden retssag eller uden at vide, hvilken forbrydelse de blev anklaget for.

Den 8. juni 1964 anholdt en politibetjent Gerald Gault, en femtenårig dreng. Sheriffen fortalte ikke Gaults forældre, at han var blevet anholdt. Han blev anholdt efter at en nabo ved navn Ora Cook havde klaget over, at hun havde modtaget et obskønt og vulgært telefonopkald. På det tidspunkt var Gault prøveløsladt. Han var blevet sat på prøve i seks måneder fra den 25. februar 1964 for at være sammen med en anden dreng, der havde stjålet en kvindes pung.

I mellemtiden kom Gaults mor hjem og opdagede, at han var forsvundet. Hun fandt ham til sidst på amtets børneforsorgshjem, men hun fik ikke lov til at tage ham med hjem. Uden at være anklaget for en forbrydelse var Gault blevet anbragt i et ungdomsfængsel.

Gault har altid sagt, at hans ven Ronald Lewis ringede til Cook fra Gault-familiens trailer. I 2007 sagde Gault, at da han hørte, hvad Lewis sagde, smed han Lewis ud.

Høringer i ungdomsdomstolen

Første høring

Næste morgen havde Gault sin første retsmøde foran dommer McGhee. Dommer McGhee arbejdede normalt i Gila County Superior Court (en domstol for voksne), men arbejdede i ungdomsdomstolen den dag.

Ved afslutningen af høringen sagde dommer McGhee, at han ville overveje, hvad han skulle gøre, og sendte Gault tilbage til fængslet. Gault blev tilbageholdt i fængslet i et par dage mere og blev derefter sendt hjem. Der var aldrig nogen, der forklarede, hvorfor han blev holdt i fængsel, eller hvorfor han blev løsladt. Den dag, han kom hjem, fik hans mor en seddel, hvori der stod, at dommer McGhee havde beordret en ny høring.

Anden høring

Ved den anden høring fastslog McGhee, at Gault var "et kriminelt barn". Det betød, at Gault havde overtrådt en statslig lov. McGhee beordrede, at Gault skulle sendes til den statslige industriskole, indtil han fyldte 21 år, medmindre retten besluttede at lade ham gå ud inden da. Denne straf var baseret på en anklage om "uanstændige telefonsamtaler". Hvis Gault var blevet dømt for den samme forbrydelse som voksen, ville Arizonas love have tilladt en maksimal straf på to måneders fængsel og en bøde på mellem 5 og 50 dollars.

Problemer med høringerne

Gaults anklager, fru Cook, var ikke til stede ved nogen af høringerne, selv om fru Gault havde bedt hende om at komme, så hun kunne identificere, om Gerald eller hans ven havde foretaget telefonopkaldene. Dommer McGhee havde sagt, at "hun ikke behøvede at være til stede". Dommer McGhee havde aldrig fortalt Gaults forældre, at de kunne medbringe en advokat til høringerne eller indkalde vidner til at forsvare Gerald.

Der var heller ingen, der skrev en udskrift (en optegnelse af præcis, hvad der blev sagt) under nogen af høringerne. Derfor var der ingen beviser for, hvad Gault eller dommer McGhee sagde under disse høringer. Senere sagde dommer McGhee, at Gault indrømmede, at han havde sagt noget "utugtigt" til fru Cook. Begge Gaults forældre insisterede på, at Gerald aldrig havde indrømmet at have gjort noget forkert.

Habeas corpus-appel

På det tidspunkt tillod loven i Arizona ikke, at ungdomssager kunne appelleres. Gaults forældre hyrede en advokat ved navn Amelia Lewis, som indgav et andragende til Arizonas højesteret med henblik på at få en habeas corpus-tilladelse. Det betyder, at de bad højesteret om at lade Gerald gå fri, fordi hans fængsling var uretfærdig. Højesteret sendte sagen videre til Arizona Superior Court, en almindelig retssal, med henblik på en habeas corpus-høring. Denne høring skulle afgøre, om Gault blev sendt uretfærdigt i ungdomsfængsel.

McGhees argumenter

Høringen blev afholdt den 17. august 1964. Gaults' advokat udspurgte dommer McGhee om de juridiske grunde til hans handlinger. Hun bad McGhee om at forklare, hvilke love han havde brugt til at finde Gerald "kriminel".

McGhee gav flere svar:

• Gerald brugte utugtigt sprog, mens en anden person kunne høre det (dette var en forseelse i henhold til Arizona Revised Statutes § 13-377)
• Gerald var i strid med ARS § 8-201(6)(d). Denne del af loven siger, at et kriminelt barn "sædvanligvis" (regelmæssigt) opfører sig på en måde, der "skader eller bringer sig selv eller andres moral eller sundhed i fare". Som bevis for, at Gerald "sædvanligvis" var farlig, angav McGhee to grunde:
• Han sagde, at Gault indrømmede at have foretaget "dumme opkald, eller sjove opkald, eller noget i den stil" i fortiden.
• To år tidligere fik ungdomsdomstolen en rapport om, at Gault havde stjålet en baseballhandske og løjet over for politiet om det. Retten gjorde dog aldrig noget ved dette, fordi der ikke var noget bevis

Dommer McGhee sagde også, at Gerald allerede var prøveløsladt. Dette spillede en rolle i hans beslutning, sagde han.

