Femte tillæg til den amerikanske forfatning

Tekst

Det femte ændringsforslag er affattet således:

Klausuler

Grand Juryer

Det femte tillæg kræver, at det føderale retssystem anvender storjuryer i forbindelse med alle kapitalforbrydelser og "berygtede forbrydelser" (sager, der involverer forræderi, visse forbrydelser eller grov moralsk fordærv). De store nævninge har deres rødder tilbage til Assize of Clarendon, som blev vedtaget af Henrik II af England i 1166. USA er et af de få tilbageværende lande, der anvender en storjury.

Dobbelt jeopardy

Bestemmelsen om dobbelt strafbarhed i det femte tillæg forbyder, at en tiltalte kan blive stillet for retten igen for de samme (eller lignende) anklager i den samme sag efter en retmæssig frifindelse eller domfældelse. I common law-lande kan en sagsøgt indgive en ufravigelig påstand om autrefois acquit eller autrefois convict (autrefois betyder "tidligere" på fransk). Det betyder, at hvis sagsøgte er blevet frikendt eller dømt for den samme lovovertrædelse og ikke kan retsforfølges på ny i henhold til princippet om dobbelt strafbarhed. Den oprindelige hensigt med klausulen er at forhindre, at en person skal gennemgå en række retsforfølgninger for den samme handling, indtil anklageren får en dom.

Selvinkriminering

I en straffesag har en person i henhold til det femte ændringsforslag ret til at nægte at inkriminere sig selv (eller sig selv). Ingen er forpligtet til at give oplysninger, der kan bruges imod ham. Dette kaldes også "taking the Fifth" eller mere almindeligt "pleading the Fifth". Hensigten med denne bestemmelse er at forhindre regeringen i at tvinge en person til at tilstå under ed. En person kan ikke nægte at besvare et relevant spørgsmål under ed, medmindre svaret ville inkriminere ham. Hvis svaret på et spørgsmål i vidneskranken kan bruges til at dømme den pågældende person for en forbrydelse, kan han gøre sin ret til det femte tillæg gældende.

Forfatterne til det femte ændringsforslag havde til hensigt, at bestemmelserne i det kun skulle gælde for den føderale regering. Siden 1925 har de fleste bestemmelser i Bill of Rights i henhold til inkorporeringsdoktrinen nu også fundet anvendelse på delstatsregeringer og lokale regeringer. Siden den skelsættende afgørelse Miranda v. Arizona, 384 U.S. 436 (1966), er politiet, når de anholder en person, forpligtet til at medtage "retten til at tie" som en del af den juridiske Miranda-advarsel (ordlyden kan variere).

Retfærdig rettergang

Klausulen om retfærdig rettergang garanterer enhver person en retfærdig, retfærdig og velordnet retssag. Det femte tillæg gælder for den føderale regering. Det fjortende tillæg til USA's forfatning forbyder bl.a. staterne at nægte nogen deres liv, frihed eller ejendom uden en retfærdig rettergang. Det fjortende tillæg udvider således klausulen om retfærdig rettergang i det femte tillæg til at gælde for staterne. Retfærdig rettergang betyder, at regeringen skal følge loven og ikke overtræde nogen dele af den. Et eksempel på en overtrædelse af den retmæssige procedure er, når en dommer er forudindtaget mod den anklagede under en retssag. Et andet eksempel er, når anklagemyndigheden undlader at videregive oplysninger til forsvaret, som viser, at den anklagede ikke er skyldig i forbrydelsen.

Takings

I den femte tillægsbestemmelse om overtagelse af ejendom hedder det, at "privat ejendom [ikke] må tages til offentlig brug uden rimelig kompensation". Det femte tillæg begrænser kun den føderale regering. Det fjortende tillæg udvidede denne klausul til også at omfatte foranstaltninger, der træffes af statslige og lokale myndigheder. Når regeringen ønsker at købe ejendom til offentlig brug, fremsætter den et tilbud til ejeren. Hvis ejeren ikke ønsker at sælge ejendommen, kan regeringen indbringe ham for retten og udøve en magt, der kaldes eminent domain. Navnet stammer fra det latinske udtryk dominium eminens (som betyder øverste herredømme). Retten dømmer derefter ejendommen (hvilket betyder, at den ikke længere kan bebos af mennesker). Dette giver regeringen mulighed for at overtage ejendommen, men den skal betale "retfærdig erstatning" til ejeren. Med andre ord skal det offentlige organ betale det, som ejendommen er værd.

En sag, der blev behandlet af USA's højesteret, Kelo v. City of New London, 545 U.S. 469 (2005), blev afgjort til fordel for at tillade brugen af eminent domain til at overføre jord fra en privat ejer til en anden privat ejer. Domstolen bekræftede, at byen New London, Connecticuts foreslåede anvendelse af andragerens private ejendom kvalificerer sig som en "offentlig anvendelse" i henhold til Takings Clause. Byen mente, at ejendommen var i dårlig stand, og at den nye ejer ville forbedre den. Denne udvidelse af Takings Clause har været meget kontroversiel.