Gråhval (Eschrichtius robustus) — baleinhval, migration og adfærd
Opdag gråhvalen (Eschrichtius robustus) — en baleinhval med spektakulær migration, modig adfærd, dybe dyk og komplekse lyde. Læs om biologi og historie.
Gråhvalen (Eschrichtius robustus) er en baleinhval (en filterfødende hval), der har et spæklag, der kan være op til 25 cm tykt. På grund af fortællinger om, at en gråhvalsmor forsvarende sin kalv kunne angribe hvalfangere og vælte deres både, kaldte hvalfangerne ofte gråhvalen for en djævlefisk. Det er et udtryk for, at gråhvaler kan være meget beskyttende over for deres unger.
Udseende og størrelse
Gråhvalen bliver normalt mellem 12 og 15 meter lang og kan veje op mod 30–40 ton. I stedet for en tydelig rygfinne har den en række knuder eller "pukler" langs ryggen, og kroppen bærer ofte spor af parasitter og sår, som kan være beklædt med små krebsdyr og klumper af gammel hud. Navnet "gråhval" kommer delvis af det grålige udseende, som også kan skyldes mudder fra bundfodring.
Udbredelse og migration
Gråhvalen vandrer hver vinter fra arktiske eller subarktiske fødeområder til varmere, beskyttede ynglelokaliteter tæt på kysterne. Den mest kendte population — Østlige Nordlige Stillehavspopulation — trækker fra foderområder i Arktis (efter at have ædt i sejrige farvande) til gyde- og fødselslaguner ved Baja California i Mexico. Migrationen kan være en af de længste blandt hvaler; nogle individer tilbagelægger titusindvis af kilometer frem og tilbage hvert år.
Føde og fodringsadfærd
Gråhvaler er specialiserede bundfodere. De suger bundsediment og smådyr (som børsteorme, krebsdyr og andet bløddyr) op fra havbunden ved at åbne munden under bunden og filtrere vandet gennem deres bælte af baleinplader. Denne måde at spise på rører ofte havbunden op og gør vandet grumset — et syn man iagttager fra både og kysten under fodring. De er dygtige til at finde og filtrere små byttedyr, og deres spisevaner adskiller dem fra mange andre store baleinhvaler, der oftere fanger bytte i vandmasser.
Adfærd og kommunikation
Gråhvaler er sociale og kan ses i små grupper, især under migration og i fødelokaliteter. De er smidige svømmere og kan dykke i op til ca. 30 minutter og nå dybder omkring 150–200 meter, selvom de oftere fodrer i lavere vand. De laver en bred vifte af lyde — grynt, klik og fløjt — som bruges til kommunikation mellem individer, for eksempel mellem mor og kalv eller mellem partnere under parringssæsonen.
Reproduktion og levealder
Parring og fødsel foregår typisk i de varme kystlaguner om vinteren. Hunner føder normalt en enkelt kalv efter en drægtighedsperiode på omkring 13–14 måneder. Kalve dier i cirka et år og følger moderen under migrationen. Gråhvaler bliver kønsmodne nogenlunde fra 6–12 års alderen og kan leve i flere årtier — ofte 50 år eller mere under gode forhold.
Trusler og beskyttelse
Gråhvaler blev tidligere jaget intensivt og næsten udryddet i visse områder. Efter beskyttelsesforanstaltninger er nogle bestande kommet sig betydeligt, især den østlige nordlige Stillehavspopulation. Dog er der stadig trusler i form af skibsulykker, forurening, ændringer i fødegrundlaget på grund af klimaændringer og lokalt fiskeri. Der findes desuden en mindre vestlig Stillehavspopulation, som er langt mere truet og kun tæller få tilbageværende individer.
Gråhvalen er et godt eksempel på en art, som både har været hårdt ramt af menneskelig udnyttelse, men som også har vist evne til tilbagevenden, når beskyttelse og forvaltning er i fokus. Dens iøjnefaldende migration og nære kystnære adfærd gør den til en populær art ved hvalsightseeing og et vigtigt symbol for havets bevarelse.
Kost
Denne kæmpestore hval æder små fisk, krebsdyr, blæksprutter og andre små organismer, som den finder på havbunden. Den siver sin føde gennem sine kamlignende barkenplader.
Beskrivelse
Sammenlignet med de fleste bardehvaler er gråhvaler ret små og bliver kun omkring 45 fod lange. De er lette at se med deres grå spraglede farve, som faktisk er mere kulsort end grå. Gråhvaler har masser af havtasker og lus på deres hud. Forskere siger dog, at lusene og søpindsvinene ikke skader hvalen, og det er muligt, at de faktisk kan hjælpe hvalen ved at spise af død hud, som hvalen har brug for at slippe af med.
Hvaler foretrækker den ene finne frem for den anden, ligesom mennesker er højre- eller venstrehåndede. Det er muligt at se, om en gråhval er venstre- eller højrefinnet. Den finne, der har færrest havskildpadder, er den finne, den bruger mest. Det skyldes, at hvalen kan lide at dykke ned til havbunden for at skovle store mængder sand op fra bunden og filtrere de små byttedyr, der lever deri, fra. Når hvalen gør dette, skrabes mange af de havtasker af på den side, der gnider sig langs bunden. Så den side, der har færrest strandskaller, er den side, som hvalen foretrækker at bruge, når den graver sand op.
Migration
Gråhvaler foretager hvert år en meget lang vandring fra det Arktiske Ocean (nordvest for Alaska) til Mexicos kyst og tilbage igen. De rejser ca. 20.000 km (~12.500 miles) hvert år og opholder sig nær kysten. De spiser i de kolde arktiske farvande og kælver og parrer sig i de varme, beskyttede tropiske laguner i Stillehavet ud for Mexico.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en gråhval?
A: En gråhval er en bardehval, som lever af filtrering, og den har et tykt spæklag på op til 25 cm.
Q: Hvorfor kaldte hvalfangerne gråhvalen for en djævlefisk?
A: Hvalfangerne kaldte gråhvalen en djævlefisk, fordi en gråhvalmor voldsomt forsvarede sin kalv og angreb hvalfangere og endda væltede deres både.
Q: Hvad er gråhvalens vandringsmønster?
A: Gråhvaler migrerer fra koldt vand til troperne hvert år i flokke.
Q: Hvor adrætte er gråhvaler som svømmere?
A: Gråhvaler er meget adrætte svømmere.
Q: Hvor dybt kan gråhvaler dykke?
A: Gråhvaler kan dykke i op til 30 minutter og komme ned på 155 meters dybde.
Q: Hvilken slags lyde laver gråhvaler?
A: Gråhvaler laver grynt, klik og fløjtelyde, som kan bruges til at kommunikere med andre gråhvaler.
Q: Hvad er det videnskabelige navn på gråhvalen?
A: Det videnskabelige navn på gråhvalen er Eschrichtius robustus.
Søge