Guldfisk (Carassius auratus): Fakta, arter, adfærd og plejeguide

Guldfisk er meget følsomme og bør ikke berøres. Det kan skade dem og gøre dem syge. De kan også få andre sundhedsproblemer. Deres maver kan fyldes med væske (vand). De kan blive syge på grund af dårlige bakterier. Nogle mister kontrollen over at svømme, fordi et særligt organ i deres mave, der kaldes en svømmeblære, bliver syg og holder op med at fungere. Syge guldfisk kan dog helbredes med medicin. Dyrehandlere eller dyrlæger kan hjælpe guldfisk med at få det bedre, når de er syge. En simpel måde at hjælpe en guldfisk, hvis den har fordøjelsesbesvær, er at fodre den med ærter, da det vil hjælpe deres fordøjelseskanal til at fungere ordentligt.

De mest forreste dele af en fisks hjerne er lugtepærerne. De er forbundet med de to hjerneflipper ved hjælp af stængler. Storhjernen er involveret i lugtesansen. Den synes også at kontrollere adfærd som f.eks. at tage sig af ungerne og udforske det naturlige miljø. De optiske lober behandler oplysninger fra øjnene. Lillehjernen koordinerer kroppens bevægelser. Medulla styrer de indre organers funktioner og hjælper med at opretholde balancen.

Længere tilbage i hjernen ligger rygmarven, som er den hule rygmarv, som chordater har. Rygmarven er beskyttet af rygsøjlen. Mellem hvert sæt ryghvirvler kommer et par rygmarvsnerver ud af rygmarven og forbinder sig med de indre organer og muskler. De fleste fisk har veludformede sanseorganer. Kemoreceptorer (kemiske) er placeret over hele hovedet og en stor del af kropsoverfladen. De fleste fisk har ører inde i hovedet, men de hører ikke godt. Derimod dækker en række porer forbundet med kanaler under huden hovedet og siderne af deres krop en række porer, der er forbundet med kanaler under huden. Dette system, der kaldes sidelinjesystemet, registrerer bevægelser.

Når maden først er i guldfiskens mund, skubbes den op bag i halsen, hvor et sæt tænder kværner og knuser den. Den findelte mad passerer ned gennem et rør kaldet spiserøret, som presser overskydende vand ud. Spiserøret er foret med smagsløg og celler, der producerer slim for at holde tingene i gang. Spiserøret tømmes ud i en udvidelig del af guldfiskens fordøjelseskanal, som ikke må forveksles med mavesækken. Det er blot en bufferzone til at holde overskydende mad tilbage efter behov. Lige før denne udvidede sektion pumpes kemikalier fra galdeblæren og bugspytkirtlen ind sammen med maden. Kemikalierne fra galdeblæren udgør galde, som bruges til at nedbryde fedtstoffer, og kemikalierne fra bugspytkirtlen indeholder enzymer, der bruges til at nedbryde proteiner. Langs hele fordøjelseskanalen findes celler, der udskiller enzymer, som virker på kulhydrater og nedbryder dem til sukkerstoffer. Fra den udvidede del til guldfiskens anus produceres der masser af slim, og så meget nyttigt materiale som muligt optages i blodbanen til brug for energi, vækst, beskyttelse og reparation.

Guldfisk får deres ilt fra vandet. Når en fisk svømmer, suger den vand til sig. Det iltholdige vand går gennem en åbning i fiskens hals, der fører til gællerne. Gællerne har mange blodkar i dem. Ilten bevæger sig fra vandet til blodet, når vandet strømmer over gællerne. Blodkarrene opsamler og lagrer den ilt, der bevæger sig over gællerne. Samtidig bevæger kuldioxid sig ud af blodet og ned i vandet. Nu strømmer vandet ud af sprækkerne under gællerne. Disse gæller er placeret under operculum.

Fiskenes kredsløbssystem er ansvarlig for at transportere blod og næringsstoffer gennem hele kroppen. Blodet bevæger sig gennem kroppen gennem et netværk af blodkar. I modsætning til mennesker har fisk et enkelt kredsløb, hvor det iltfattige blod kommer til hjertet, hvorfra det pumpes til gællerne og derefter cirkuleres til hele kroppen. Fiskenes kredsløbssystem består af et hjerte, blod og blodkar. Fiskens hjerte er en simpel muskulær struktur, der er placeret mellem de bageste gællebuer. Hos de fleste fisk består hjertet af et forkammer, et hjertekammer, en sæklignende tyndvægget struktur kaldet sinus venosus og et rør, kaldet bulbus arteriosus. På trods af at hjertet består af fire dele, anses fiskens hjerte for at være tokammeret. Blodet indeholder plasma (den flydende del af blodet) og blodceller. De røde blodlegemer indeholder hæmoglobin, et protein, der letter transporten af ilt til hele kroppen, mens de hvide blodlegemer er en uundværlig del af immunsystemet. Trombocytterne hjælper med at få blodet til at koagulere. Blodet cirkulerer i hele kroppen ved hjælp af arterier og vener (blodkar). Arterierne er ansvarlige for at transportere iltet blod fra hjertet til resten af kroppen, mens venerne returnerer det iltfri blod fra de forskellige dele af kroppen til hjertet.

Guldfiskens skelet er primært beregnet til at beskytte guldfisken, støtte dens struktur og løftestangseffekt og hjælper med produktionen af røde blodlegemer. En guldfisk' skelet består næsten udelukkende af små knogler og brusk, og den har næsten ingen store knogler. Knoglerne består næsten udelukkende af calcium. Der er 3 hovedmuskler i en guldfisk' muskelsystem, nemlig hale- og bagkropsmusklerne, kæbemusklerne og finnemusklerne. I hale- og bagkropsmuskulaturen er der myotomer, som er muskelblokke, og der er myosepta, som er bindevæv, der adskiller myotomer. Den horisontale septum adskiller myotomer i to dele, ventral og dorsal. I kæbemusklerne bruger guldfisken adduktionsmuskler til at lukke kæben og abduktionsmuskler til at åbne kæben. I guldfiskens finne muskler er der også adduktor- og abduktormuskler. Disse muskler bevæger guldfiskens finner væk fra og tæt på dens krop. Der er også erector-muskler i finnerne, som hjælper med fiskens stabilitet og fleksibilitet i finnerne.

Guldfisk har en hukommelse på mindst tre måneder og kan skelne mellem forskellige former, farver og lyde. Med positiv forstærkning kan guldfisk trænes til at genkende og reagere på lyssignaler af forskellige farver eller udføre tricks. Fiskene lærer at foregribe fodringerne, forudsat at de finder sted på nogenlunde samme tidspunkt hver dag.

• Koi