Gideon v. Wainwright: Retten til offentlig forsvarer i USA

Mellem midnat og kl. 8.00 om morgenen den 3. juni 1961 brød nogen ind i Bay Harbor Pool Room i Panama City, Florida. Personen brød en dør op, smadrede en cigaretmaskine og en pladespiller og stjal mønter fra et kasseapparat. Senere samme dag sagde et vidne, at han havde set Clarence Earl Gideon i poolrummet omkring kl. 5.30 samme morgen. Vidnet sagde, at Gideon forlod stedet med en vinflaske og penge i lommerne. Kun på grundlag af disse oplysninger anholdt politiet Gideon og sigtede ham for indbrud med henblik på at begå tyveri. Denne anklage betyder, at en person brød ind på et sted med den hensigt at stjæle andres ejendom. (I Florida betød "småtyveri" på det tidspunkt, at personen stjal noget, der var mindre end 50 dollars værd). Hvis Gideon blev fundet skyldig, kunne han i henhold til Floridas lov få op til fem års fængsel, hvis han blev kendt skyldig.

Love om retten til rådgivning

Ved statslige domstole

I 1961 skulle statslige domstole følge Højesterets afgørelse i Betts v. Brady. I denne sag fastslog Domstolen, at hvis en tiltalte blev anklaget for en kapitalforbrydelse, skulle han tildeles en advokat, hvis han ikke kunne betale for en. Så længe den anklagede ikke var anklaget for en forbrydelse med dødelig udgang, var staterne imidlertid ikke forpligtet til at tildele gratis advokater til alle anklagede, som ikke havde råd til det. Domstolen fastslog, at det at have en advokat ikke var en grundlæggende rettighed og ikke var nødvendigt for en retfærdig rettergang.

I sin afgørelse fastslog Domstolen, at der var særlige tilfælde, hvor en domstol skulle tildele en advokat. I disse særlige tilfælde ville det være vanskeligt for en sagsøgt at få en retfærdig rettergang, hvis han ikke havde en advokat. Disse "særlige omstændigheder" omfattede ting som f.eks. at en sagsøgt ikke havde uddannelse eller ikke kendte rettens regler.

Vigtighed

Det betød, at i 1961 havde de fleste sagsøgte i hele staten Florida ingen advokater. De havde to muligheder: at erklære sig skyldig eller at forsvare sig selv ved en retssag. En advokat fra Florida husker, at "[før] 1963 var det kun de velhavende, der havde mulighed for at få advokater i Floridas retssale".

I et brev, som han skrev fra fængslet, skrev Gideon engang:

Appel

Først indgav Gideon en stævning om habeas corpus til Floridas højesteret. Dette er en anmodning om at blive løsladt fra en uretfærdig fængsling. Floridas højesteret afviste summarisk hans anmodning - det vil sige, at de nægtede overhovedet at afholde en retshøring eller høre Gideons argumenter.

Fra sin fængselscelle, hvor han brugte fængselsbiblioteket og skrev med blyant på fængselspapir, appellerede Gideon derefter til USA's højesteret. Han bad Højesteret om at tage hans sag op til fornyet overvejelse, "fordi "den retmæssige procedureklausul" i det 14. forfatningstillæg og den femte og sjette artikel i Bill of Rights er blevet krænket" sic.

Gideon hævdede, at han var blevet nægtet en advokat, hvilket var i strid med hans rettigheder i henhold til sjette forfatningsændring. I Betts v. Brady havde Højesteret fastslået, at det sjette tillæg ikke gjaldt for staterne. Gideon hævdede imidlertid, at det gjorde det på grund af det fjortende tillæg.

Det fjortende tillæg siger, at ingen stat kan fratage nogen person "liv, frihed eller ejendom uden en retfærdig rettergang; eller nægte nogen person ... lige beskyttelse af lovene". Gideon hævdede, at hvis staten Florida ikke tildelte fattige tiltalte advokater, gav den ikke disse tiltalte en retfærdig rettergang eller lige beskyttelse i henhold til loven.

Højesteret indvilligede i at behandle Gideons appel. De havde besluttet at overveje, om Betts v. Brady skulle "genovervejes" (genovervejes).

