Kameler er et pattedyr i Camelidae-familien. Kameler tilhører slægten Camelus. Der findes tre levende arter af kameler. De mest kendte er dromedarkamelerne (en pukkel) og bactriankamelerne (to pukkler).

Kameliderne omfatter som familie kameliderne fra den "nye verden": lama, alpaca, guanaco og vicuña.

Den tidligst kendte kamel, kaldet Protylopus, levede i Nordamerika for 40 til 50 millioner år siden i Eocæn. Den var på størrelse med en kanin og levede i de åbne skovområder i det, der nu er South Dakota.

Arter og taksonomi

De tre nulevende arter i slægten Camelus omtales ofte som:

  • Dromedar (Camelus dromedarius) – en pukkel. Domestikeret og udbredt i Afrika, Mellemøsten og dele af Asien; findes også som store vilde/fjerntliggende bestande (f.eks. i Australien som frilevende populationer).
  • Bactriankamel (Camelus bactrianus) – to pukler. Overvejende domesticeret og traditionelt brugt i Centralasien.
  • Vild bactrian (Camelus ferus) – vild form, genetisk adskilt fra den tamme bactrian. Bestanden er lille og lever i aride egne i Centralasien.

Evolution og udbredelse

Kamelfamilien stammer fra Nordamerika. Fra de små tidlige former som Protylopus udviklede en række forskellige kamelider sig gennem paleogen og neogen. Nogle linjer vandrede vestpå over Beringstrædet og etablerede sig i Eurasien og senere i Afrika, mens andre udviklede sig til de sydamerikanske kamelider (llama, alpaca, guanaco, vicuña). Den lange evolutionære historie forklarer både de store fysiologiske tilpasninger til tørre områder og den geografiske spredning.

Fysiologi og tilpasninger

  • Pukler: Humpene består primært af fedtvæv, som fungerer som energireserve. Dette giver kamelen mulighed for at klare perioder med sparsomme føde- og vandressourcer.
  • Vand- og varmehåndtering: Kameler kan tolerere store variationer i kropstemperatur og udskille meget koncentreret urin samt tørre afføringsrester for at spare vand. De kan hurtigt genopfylde væsketabet ved at indtage store mængder vand ad gangen.
  • Beskyttelse mod sand og sol: Tykke øjenvipper, tætsluttende næsebor der kan lukkes, og tyk pels, som isolerer mod både varme og kulde i ørkenens store døgnvariation.
  • Føde: Generalistiske planteædere; de kan æde tør, tørret og bevokset vegetation, saltplanter og tornede buske takket være robuste tænder og et robust fordøjelsessystem.
  • Unikke blodceller: Kameler har elliptiske (aflangede) røde blodlegemer, som er særligt modstandsdygtige over for dehydrering og osmoseforandringer.

Biologi, adfærd og livscyklus

  • Størrelse og levetid: Kameler kan blive op til omkring 40–50 år gamle afhængigt af art og levevilkår.
  • Reproduktion: Drægtighed varer typisk omkring 13–14 måneder, og hunner føder som regel étføl.
  • Social adfærd: Mange kameler lever i grupper ledet af en dominerende han. Domesticerede kameler indgår i menneskers arbejde og kultur i årtusinder og er vant til at samarbejde med mennesker.

Domestikation, økonomisk og kulturel betydning

Kameler har været tæmmet af mennesker i flere tusinde år og spiller fortsat en vigtig rolle i ørkenområder og steppeområder som transportdyr, pakkedyr og malkedyr. De giver også kød, mælk, skind og uld. Kamelmælk er i mange samfund et vigtigt næringselement og anvendes både fersk og forarbejdet.

Bevarelse

Den tamme dromedar og den tamme bactrian er almindelige i menneskelige samfund, men den vilde bactrian (Camelus ferus) er truet og betragtes som kritisk truet i naturen på grund af habitatforringelse, konkurrence med husdyr og fragmentering af bestande. Bevaringsindsatser omfatter beskyttede områder, genetikovervågning og samarbejde mellem lande for at beskytte resterende levesteder.

Hurtige fakta

  • Oprindelse: Nordamerika (tidlige kamelider som Protylopus).
  • Arter: Tre nulevende i slægten Camelus.
  • Tilpasninger: Hump, vandbesparende fysiologi, lukkende næsebor, tyk pels og kraftige tæer.
  • Brug: Transport, mælk, kød, uld og kulturel betydning i ørken- og steppeområder.

Kameler er et godt eksempel på, hvordan pattedyr kan udvikle specialiserede træk, der gør dem i stand til at overleve under ekstreme klimatiske forhold, samtidig med at de har haft stor betydning for menneskelige samfund i tørre regioner.