Det gamle egyptiske landbrug var sandsynligvis det første, der blev praktiseret i stor skala. De dyrkede basisfødevareafgrøder. Disse omfattede kornsorter som emmer (en hvedesort) og byg. De tidligste beviser for kunstvanding i Nil-området er fra omkring 3100 f.Kr.

De dyrkede også hør til tøj og olie. Frugtplantager og grøntsagshaver var også almindelige. I modsætning til andre afgrøder blev disse dyrket væk fra de områder, der hvert år blev oversvømmet af Nilen. Landbruget var grundlaget for den gamle egyptiske økonomi. Det gav arbejde og mad til befolkningen. Det var en kilde til rigdom for Egyptens elite. Egypten var brødkurven (hovedleverandør af fødevarer) for store dele af den gamle verden.

Nilens oversvømmelser og vanding

Det gamle egyptiske landbrug var afhængigt af den årlige oversvømmelse af Nilen. Oversvømmelsen bragte næringsrig silt, som gjorde jorden særdeles frugtbar, og bestemte årscyklus for såning og høst. Egypterne delte året i tre klimatiske og landbrugsmæssige sæsoner: Akhet (oversvømmelsessæson), Peret (sånings- og vækstsæson) og Shemu (høstsæson).

For at udnytte vandet og beskytte markerne byggede de et netværk af kanaler, digeanlæg og fangdamme til såkaldt bassinvanding. Udover de store kanaler brugte de redskaber og anlæg som shaduf (en hånddrevet arm med spand), kæde- eller skovdhjul (sakia) og senere permanent anlagte vandingskanaler. Nilometre blev brugt til at måle oversvømmelser og forudsige udfaldet af årets høst.

Afgrøder og husdyr

Ud over de nævnte kornsorter var pleje af afgrøder og plantager mangfoldig:

  • Korn: emmer, byg og senere andre hvedesorter var basisføde og vigtig til brødbagning og ølbrygning.
  • Hør: til tøj og olier, som nævnt; hør var en vigtig eksportvare i form af klæde.
  • Frugter og grøntsager: træer med dadler, figner, samt grøntsager som løg, hvidløg, linser og bønner.
  • Specialafgrøder: vin i visse regioner, dadler, sukkerrør-lignende kulturplanter og papyrus til papirproduktion.

Husdyr som okser og bøfler blev brugt til pløjearbejde og transport, mens æsler og hunde var almindelige i husholdningen. Fjerkræ og små husdyr sørgede for ekstra fødevarer.

Metoder, redskaber og arbejdskraft

De vigtigste redskaber var simple men effektive: træplove (arme plove trukket af okser), hakker, særlige sigter, og segl til høst. I tidlige perioder brugte man sten- og flintredskaber; senere blev metalværktøj udbredt.

Landbruget krævede stor arbejdskraft. Vedligehold af kanaler og digeanlæg, pløjning, såning, ukrudtsrensning og høst blev ofte organiseret gennem tvungen eller statsligt koordineret arbejdskraft (corvée). Templet og staten spillede en hovedrolle i organiseringen af arbejdskraft, opbevaring af korn og fordeling af frø til næste sæson.

Økonomi og samfund

Landbruget var rygraden i den gamle egyptiske økonomi. Overskud fra afgrøder sørgede for føde, men også for handel, tributter og opbygning af samfundsinstitutioner. En stor del af produktionen blev opbevaret i granarer, hvorfra staten eller templets embedsmænd uddelte korn i tider med dårlig høst eller som betaling til arbejdere og soldater.

Beskatning foregik ofte i naturalier: bønderne betalte en del af deres afgrøde som skat til farao, templer eller jordejere. Overskuddet blev også eksporteret til nabolande via handelsruter på Middelhavet og Det Røde Hav. Frugtplantager, hør (til tøj) og andre produkter skabte værdifulde eksportvarer.

Landbruget gjorde det muligt at opretholde et komplekst samfund med specialiserede håndværkere, byer og et administrativt apparat, der kunne føre folketællinger, opkræve skatter og planlægge offentlige projekter som kanaler, templer og lagre.

Risici og tilpasning

Det egyptiske system var effektivt, men også sårbart. For lave oversvømmelser kunne give afgrødesvigt og hungersnød; for høje oversvømmelser kunne ødelægge huse og infrastruktur. Derfor udviklede man administrative, tekniske og religiøse mekanismer til at måle, forudsige og afbøde flodens variationer.

Samlet set var landbruget i det gamle Egypten kendetegnet ved en tæt sammenkobling mellem naturens cyklus (Nilens årstidsmønster), tekniske løsninger til vanding, en bred vifte af afgrøder og en stærk statslig organisation, som sammen skabte et varigt og produktivt landbrugssamfund.