Det juridiske spørgsmål

Det grundlæggende spørgsmål, som Højesteret skulle besvare, havde at gøre med det sjette ændringsforslag. De havde allerede besluttet, at alle, der var anklaget for en forbrydelse ved en føderal domstol, i henhold til det sjette ændringsforslag havde ret til at få en advokat, selv om de ikke kunne betale for en. Nu skulle de afgøre, om det sjette tillæg gjaldt for delstaterne på samme måde som for den føderale regering. Med andre ord, havde alle personer, der blev anklaget for en forbrydelse ved en delstatsdomstol, ret til en advokat?

Argumenter

For Gideon

Højesteret havde tildelt Gideon en kendt advokat fra Washington, D.C. ved navn Abe Fortas. (I 1965 skulle Fortas blive dommer ved USA's højesteret).

Fortas hævdede, at det var umuligt for en person at få en retfærdig retssag uden en advokat. Han hævdede, at i henhold til det fjortende forfatningsændringens krav om "retfærdig rettergang" skulle staterne give en person en retfærdig rettergang, før de fratog ham hans frihed. Ved at nægte Gideon en advokat nægtede staten Florida ham en retfærdig rettergang og krænkede hans ret til en retfærdig rettergang i henhold til det fjortende tillæg.

Mod Gideon

En advokat ved navn Bruce Jacob argumenterede for sagen mod Gideon for Højesteret. Han fremførte et par forskellige argumenter.

Jacob hævdede, at forfatningen tillader staterne at fastsætte deres egne regler for strafferetsplejen (hvordan straffesager skal afvikles). Han talte om føderalisme - den adskillelse af beføjelser mellem forbundsstaten og delstaterne, som er nedfældet i forfatningen. Ved at lave en regel, der siger, at staterne altid skal give fattige tiltalte gratis advokater, ville forbundsregeringen overskride sine beføjelser. Delstaterne ville ikke kunne lave deres egne regler, og det ville fratage dem en rettighed, som forfatningen giver delstaterne.

Jacob hævdede også, at en person ikke behøver en advokat for at få en retfærdig rettergang. Han sagde, at dommere og endda anklagere hjælper med at beskytte rettighederne for folk, der forsvarer sig selv i retten.

Desuden sagde Jacob, at hvis Domstolen gav Gideon ret, ville det få skadelige virkninger. Hvis Domstolen fastslog, at en advokat var nødvendig for en retfærdig retssag, ville staten også være nødt til at give fattige anklagede gratis advokater til andre typer retssager, f.eks. appelsager og civile retssager. Staten ville aldrig have nok advokater til dette eller penge nok til at betale dem, sagde han. Desuden havde 65 % af Floridas 8.000 fanger - 5.200 fanger - ikke haft advokater. Jacob hævdede, at mange af disse fanger kunne gå fri, hvis Domstolen gav Gideon ret.

Den 18. marts 1963 stemte Højesteret 9-0 for, at Gideon havde ret. Hans rettigheder var blevet krænket.

Domstolen fastslog, at det sjette forfatningstillægs ret til en advokat gælder for staterne. Den begrundede dette med, at en person uden en advokat ikke kan få en retfærdig retssag. Hvis en person ikke får en retfærdig rettergang, får vedkommende ikke den "retssag", som det fjortende tillæg garanterer. Med andre ord, fordi folk har ret til en retfærdig rettergang, har de ret til en retfærdig rettergang, og fordi de ikke kan få en retfærdig rettergang uden en advokat, har de også ret til en advokat.

Domstolen udtalte også, at dens tidligere afgørelse i Betts mod Brady var forkert. Denne afgørelse omstødte Højesterets tidligere afgørelse i Betts v. Brady (hvilket betyder, at Betts-afgørelsen ikke længere var gyldig). Dommer Black (som var uenig i Betts-dommen, da Domstolen traf den) skrev

Gideon

Højesterets afgørelse betød ikke, at Gideon automatisk kunne gå fri. Den betød, at han fik en ny retssag - denne gang med en gratis advokat tilknyttet.

