Miranda v. Arizona: Miranda-advarslen og mistænktes rettigheder (1966)
Miranda v. Arizona, 384 U.S. 436 (1966), var en skelsættende afgørelse fra USA's Højesteret. Domstolen fastslog, at en mistænkt, der er i politiets varetægt, skal informeres om retten til at rådføre sig med en advokat før og under afhøringen. De skal informeres om retten til ikke at inkriminere sig selv, og politiet skal sikre sig, at den mistænkte forstår disse rettigheder.
Miranda-advarslen (ofte blot kaldet "Miranda") er den formelle advarsel, som politiet i USA skal give til mistænkte i straffesager, når betingelserne for en afhøring i varetægt er opfyldt. Den skal gives, inden mistænkte udsættes for afhøring i overensstemmelse med Miranda-dommen. Formålet er at beskytte den enkeltes rettigheder under den amerikanske forfatning — især retten mod selvinkriminering (Fifth Amendment) og retten til juridisk bistand (Sixth Amendment) — og at sikre, at enhver eventuel frafald af disse rettigheder sker frivilligt, klogt og bevidst.
Sagens fakta kort
Sagen udsprang af anklager mod Ernesto Miranda, som blev anholdt i Arizona i 1963 og efterfølgende tilstod voldtægt og kidnapping under politiets afhøringer uden at være blevet advaret om sine konstitutionelle rettigheder. Hans tilståelse blev brugt ved retssagen, hvor han blev dømt. Højesteret annullerede senere dommen og fastslog, at tilståelsen ikke kunne bruges, fordi Miranda ikke var blevet informeret om sine rettigheder.
Højesterets begrundelse
Højesteret lagde vægt på, at afhøringer i politiets varetægt fra naturens side belaster en persons vilje. Uden klare procedurer kan mistænkte komme til at afgive selvinkriminerende udsagn uden at forstå deres rettigheder. For at gøre Fifth Amendment-beskyttelsen praktisk og effektiv kræves derfor klare advarsler og en gyldig frafaldsprocedure. Afgørelsen fastsatte ikke én ordlyd, men kravene til indhold og forståelse.
Indholdet af en typisk Miranda-advarsel
Der findes ikke én officiel formulering, men en standardadvarsel omfatter typisk:
- Retten til at forblive tavs (right to remain silent).
- Advarsel om at alt, hvad der siges, kan bruges imod én i retten (anything you say can and will be used against you).
- Retten til en advokat under afhøringen (right to consult with an attorney and to have one present).
- Retten til at få en offentlig beskikket advokat, hvis man ikke har råd til en (if you cannot afford an attorney one will be appointed for you).
Derudover skal politiet sikre, at den mistænkte forstår rettighederne, og at ethvert frafald (waiver) er frivilligt, velovervejet og bevidst.
Hvornår gælder Miranda?
Miranda gælder kun i situationer med to elementer: (1) personen er i politiets varetægt (custody), og (2) der finder en form for afhøring sted (interrogation). Disse begreber er blevet præciseret i efterfølgende retssager:
- Custody bedømmes ud fra en objektiv standard: ville en rimelig person i samme situation føle sig fri til at gå væk?
- Interrogation omfatter ikke kun direkte spørgsmål, men også ord eller handlinger fra politiets side, der med rimelighed forventes at fremkalde et indrømmende svar.
Undtagelser og efterfølgende udvikling
Efter Miranda har Højesteret udviklet undtagelser og nuancer, herunder:
- Public safety-undtagelsen: I nødsituationer, hvor offentlig sikkerhed står på spil (f.eks. skjult våben), kan betjente stille spørgsmål uden at afgive Miranda-advarsler, og svarene kan anvendes. (New York v. Quarles, 1984).
- Definition af "interrogation": Domstolen præciserede, at ikke alle bemærkninger fra politiet udgør interrogation — kun handlinger eller udsagn, der forventeligt fremkalder et selvinkriminerende svar. (Rhode Island v. Innis, 1980).
- Efterfølgende samtykke: En senere gyldig Miranda-advarsel og en frivillig frafaldsåtgärd kan i visse tilfælde gøre en tidligere utilstrækkelig advarsel mindre fatal for bevisførsel. (Oregon v. Elstad, 1985).
- Impeachment-undtagelsen: Udsagn erhvervet i strid med Miranda kan i nogle tilfælde bruges til at anfægte (impeach) en tiltalt, hvis vedkommende selv vidner i retssagen. (Harris v. New York, 1971).
- Begrænsninger og beviskrav: Bevis for, at et frafald er frivilligt og klogt, vurderes ud fra omstændighederne; retten til advokat og tavshed må forstås konkret.
- Domstolernes fortsatte rolle: I Dickerson v. United States (2000) slog Højesteret fast, at Miranda-principperne har forfatningsmæssig status, og at Kongressen ikke kan lovgive dem bort.
Betydning og kritik
Miranda har haft stor praktisk og symbolsk betydning: den beskytter mistænktedes konstitutionelle rettigheder og ændrede politiets afhøringspraksis. Kritikerne hævder, at advarslerne kan gøre afhøringer sværere og føre til, at skyldige går fri, mens tilhængere ser dem som nødvendige for at forhindre tvangs- og uretmæssige tilståelser.
Praktiske konsekvenser
I praksis bruger politistyrker standardformuleringer, og advokater udfordrer ofte, om en given advarsel og frafald var tilstrækkelig. Manglende overholdelse kan føre til, at tilståelser og visse udsagn udelukkes fra brug i anklagen, hvilket kan svække en sag betydeligt.
