Gråhvalen (Eschrichtius robustus) er en baleinhval (en filterfødende hval), der har et spæklag, der kan være op til 25 cm tykt. På grund af fortællinger om, at en gråhvalsmor forsvarende sin kalv kunne angribe hvalfangere og vælte deres både, kaldte hvalfangerne ofte gråhvalen for en djævlefisk. Det er et udtryk for, at gråhvaler kan være meget beskyttende over for deres unger.
Udseende og størrelse
Gråhvalen bliver normalt mellem 12 og 15 meter lang og kan veje op mod 30–40 ton. I stedet for en tydelig rygfinne har den en række knuder eller "pukler" langs ryggen, og kroppen bærer ofte spor af parasitter og sår, som kan være beklædt med små krebsdyr og klumper af gammel hud. Navnet "gråhval" kommer delvis af det grålige udseende, som også kan skyldes mudder fra bundfodring.
Udbredelse og migration
Gråhvalen vandrer hver vinter fra arktiske eller subarktiske fødeområder til varmere, beskyttede ynglelokaliteter tæt på kysterne. Den mest kendte population — Østlige Nordlige Stillehavspopulation — trækker fra foderområder i Arktis (efter at have ædt i sejrige farvande) til gyde- og fødselslaguner ved Baja California i Mexico. Migrationen kan være en af de længste blandt hvaler; nogle individer tilbagelægger titusindvis af kilometer frem og tilbage hvert år.
Føde og fodringsadfærd
Gråhvaler er specialiserede bundfodere. De suger bundsediment og smådyr (som børsteorme, krebsdyr og andet bløddyr) op fra havbunden ved at åbne munden under bunden og filtrere vandet gennem deres bælte af baleinplader. Denne måde at spise på rører ofte havbunden op og gør vandet grumset — et syn man iagttager fra både og kysten under fodring. De er dygtige til at finde og filtrere små byttedyr, og deres spisevaner adskiller dem fra mange andre store baleinhvaler, der oftere fanger bytte i vandmasser.
Adfærd og kommunikation
Gråhvaler er sociale og kan ses i små grupper, især under migration og i fødelokaliteter. De er smidige svømmere og kan dykke i op til ca. 30 minutter og nå dybder omkring 150–200 meter, selvom de oftere fodrer i lavere vand. De laver en bred vifte af lyde — grynt, klik og fløjt — som bruges til kommunikation mellem individer, for eksempel mellem mor og kalv eller mellem partnere under parringssæsonen.
Reproduktion og levealder
Parring og fødsel foregår typisk i de varme kystlaguner om vinteren. Hunner føder normalt en enkelt kalv efter en drægtighedsperiode på omkring 13–14 måneder. Kalve dier i cirka et år og følger moderen under migrationen. Gråhvaler bliver kønsmodne nogenlunde fra 6–12 års alderen og kan leve i flere årtier — ofte 50 år eller mere under gode forhold.
Trusler og beskyttelse
Gråhvaler blev tidligere jaget intensivt og næsten udryddet i visse områder. Efter beskyttelsesforanstaltninger er nogle bestande kommet sig betydeligt, især den østlige nordlige Stillehavspopulation. Dog er der stadig trusler i form af skibsulykker, forurening, ændringer i fødegrundlaget på grund af klimaændringer og lokalt fiskeri. Der findes desuden en mindre vestlig Stillehavspopulation, som er langt mere truet og kun tæller få tilbageværende individer.
Gråhvalen er et godt eksempel på en art, som både har været hårdt ramt af menneskelig udnyttelse, men som også har vist evne til tilbagevenden, når beskyttelse og forvaltning er i fokus. Dens iøjnefaldende migration og nære kystnære adfærd gør den til en populær art ved hvalsightseeing og et vigtigt symbol for havets bevarelse.