Retten afviste habeas corpus-anmodningen. Den fastslog, at dommer McGhee havde tilstrækkelige beviser og juridiske grunde til at sende Gault i fængsel.

Appel til Arizona Supreme Court

Derefter appellerede Amelia Lewis og Gaults til Arizona Supreme Court (99 Ariz. 181 (1965)). De havde to hovedargumenter. De hævdede, at Geralds dom ikke var lovlig, fordi han ikke havde fået de retmæssige rettigheder i forfatningen til en retfærdig rettergang. De hævdede også, at statens sæt af ungdomslove, Arizona Juvenile Code, var forfatningsstridig, fordi den ikke omfattede disse rettigheder til en retfærdig rettergang.

Arizona højesteret gav Gaults ret. De sagde, at hverken ungdomsloven eller Geralds dom var i strid med den retmæssige procedure.

I henhold til amerikansk lov havde Gaults kun én lovlig mulighed tilbage. Denne mulighed var at appellere til USA's højesteret, men for at gøre dette ville de få brug for flere advokater, og det ville blive dyrt. Advokater fra Arizona-afdelingen af American Civil Liberties Union (ACLU) gik imidlertid ind i sagen og arbejdede sammen med Amelia Lewis om appel til Højesteret. Den 16. december 1966 gik de for Højesteret.

Juridiske spørgsmål

Højesteret skulle besvare tre vigtige juridiske spørgsmål i denne sag: et specifikt spørgsmål, et generelt spørgsmål og et spørgsmål, der ville påvirke alle unge og domstole i landet..:

• Det specifikke spørgsmål: Blev Gerald Gaults ret til en retfærdig rettergang krænket, da han blev dømt og sendt i ungdomsfængsel? Hvis det var tilfældet, hvad skal der så ske med ham?
• Det generelle spørgsmål: Var Arizonas ungdomskodeks for unge forfatningsstridig, fordi den ikke gav unge de rettigheder til en retfærdig rettergang, der er fastsat i forfatningens fjortende tillæg?
• Det største spørgsmål: Havde unge overhovedet de samme rettigheder som voksne? Gælder det fjortende tillæg overhovedet for ungdomsdomstole?

Beslutning

Den 15. maj 1967 stemte Højesteret 8-1 til fordel for Gaults. De fastslog, at Geralds ret til en retfærdig rettergang var blevet krænket.

Dommer Abe Fortas skrev Domstolens flertalsudtalelse. Han skrev:

Dommer Fortas påpegede, at hvis Gerald var over 18 år og var blevet stillet for en voksendomstol, ville han have haft mange forskellige rettigheder, herunder dem i denne tabel.

Men fordi han var 15 år og var i en ungdomsdomstol, fik Gerald ingen af disse rettigheder.

I Domstolens udtalelse skrev dommer Fortas, at uden disse rettigheder kan en person ikke få en retfærdig rettergang, uanset alder. Det fjortende tillæg siger, at "ingen stat kan fratage nogen person "liv, frihed eller ejendom uden en retfærdig rettergang; eller nægte nogen person ... den lige beskyttelse af lovene". Da ungdomsdomstole kunne tage børns frihed fra dem ved at sende dem i ungdomsfængsler, var de nødt til at give unge anklagede fuld ret til en retfærdig rettergang. De skulle også give dem "lige beskyttelse af loven" - den samme beskyttelse, som en voksen, der risikerer at komme i fængsel, ville få.

Domstolen ophævede Geralds dom og beordrede ham løsladt. Han havde tilbragt tre år på industriskolen: to år og ti måneder længere end han muligvis kunne have tilbragt i fængsel, hvis han var blevet dømt som voksen.

Domstolen erklærede også Arizonas ungdomskodeks for forfatningsstridig. De fastslog, at ungdomslovgivningen skal omfatte ret til en retfærdig rettergang.

Før In re Gault havde unge, der blev anklaget for forbrydelser, meget få rettigheder. In re Gault gav børn og teenagere, der blev anklaget for forbrydelser, ret til en retfærdig rettergang, som unge aldrig havde haft. Denne beskyttelse gælder for alle unge i USA, ikke kun i Arizona. Efter denne afgørelse skal alle unge, der anklages for forbrydelser, ifølge loven have de rettigheder, der er fastsat i det fjortende tillæg. For eksempel:

• De skal have at vide, hvilken forbrydelse de er anklaget for, og hvornår de skal møde i retten i så god tid, at de kan forberede sig (f.eks. ved at arbejde på et forsvar eller skaffe sig en advokat)
• Den unge og dennes forældre skal informeres om deres ret til en advokat
• Den unge (eller normalt hans advokat) har ret til at udspørge de vidner, der siger, at han/hun er skyldig, og til at indkalde sine egne vidner, der siger, at han/hun ikke er skyldig.
• De skal advares om, at de ikke behøver at svare på spørgsmål om, hvorvidt de er skyldige, heller ikke i retten

Med andre ord fastslog In re Gault, at alle ungdomsdomstole i landet skulle følge det fjortende ændringsforslag.