Samlet set står Miranda v. Arizona som et centralt værn om individuelle rettigheder i det amerikanske retssystem, men dens rækkevidde og undtagelser er siden blevet afgrænset og præciseret af efterfølgende højesteretsafgørelser.
Grænsepatruljeagent læser Miranda-rettighederne for en mistænkt
Navnebror
Den 13. marts 1963 blev Ernesto Miranda arresteret af politiet i Phoenix, Arizona. Miranda spurgte, hvorfor han blev arresteret, men fik intet svar. På tidspunktet for hans anholdelse var han ikke anklaget for nogen forbrydelse. Ti dage tidligere havde en 18-årig pige hævdet, at hun var blevet seksuelt misbrugt. Da hun talte med politiet, ændrede hun sin historie flere gange. Et par dage senere var hun på vej fra arbejde og så en mistænkelig bil, som hun troede kunne være den samme som den, der blev brugt i forbindelse med hendes overgreb. En delvis nummerplade fik politiet til at anholde og afhøre Miranda. Ved en konfrontation kunne pigen ikke identificere sin overfaldsmand, men mente, at han lignede Miranda. Under afhøringen af Miranda fortalte politiet den mistænkte, at han ikke bestod optagelsesprøven. Efter flere timers forhør underskrev Miranda til sidst en tilståelse. Politiet fik også Miranda til at tilstå to andre tilfælde af bortførelse og røveri, hvilket "ryddede" yderligere to sager op.
Miranda mod Arizona
Sagen om Ernesto Miranda og tre andre lignende sager blev behandlet ved Højesteret. Alle fire anklagede havde ikke advokater til stede, da de blev afhørt. Afgørelsen blev bekendtgjort den 13. juni 1966 af overdommer Earl Warren. På grund af de vigtige ændringer, den indebar, læste han hele de 60 sider. Fire dommere var uenige i dommen. Deres argument var, at alle de anklagede havde tilstået. Deres opfattelse var, at hvis man tillod advokater at deltage i afhøringer, ville det forhindre de fleste mistænkte i at tilstå.
Som følge heraf blev Ernesto Mirandas første dom ophævet, men han blev stillet over for en ny retssag om seksuelle overgreb og kidnapning i 1967. Hans tilståelse kunne ikke bruges imod ham, men anklageren fik Mirandas kæreste til at vidne, at han havde fortalt hende, at han havde gjort det. Hun sagde, at det skete tre dage efter hans polititilståelse. Han blev fundet skyldig og fik den samme straf igen.
Typisk Miranda-advarsel
| " | Indsæt citatets tekst her, uden anførselstegn. | " |
Der er omkring 17.000 politiafdelinger i USA. De bruger en af hundredvis af forskellige versioner af Miranda-advarslen. Disse varierer fra få ord til over 400. En af grundene er, at mange hører til sårbare grupper, som ikke altid forstår skriftlige eller mundtlige Miranda-advarsler. Det drejer sig bl.a. om døve, personer, der ikke taler eller læser godt engelsk, unge, psykisk syge og/eller mentalt udfordrede. Domstolene har været mindre end beskyttende over for rettighederne for disse grupper, som måske ikke har forstået deres Miranda-rettigheder.
Andre lande
Ligesom Miranda-advarslerne har andre lande skriftlige rettigheder, som de giver mistænkte, før politiet begynder at afhøre dem. De har procedurer for at sikre, at en tilståelse er gyldig i deres retssystemer. I det canadiske charter om rettigheder og frihedsrettigheder er det f.eks. fastsat, at hvis en person anholdes, har vedkommende visse rettigheder. De skal straks få at vide, hvorfor de er blevet anholdt, at de har ret til at få juridisk bistand og ret til at få beviser i habeas corpus (eller blive løsladt fra varetægtsfængsling).
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Miranda v. Arizona?
A: Miranda v. Arizona var en skelsættende afgørelse fra USA's højesteret, der fastslog, at en mistænkt i politiets varetægt skal informeres om retten til at rådføre sig med en advokat før og under afhøringen.
Q: Hvad skal en mistænkt i politiets varetægt informeres om?
A: En mistænkt i politiets varetægt skal informeres om retten til at rådføre sig med en advokat før og under afhøringen, retten til ikke at inkriminere sig selv, og de skal også sikre sig, at den mistænkte forstår disse rettigheder.
Q: Hvad er Miranda-advarslen?
A: Miranda-advarslen er navnet på den formelle advarsel, som politiet i USA skal give til mistænkte i straffesager.
Q: Hvad er formålet med Miranda-advarslen?
A: Formålet med Miranda-advarslen er at sikre, at den anklagede er klar over sine rettigheder i henhold til den amerikanske forfatning, og at han ved, at han kan påberåbe sig dem på et hvilket som helst tidspunkt under afhøringen.
Q: Hvornår skal Miranda-advarslen gives?
A: Miranda-advarslen skal gives, før en mistænkt afhøres i overensstemmelse med Miranda-dommen.
Q: Hvad er betydningen af Miranda-dommen?
A: Miranda-dommen er vigtig, fordi den beskytter individets ret til ikke at inkriminere sig selv i henhold til femte forfatningstillæg og retten til advokatbistand i henhold til sjette forfatningstillæg.
Q: Hvad er betydningen af udtrykket "Mirandizing" af en mistænkt?
A: Udtrykket "Mirandizing" af en mistænkt henviser til den proces, hvor Miranda-advarslen læses op for en mistænkt.