Gideon bad om en advokat ved navn Fred Turner, som havde et meget godt ry, og dommeren gik med til det. Da Turner argumenterede for sagen, tog det juryen mindre end en time at erklære Gideon ikke skyldig. Gideon blev løsladt samme dag.

Gideon døde den 18. januar 1972 af kræft og tuberkulose. Han blev begravet i en umærket grav i Missouri.

Næsten tretten år senere betalte American Civil Liberties Union for at få sat en gravsten på Gideons grav. På gravstenen er der et citat baseret på noget, som Gideon skrev i et brev til Abe Fortas: "Jeg tror, at hver æra finder en forbedring af loven til gavn for menneskeheden." ^p.78

Resultater

På baggrund af højesteretsafgørelsen havde hver af Floridas 5.200 fanger, der var blevet dømt uden advokat, ret til en ny retssag - denne gang med en advokat. Omkring 1.200 af disse fanger blev imidlertid løsladt uden en ny retssag. Dette skete, fordi vidnerne i deres sager var døde eller flyttet, og staten Florida ikke havde beviser nok til at retsforfølge dem igen.

Samme år, som Gideon blev vedtaget, oprettede Floridas lovgivende forsamling sit system med offentlige forsvarere. I løbet af 1960'erne oprettede de stater, der ikke allerede havde et offentligt forsvarersystem, et sådant.

Da Gideon blev vedtaget, var der stadig 13 stater, som ikke altid gav fattige anklagede i straffesager en advokat. Som i Florida fik mange af disse fattige anklagede ikke en retfærdig retssag, fordi de ikke fik hjælp fra en advokat. Efter Gideon-afgørelsen har alle personer, der er anklaget for en forbrydelse ved en hvilken som helst domstol i USA, ret til en advokat - også selv om de ikke kan betale for en advokat. Tiltalte kan beslutte, at de ikke ønsker en advokat, men når de gør det, giver de afkald på deres ret til en advokat, fordi de ønsker det.

Fire år efter Gideon, i en sag kaldet Burget v. Texas, fastslog Højesteret, at Gideon-afgørelsen fandt anvendelse "med tilbagevirkende kraft". Det betyder, at den også gælder for anklagede, der blev dømt før Gideon blev afgjort i 1963. Domstolen indrømmede med andre ord, at de anklagede skulle have haft ret til advokatbistand hele tiden, selv før Gideon. Domstolen besluttede i Gideon, at folk ikke kunne få en retfærdig retssag uden advokater; det gjaldt lige så meget for folk, der blev dømt før 1963. Disse mennesker fortjente nu også nye retssager med gratis advokater til at hjælpe dem.

Gideon-afgørelsen garanterer stadig gratis advokatbistand til alle fattige personer, der er anklaget for en forbrydelse i USA. Mange jurister er dog enige om, at der er mange problemer med systemet med offentlige forsvarere i det 21. århundrede. På grund af disse problemer, hævder de, får mange fattige anklagede ikke de rettigheder, som Gideon-afgørelsen gav dem.

Ifølge disse forskere er et af de største problemer med dagens offentlige forsvarere, at de ikke får nok penge fra regeringen til at håndtere det antal fattige anklagede, de skal repræsentere. Det betyder:

• Programmerne kan ikke ansætte nok advokater
• Offentlige forsvarere skal tage sig af mange forskellige sager ad gangen
• Når advokater har for mange sager, har de meget lidt tid til at arbejde på hver enkelt sag, og de kan ikke udføre deres arbejde så godt som muligt.
• Disse advokater er ikke godt betalt, og da deres job også er meget stressende, bliver mange advokater ikke længe i jobbet som offentlig forsvarer.
• Nogle offentlige forsvarere har meget lidt erfaring med strafferet
• Mange fattige anklagede får gratis advokatbistand under retssagen, men får senere at vide, at de skal betale for advokatens ydelser.

Når de offentlige forsvarere ikke kan udføre deres arbejde godt, fordi de har for mange sager, for lidt erfaring eller er for overbebyrdet, får de anklagede strengere straffe, når de bliver dømt.

=